Julestjerne af gamle skjorter.

Jeg har et projekt kørende, hvor jeg vil prøve at se hvor mange ting jeg kan finde på at lave ud af 7 skjorter købt i genbrugen. Dette er min 4. idè. Tidligere har jeg lavet mønstervægte, en nuttet pyntegris og hjerter til juletræet. Ideen kom under en køretur hjem fra Århus efter besøg hos mine piger. Straks måtte den prøves af og resultatet blev så fint. Det er i korte træk en stjerne som bliver foldet i stof, præcis som den ville blive foldet hvis det var papir. Jeg prøvede at lave en der var strøget vliseline på, men den blev for tyk syntes jeg. Det fungerer meget bedre, når det kun er stoffet.

Jeg skal have lavet en del af dem, da de vil være så søde på vores juletræ. Vi har som regel et tema for vores juletræ og jeg tror da det bliver genbrug i år 🙂 Der er temmelig mange billeder til vejledningen og derfor har jeg sat dem sammen  2 eller 3 billeder af gangen. Jeg håber det giver mening. Måske er du vant til at flette stjerner i papir, så vil det være meget nemmere for dig, da det er præcis på samme måde bare i stof. Hvis det volder dig problemer i stof , vil jeg anbefale at du evt laver nogle i papir, så du får teknikken i fingrene.

Start med at købe nogle skjorter i genbrugen. Der skal bruges 4 forskellige. Klip 4 stykker på 7 x 26 cm. Sørg for at have en lille skarp saks i nærheden og et strygejern. Så er du klar til at gå igang. Jeg forsøger at gøre vejledningen så kort som muligt. Håber billederne også kan hjælpe på vej.

Start med at folde de 4 stykker på den lange side, stryg og åben strimlen op igen. Buk nu begge sider ind til strygefolden og stryg igen.

Fold strimlen, så de åben kanter nu ligger indeni, og stryg dem. Det gør du ved alle 4 strimler. De er nu ca 1,75 cm brede. Fold dem som vist på det sidste billede, så de ligger ca 3 cm forskudt. Stryg igen.

Fold dem ind i hinanden efter billede 1 og træk forsigtig så det bliver stramt. Vend det om så de lange ender ligger øverst.

Det nemmeste er hvis du prøver at ligge stjernen som jeg gør for at følge med i billederne. Tag den nederste strimmel og vip op som billede 1. tag derefter strimlen til venstre og vip den over som billede 2. Derefter tager du strimlen øverst og vipper ned som billede 3.

Nu skal den sidste strimmel vippes, som på billede 1, men den skal under den første strimmel som på billede 2. Stram det pænt til som på billede 3.

Nu skal du igang med takkerne. Hvis du har arbejdet liggende ligesom jeg, giver det sig selv at du skal starte med den småternede blå.

Som sagt, start med den småternede blå. Buk den bagom og dan en spids som billede 1. Buk derefter som billede 2, og lad der være 2 mm luft imellem de 2 buk. Fold nu de 2 spidser over hinanden som billede 3. Min strimmel er næsten ved at være til den korte side, din er nok lidt længere, da jeg har rettet længden på strimlen. Så din burde være lidt længere.

Løft nu lidt op i den strimmel der ligger henover som på billede 1 og stop den småternede strimmel ind under. Min er så kort at den ikke behøver at klippes, men hvis din stikker ud så man kan se den er du nødt til at klippe den kortere. Jeg viser lidt længere nede hvordan du gør det. Nu ser din stjerne ud som billede 3.

 

Nu hopper du over en strimmel og tager den rødternede til venstre. Du gør på nøjagtig samme måde igen. Først bukker du strimlen bagom og danner en spids som billede 1. Derefter bukker du en gang til som billede 2 og folder dem ovenpå hinanden som billede 3. Igen, din strimmel er nok længere end min, da jeg fik klippet strimlen lidt kortere.

Løft op i strimlen der ligger henover og put enden ind i som billede 1. Det kan være en hjælp med en spids lille saks til at skubbe ind med og forme spidserne. Nu skulle din stjerne gerne se ud som billede 2.

Nu er det så strimlen der ligger øverst til venstre der står for skud. Gør nøjagtig på samme måde som tidligere.

Nu er turen kommet til den øverste stimmel i højre side. Der gøres igen som tidligere.

Den 4 . spids er noget sværere at få på plads. Her kan du nemlig ikke som tidligere løfte den strimmel som ligger ovenpå. Men med en lille spids saks kan du sagtens skubbe din strimmel ind under.  På billede 2 kan du se at enden af strimlen er at se. Der hænger sikkert flere ender ved dig som kan ses, og de skal selvfølgelig klippes af. Det gøres ved at du trækker forsigtig i strimlen, så spidsen smutter lidt ind, ligsom du kan se på billede 3.

Beklager billedet er lidt utydelig. Men her kan du se at spidsen er trukket lidt ind under den overliggende strimmel. Klip med saksen forsigtig noget af stoffet af og træk forsigtigt spidsen igen på plads. brug evt saksen til at få rettet faconen til igen. Nu ser din stjerne ud som billede 2. Der er 4 spidser og der er 4 strimler som bare hænger. Nu skal du vende stjernen om, så den vender med den anden side nedad.

Prøv at vende stjernen som min vender, så bliver det lettere for dig, indtil du lige har forstået fremgangsmåden. Nu skal de sidste 4 spidser laves, og de laves på nøjagtig samme måde som de første 4 spidser. Start med den blåternede . Buk bagom til en spids som billede 2. Buk en gang til som billede 3.

Fold spidsen ovenpå hinanden som billede 1. Løft den overliggende strimmel som billede 2 og put spidsens ender ind under som billede 3.

Klip det af strimlen væk som man kan se som billede 1 og træk den pæn i facon som billede 2.

Nu er det så strimlen nederst til venstre der står for skud. På samme måde som lige før.

Fortsæt nu på samme måde med de sidste strimler.  Den sidste strimmel er igen den sværeste. Der kan du nemlig ikke løfte den overliggende strimmel, men med en saks kan du sagtens skubbe strimlen på plads.

Her skubbes enden ind med saksen. Nu er du snart i mål.

Den sidste strimmel er skubbet på plads, og der skal bare lige klippes det overskydende af forsigtigt. . så skal der en snor i og du har en fin stjerne.  Håber ikke du syntes det var for forvirrende. Der er mange billeder, men når først du sidder med det i hånden, virker flere af billederne nok mere logiske. Jeg kan love dig en ting… Når du har lavet den første, går den næste langt hurtigere.

 

 

 

 

5 thoughts on “Julestjerne af gamle skjorter.

    1. Hej Astrid. Tak. De er ret sjove at lave og bliver så forskellige hvis man mikser stofferne fra flere skjorter

  1. Hei!
    Så fine stjerner!
    Har du laget oppskrift på mønstervekter også?
    Hvor kan jeg eventuelt finne de?

    Mvh
    Gerd Nymoen Lunden

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *