Kjole. Sy vejledning. Mønster fra pppp.dk

Denne kjole er igen fra siden https://pppp.dk/ syet i jersey. En side hvor du skriver dine mål ind og så modtager du mønsteret på mail. Du printer så ud på papir, sætter det sammen og du er klar. Jeg valgte denne gang at det skulle være en enkel kjole. Der er mange muligheder for at ændre mønsterets udseende ved stofvalg, bånd, lommer og halsudskæring.

Da jeg havde printet ud og samlet mønsteret, var jeg meget skeptisk. Jeg har tidligere syet en kjole, der ligner denne en del, og syntes den så alt for lille ud. Jeg vurderede at den kunne jeg da ikke være i. Men jeg valgte at give mønsteret en chance. Dog ville jeg så ikke sy den i noget dyrt stof, da jeg var sikker på det ikke blev godt..Jeg valgte noget stof i en polyester jersey kvalitet, som jeg havde med hjem fra en ferie. Jeg må indrømme at følgende vejledning er lidt mangelfuld i forhold til øvrige vejledninger, men det er simpelthen fordi jeg ikke troede den blev god, så jeg tog ikke så mange billeder undervejs. Og det viste sig at mine betænkeligheder blev gjort til skamme. Den er simpelthen så god.. Den sidder perfekt på mig, det skyldtes nok at den også har brystindsnit. Det bliver en kjole jeg kommer til at slide op. Og den var slet ikke for lille 🙂 Da stoffet er så mønstret som det er , ville jeg ikke sætte lommer på den, samtidigt skal jeg passe på med at få for meget focus ned på maven, da den `buler`lidt ud.øv øv.

Mønsteret har nr 4637 og bestilles her.https://pppp.dk/

Stofforbrug:  jeg er en str 40, og til det går der 1,30 meter jersey i 140 cm bredde.

Mønsteroplægning:

(Den lange løbegang bliver klippet til sidst, derfor ligger den så mærkelig)

Klip med 1,5 cm sømrum. Dog forneden på kjolen 3 cm. Jeg syer det meste af kjolen med stræksøm.

(Jeg syer med nr 4 på min maskine)

Start med at sy bryst indsnittene på forstykket. Sørg for at du slutter i spidsen med at sy ca 2 sting næsten lige, det gør at du ikke får sådan en dum dut på brystet.

(Svært at se, men i spidsen er et par sting næsten syet lige)

og så lige en tegning, som måske viser det lidt bedre

(Håber det viser det bedre. De sidste sting ligger lige i kanten før der køres ud over kanten, husk at binde knude for enden)

Pres indsnittene nedad. læg nu skuldersømmen sammen på for og bagstykket, ret mod ret. Sy sømmen og siksak bagefter.

(Skuldersømmen er syet)

Sy nu sidesømmene, helt oppe fra ærmet og hele vejen ned til bunden. Prøv lige kjolen nu. Hvis den sidder fint, og du har syet med 1,5 cm sømrum, vil jeg foreslå at du klipper sømrummet ned til ca 0.5 cm, ellers kan den trække lidt under ærmet.

 

(Sidesømmen syes, og bagefter klipper jeg den ned)

Du skal nu til halsen. Jeg har valgt bare at bukke den om, men du kan også vælge at sætte folde elastik i , eller noget andet.  Jeg bukker den ca 1,5 cm om. Start med at gøre det i midt for og midt bag, arbejd dig derefter ud på hver side, og ja det vil rynke lidt. Men det er kun til du har fået det syet og strøget.

(Her kan du se, at det også rynker for mig)

Sy med dobbeltnål fra retsiden. Du skal trække lidt i sytøjet, der hvor det rynker lidt.

( jeg holder det glat , der hvor det rynker)

Stryg kanten og det skulle gerne se sådan ud.

( klip kanten ren, hvis der sidder ekstra sømrum ved syningen på bagsiden)

Tag nu strimlen , der skal bruges til løbegangen. Buk de korte ender til bagsiden og sy en stikning ca 1 cm inde fra kanten.

(De 2 korte ender bukkes og stikkes)

Buk nu langsiderne på løbegangen , sæt nåle i, og pres med strygejernet.

(Her er løbegangen bukket og strøget)

Mærk af på kjolen med nåle hvor løbegangen skal sættes på og marker midten på for og bagstykket.

(der er sat nåle i hvor løbegangen skal sidde)

Det kan være lidt svære at sætte nåle i , uden at få dem sat i begge lag stof. Jeg tager et blad eller hvad der lige ligger for hånden og ligger den ind i kjolen. Man kan tydeligt mærke når man stikker i bladet, og så ved man at man har fået fat i det ene lag og ikke dem begge to 🙂

(Jeg putter et blad ind i kjolen, så nålen ikke sidder fast i begge lag stof)

Sæt en nål i midten af løbegangen og sæt det på så det passer med midten af bagstykket. Arbejd dig ud af til hver side med at sætte løbegangen fast med nåle.

(Pilen viser midt af bagstykket og midt af løbegangen)

Foran skal båndet ikke gå sammen. Jeg valgte faktisk at lave båndet lidt kortere, så man bedre kan se den snor jeg putter i, Men det var et valg , jeg gjorde.

(Sådan ser det ud på forstykket)

Sy nu en stikning i kanten på løbegangsbåndet, startende fra den åbne ende, hvor snoren skal gå ud af. Sy også en stikning på den anden kant, på samme måde.

(Der syes en stikning i kanten, i begge sider)

I øvrigt er kjolen også rigtig sød uden løbegangen. Men det giver den lidt tresserlook med løbegangen, da den er placeret lidt længere nede end taljen. Men sæt nu en snor i en sikkerhedsnål eller sådan en nål jeg har, og træk den igennem løbegangen.

(Der trækkes snor igennem )

Sæt en snordut i enden . Jeg giver det altid en klat lim, så knuden ikke går op.

(Snordut er sat på )

Buk kjolen 3 cm op og stik med dobbeltnål. Kjolen er færdig. Jeg havde så meget stof i overskud, at det også kan give til en bluse. Den vil jeg sy i samme mønster, bare kortere. Den ligger jeg ind i inspiration, når der er taget billeder. Jeg syntes mønsteret er rigtig godt og det er bestemt ikke sidste gang den bliver syet.

 

13 thoughts on “Kjole. Sy vejledning. Mønster fra pppp.dk

  1. Hei, den kjolen kan jeg tenke meg å sy. Var superfin. Jeg forstår ikke helt hva du mener når du angåenede innsnittene sier ” i spidsen er et par sting nesten syet lige” ? Kan du forklare det litt nærmere?

    1. Hej med dig? Jeg gik faktisk også selv og tænkte at det ikke var tydeligt nok hvad jeg mente? Jeg lægger lige en tegning ind på indlægget der viser det tydeligt i løbet af aftenen?

  2. Hej.
    Meget fin kjole. Jeg har selv købt mønster fra PPPP. Er modellem sådan at løbegangen på kjolen sidder lavt (lidt under taljen)
    Hilsen Dorte

    1. Hej Dorte. Ja løbegangen sidder nede på hoften. Jeg valgte at sætte den som det stod på mønsteret. Det giver den lidt tresser look. Men der er slet ikke noget i vejen for at sætte den i taljen ?

  3. PPPP 4637
    Jeg tillader mig atter at søge råd hos dig.
    Kan man mon sy denne i fast stof, da jeg har et rest som jeg i tidernes morgen har købt hos Metermeter som netop er 130 cm.
    Det var et stk stof som jeg ikke kunne leve uden men var godt kar over at det ikke var det største stk. Men håbede på at en enkel kjole med lille ærme godt kunne være der.🤔

    1. hej Rita. Jeg hjælper gerne hvis jeg kan 😊 Modellen har jeg selv syet op i fast stof som bluse, og det fungerer fint. Du skal dog lægge lidt til i midt for og midt bag. Mål din hofte rundt og læg 7-8 cm til. Det mål skal der være på modellen. Så må du lige tjekke hvor meget du skal lægge til. Rigtig god fornøjelse 😊

  4. hvordan er ærmerne
    Det ser ud til at være et ekstra stykke som en slags manchet eller det bare billedet der viser det sådan

    1. Hej Anna. Jeg kan se flere af dine kommentarer er desværre gået ind i min mailbox som reklame, og derfor har jeg ikke opdaget dem. Beklager rigtig meget og håber dine spørgsmål har løst sig undervejs. For en sikkerhedskyld svarer jeg lige på dine spørgsmål. Nej der er ikke et ekstra stykke på ærmerne, det må være lyset der kan snyde. Jeg bruger ikke elastisk søm til løbegangen da kjolen er så vid at det ingen problem er. Ellers ville jeg have brugt en elastisk søm. Og så til det sidst spørgsmål. Min side er lige så sikker som alle andre blogs. Jeg har fået besked fra bloggersdelight at da man ikke kan indtaste personlige koder, har det ingen betydning. Prøv evt at gå ind på nogle af de store blogs, og de vil give samme melding. Jeg håber ikke det vil afholde dig for at gå ind på min blog i fremtiden 😘 Skriv endelig til mig hvis der skulle dukke andre spørgsmål op, og rigtig god aften 😊

  5. Hejsa. Denne fine kjole kan jeg sagtens se mig selv i. Derfor vil jeg høre om du kan lave en skitse, hvor du viser, hvordan man øger mønstret med de evt 7 cm, hvis man vil lave den i fast stof, som en anden også skriver. Du skriver fra midten, men jeg kan desværre helt regne den ud.
    Mvh Helle

    1. hej Helle. Indlægget er 6 år gammelt, og jeg kan desværre ikke helt huske det. Det er et mønster hvor du indtaster dine mål hvorefter mønsteret kommer til dig på mail til print. Kjolen er til elastisk stof, og derfor er det ofte lidt problematisk at ændre den til fast stof. Men du lægger forstykke og bagstykke til fold på dit stof. Ryk dem lidt væk fra foldekanten, så der ca er 3 cm fra mønsteret til den foldede kant. Gør det på både forstykke og bagstykke. Det giver 12 cm ekstra i vidde på din kjole. Rigtig god fornøjelse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *