Bluse efter Onion nr 5009

Kjole i jersey efter mønster fra pppp.dk. nr 4386

Dette mønster kommer fra http://pppp.dk/

Du indtaster dine mål og så kommer mønsteret på mail til at printe ud. Det fungerer utrolig godt og jeg har brugt mønstre derfra en del gange , altid med succes. Kjolen er facon syet med brystindsnit. Jeg tror der på tegningen er sat lynlås i ryggen, men det er der altså ingen grund til. Der er ingen problemer med at få den ned over hovedet. Den sidder rigtig fint på ryggen, da den er lavet i flere dele. Jeg måtte dog sy den lidt ind ved taljen. Stroppen gjorde jeg 2 cm kortere, men ellers har jeg ikke foretaget nogen ændringer. Kjolen er ret nem at sy og voldte ingen problemer. Den kan man sagtens gå igang med, dog vil jeg sige at hvis man er helt uerfaren, skulle man overveje at starte med en kjole helt uden nogen dikkedarer og så lave den her senere.

Den er syet i noget der ligner jersey, bare lidt kraftigere. Farven er svær at beskrive, men kommer nok lidt i nærheden af mørk grøn med brunt skær. Meget ubestemmelig farve, men syntes den er ret flot. Rigtig svært at tage billeder af noget der er så mørkt.

Syntes det er en ret fed detalje med bæltespændet. Der sidder en syning tæt ved spændet der holder stroppen på plads.

 

Hov glemte da også at skrive at jeg afkortede den 4 cm, da jeg syntes den havde en virkelig grim længde. Men det er jo en smagssag.

 

Kjolen er helt ensfarvet, selvom det kunne se ud som om der er et lille mønster i den.

 

Sådan ser den ud bagfra. Måske nok ikke noget særligt, men den sidder rigtig fint 🙂 Som helhed er jeg rigtig tilfreds med kjolen, men jeg føler på en måde det er en hverdags kjole, og det var i grunden ikke tanken. Men jeg tror det skyldtes stoffet og ikke modellen. Den vil helt sikkert komme i brug, især vil den være fin på mit arbejde.

Jeg vil meget gerne lige sætte et par billeder på omkring læggene og stroppen. De kommer her.

Sæt nåle i ved læggene hvor der er en markering, og læg derefter læggene over hinanden. Det danner 3 læg.

Sy hen over læggene med store sting. det er bare for at holde dem på plads og bliver senere pillet ud igen

Sæt nu det lille forstykke på ret mod ret ved at sætte en nål ned i det lille stykke og ned i hjørnet, præcis 1 cm inde på stoffet, hvis dit sømrum er 1 cm.

De to nåle skal ligge ovenpå hinanden. Sy nu fra den nål og hele sømmen ned.

Lav et lille hak på det store forstykke, op i hjørnet hvor syningen fra det lille forstykke er sluttet.

Nu kan du dreje det lille forstykke lidt og sætte nåle i hen over det stykke med læggene.

Derefter syes sømmen. Slut præcis henne ved den anden søm. husk at hæfte ende. Så ser det sådan ud fra retsiden.

Stingene der holder læggene på plads kan nu fjernes. Nu skal stroppen laves. Stryg vliseline på det halve af stroppen på vrangsiden.

fold den så ret ligger mod ret og sy den . Klip sømrummet lidt ned og vend stroppen om til retsiden.

Spændet jeg bruger er en gammel en jeg havde liggende. Sy nu kjolen sammen i siden. Start med den side der er modsat læggene. Derefter sætter du stroppen på forstykkets retside efter markering. Jeg vender sømmen på stroppen nedad. Sy nu den sidste sidesøm på kjolen og stroppen kommer til at ligge ind imellem sømmen

Her kan du nederst se stroppen, syet ind i sidesømmen.

Sæt spændet på stroppen og sæt stroppen fast med nåle hen over læggene.

Skub spændet væk, så du ikke kommer til at sy i den. Giv nu stroppen en syning, et stykke oppe.

Syningen sidder tæt ved det første læg. Skub nu spændet ned og man kan ikke se syningen.

Det ser rigtig godt ud… Resten af kjolen syes ligesom en almindelig kjole. Jeg har strøget vliseline i belægningen til halsen og lagt kjolen op med dobbeltnål. Rigtig god fornøjelse.

 

 

4 kommentarer

  • Lis Wedervang

    Hej Gitte. Har du købt et klippekort til pppp?
    Jeg kommer i tanke om, at jeg har nogle gamle cd´er liggende fra dem, tror, jeg vil prøve at sy en kjole, så jeg kan se, om den passer mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • sygal

      Hejsa Lis. Jeg købte et klippekort med 3 klip. Jo flere man køber, jo billigere. Men for ikke at stresse mig selv med for mange planer, køber jeg kun 3 af gangen

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne Mette Rahbek

    Super fint snit. Spændt på at se farven

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • sygal

      Hej Anne Mette. Mange tak. Jeg lægger vejledning ind på stroppen når jeg også lige får taget nye billeder. Bliver nok først i weekenden, da det er for mørkt når jeg kommer hjem fra arbejde

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bluse efter Onion nr 5009