Syning med kantebånd ved skarpe hjørner.

 

Det kan give en smart effekt at bruge kantebånd på dit tøj. Det kan bruges som afslutning eller bare som pynt. Der kan være flere metoder til at sy det nemmest på , men jeg vil gerne vise hvordan jeg gør og hvad der er nemmest for mig. Dermed ikke sagt, det er den metode du vil bruge. Men har du problemer med kantebåndet, kunne det være du skulle prøve min.

Som oftest syer jeg den på fra VRANGSIDEN af. Nogle kantebånd har midterste bukkelinje rykket en mm til den ene side. Det er for at gøre det lidt nemmere at bukke kantebåndet omkring kanten. Hvis der er forskel på dit bånd i midterste bukkelinje, skal du starte med at  sy kantebåndet fast fra den mindste side.

Men som sagt jeg syer den altid på fra vrangsiden , derefter bliver den foldet om til retsiden og stukket fast. Det gør at det ser pænt ud på retsiden, og det må være det vigtigste. Når du så har prøvet det nogle gange opdager du at efterhånden ser det også ret fint ud fra vrangsiden. Det er simpelthen et spørgsmål om øvelse.

Det var den korte udgave af hvordan man syer kantebånd på. Men oftest er ens sy opgave jo ikke bare lige en lige kant, men kan både være buet og med skarpe hjørner.

Derfor vil jeg lige vise jer en metode på hvordan du starter og slutter kantebåndet og hvordan du syer det på i et skarpt hjørne.

Først start og slut af kantebånd:

Start med at sy kantebåndet på ca ½ cm fra starten af båndet.

(Båndet syes på ca 1½ cm fra start.)

Sy båndet på hele kanten rundt, til du kommer til starten igen. Buk de 1½ cm som du ikke syede.

(Starten af kantebåndet  er bukket de 1½ cm tilbage)

Sy nu helt hen til båndet. Sæt evt en nål i så du ikke kommer forlangt.

(Sy hen til nålen )

klip kantebåndet af ca 1 ½ cm fra syningen.

(Kantebåndet er klippet af 1½ cm fra syningen)

Fold nu sytøjet så de 2 kantebånds ender ligger ovenpå hinanden, ret mod ret.

(Kantebåndene ligger ovenpå hinanden)

Sy nu med en stikning båndene sammen. Pas på at du ikke kommer til at sy ned i det underliggende stof, men sy så tæt på du kan.

(Kantebåndet syes sammen tæt på det underliggende stof)

Nu ser det sådan ud på sytøjets vrangside.

(Sådan ser det ud )

Klip sømrummet ned så det ikke er mere end ½ cm, pres dem ned til hver sin side.

(Sømrummet er klippet ned og presset.)

Buk det nu rundt til sytøjets retside, sæt det fast med en nål og du kan nu lave en stikning hele vejen rundt på kantbåndet.

(Sådan ser samlingen ud )

Påsyning af kantebånd i et skarp hjørne:

Sy kantebåndet på næsten ned til hjørnet. Mål dit kantebånd ind til syningen fra den rå kant, præcis det antal mm skal du stoppe fra hjørnet af. Husk at hæfte ende.

(stop præcis det antal mm før hjørnet som dit kantebånd er indtil syningen)

Fold nu kantebåndet op i en trekant, så den flugter med den rå usømmede kant.

(kantebåndet bliver foldet op i en trekant, så det flugter med kanten)

Fold nu kantebåndet nedad, så den ligger helt op til kanten og langs med den usømmede kant.

(Her er kantebåndet foldet ned )

Start nu en stikning der præcis starter det antal mm nede som den tidligere stikning er fra kanten. Husk at hæfte ende, og pas på du ikke kommer til at køre for langt tilbage 😉

(Det kan du se her)

Nu er der ligsom en trekant af for meget kantebånd i hjørnet. Buk kantebåndet om til retten, og den vil faktisk ret automatisk lægge sig fint fra vrangen. Det kan du se på næste billede.

(Dette er fra vrangsiden)

Buk kantebåndet om til retten , så der dannes et knæk i hjørnet.

(Dette er retsiden og kantebåndet ligger i et knæk i hjørnet)

Buk nu kantebåndet på plads, hvorved du får et fint hjørne.

(Nålene holde kantebåndet på plads)

Nu kan du give kantebåndet en stikning fra retsiden.

(Der er givet en stikning fra retsiden)

Syntes det er en ret enkel måde at få et pænt hjørne på. Desværre har jeg ikke taget billeder af hvordan jeg gør det ved buede kanter. Men som oftest lægger jeg mønster og kantebånd på strygebrættet og stryger kantebåndet i facon, ved at lægge kantebåndet ovenpå mønsteret og stryge det samtidigt. Hvis du ikke gør det, kan kantebåndet trække sig grimt, når det vender det om til retten og syer det på. Hvis det er en ganske stor bue, behøver du ikke gøre dette, men jo rundere buen er , jo mere nødvendigt er det at stryge kantebåndet i facon før det syes på.

Til sidst vil jeg lige vise en lomme, hvor hjørnerne er lavet efter ovenstående metode og båndet er også blevet strøget i facon i buerne før det blev syet på.

Håber du kan få glæde af min metode, hvis hjørner og kantebånd hidtil har voldt dig problemer.

 

4 thoughts on “Syning med kantebånd ved skarpe hjørner.

  1. Fantastisk god forklaring. God fremgangsmåde og som sædvanlig nogle super gode og beskrivende fotos

  2. Hvor er det flot. Jeg får helt lyst til at arbejde med skråbånd igen.
    Jeg lukker – og øger – altid skrå bånd med en skrå sammensyning, men det kan man jo gøre, som man bedst kan lide.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *