Stofbutik i Prag.

Mønster på rygsæk, som ligner en fisk.

Vi er en familie, der godt kan lide at tage på fisketur. Så bliver der pakket tæpper, stole, proviant og grill i bilen. Efter at vores piger er flyttet til Århus, beklager de sig nogen gange over at alt fiskegrejet står her hjemme. De kunne godt tænke sig at have mulighed for at cykle ud og fiske. Derfor havde jeg i tankerne, at hvis vi i ferien i Prag kom forbi en butikskæde der hedder Decathlon skulle de have en fiskestang hver. Det er en kæmpe sportsbutik, som har nogle meget rimelige priser. Den ligger rundt omkring i Europa, så vi kender den fra vores ture til Frankrig. Der kan man få nogle meget smarte små fiskestænger, som kan klappes sammen  til næsten ingenting.

Der blev købt 3, så svigersøn kunne også få en. Pludselig fik jeg en ide til at sy en taske til deres udstyr. Den skal kunne bruges på ryggen og rumme 2 stænger og lidt mere. Det kunne da være meget sjovt om det lignede en fisk…

Måske er det en lidt åndsvag ide til de unge mennesker, men så må de lade være med at bruge den.?. jeg syntes den er sjov..

Mønsteret til tasken kan du printe her: start med at trykke på fisk 1 og print den, derefter tryk på fisk 2 og print den etc

fisk 1   fisk 2   fisk 3   fisk 4   fisk 5

Til foret inde i tasken, skal du selvfølgelig ikke klippe til finnerne og halen. Der skal kun klippes til hoved og krop.

Du kan sagtens gøre tasken kortere hvis du syntes den er for lang. Jeg har lavet længden så den præcis passer til fiskestængerne.

I store træk syes tasken ligesom en anden taske jeg har lavet. Vejledning til den anden  ligger her i link

http://sygal.dk/2017/08/sy-selv-en-mulepose/ 

Ved  denne skal du blot have lavet et par finner, en hale og et par øjne.

Start med at sy hoved til kroppen og derefter laver du øjnene. Øjnene har fået vliseline bagpå, og de bliver syet på med en tæt siksak.

Derefter syes det røde stykke på, som kommer til at ligne en mund, men som fungerer som løbegang til snorene.

Sæt hale og finner på som på billedet og sy dem fast med en syning i kanten. Vil du haven strop indsat til snorene skal den sidde ved finnens nederste kant. Jeg lavede stroppen af en stump læder.

Sy nu foret fast, og lav fiskens bagside lige sådan, dog uden finner og hale.

Læg fiskens forstykke og bagstykke ovenpå hinanden ret mod ret og sy løbegangen på samme måde som tasken i det link der ligger højere oppe i indlægget.

Jeg forstærker løbegangen med en ekstra syning.

Sy nu tasken hele vejen rundt ret mod ret, dog undlad det lille lige stykke i foret.

Vend tasken rundt til retsiden, og luk det sidste stykke med en syning.

Prop foret ind i tasken og sy en stikning øverst ved det røde stykke for at lave løbegangen.

Nu er det bare at trække snor igennem, ligesom ved den anden taske. Mine snore er lavet af noget stribet stof jeg havde.

Jeg syntes den er blevet så sjov og humoristisk…

Jeg tror, mine piger syntes jeg er lidt skør..?

Men den kan selvfølgelig også laves til et barn til legetøj, til skiftetøj i børnehaven, eller….

Siden er der så kommet en taske mere til af samme slags. Stoffet til fiskens krop er dog vendt på den anden led, da jeg ellers ikke havde stof nok.

Jeg tror, denne kommer til at blive brugt som taske til stranden, med badetøj, håndklæde og solcreme i. Den vil da også egne sig fint til sådan et formål.

Klar til stranden..

Håber du kan bruge mønsteret eller blot ideen. Får du lyst til at sy den og lægger den op i nogle sygrupper, vil jeg blive meget glad, om du vil overveje at henvise til bloggen.

Rigtig god fornøjelse ?

 

 

 

 

 

4 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Stofbutik i Prag.