Sløjfe til dåbskjole

Jeg har fået den ære at lave sløjfen  til min venindes første barnebarns dåbskjole. Kjolen har bedstemoren til moderen syet,og hun er selv blevet døbt i den. Ih, det får mig til at tænke på hvor spændende det bliver når jeg engang selv bliver bedstemor ❤

Man kan lave sløjfen på rigtig mange måder. Men denne måde giver en rigtig fin sløjfe. Den går ikke rundt om maven på kjolen, men sidder blot foran.

Sløjfen sidder på en brochenål.

Jeg startede blot med at folde den, men kom så i tanker om at det kunne være godt med en vejledning til den. Så det får i her.

Du skal til sløjfen bruge 47 cm satinbånd i 4 cm bredde, 10 cm i satinbånd i 2 cm bredde og 1 brochenål. Der ud over skal du købe satinbånd i den længde som du vil have sløjfens løse bånd i. Det afhænger jo af kjolen og hvad du kan lide.

Start med at brænde båndet i begge ender med en lighter. Båndet vil smelte lidt og det gør at det ikke trævler. Sæt derefter nåle i som markering efter billedet.

Nålene vil blive til sløjfens midte. Start med at lægge de 2 første nåle ovenpå hinanden så der dannes en fold.

Læg derefter den 3. nål ovenpå den 1. nål  fra den anden side, så der dannes en fold og båndets ende ligger inden i folderne.

Nu skal den 4. nål lægges ovenpå den 3. nål , så der dannes en fold under den første fold. Denne fold er så lidt større end den første.

Nu skal den 5, nål ind og lægges imellem nål nr 4 og 3. Derved bliver enden af båndet skjult imellem lagene.

Her er båndet ved at blive sat på plads imellem nål 4 og 3

Og nu sidder det på plads

Alle nålene skal ligge præcis ovenpå hinanden.

Nu skal du sy nogle store risting fra nålen og hen over båndet. Det skal være store sting og tråden skal være dobbelt.

Træk forsigtigt i tråden og båndet vil rynke sammen.

Vikkel tråden omkring sløjfen et par gange og sy nogle sting på bagsiden for at hæfte ende. Nu har du en fin sløjfe, der dog mangler bånd i midten.

Nu tager du det bånd som du vil have skal hænge ned fra sløjfen. Find midten af båndet og sæt en nål i.

Fold båndet til halv bredde.

Fold båndet en gang mere til hver sin side, så båndet nu er 1 cm bredt.

Bind en sytråd stramt omkring for at holde på læggene.

Sæt båndet fast bag på sløjfen og sy den fast med et par sting.

Nu ser sløjfen sådan ud.

Nu tager du det smalle satinbånd på 2 cm og brænder den ene ende med lighteren, så det ikke trævler og syer det fast bag på sløjfen med små sting. Sy det lidt længere nede end midten af sløjfen.

Træk båndet rundt om sløjfen og hold det stramt.

Nu kan du vælge at sy båndet fast med små sting og derefter sy brochenålen fast ovenpå, eller gøre som jeg, lægge nålen under båndet, klippe båndet til, smelte enden og sy det fast med små sting.

Så er sløjfen færdig , Nu er det blot at finde ud af hvor lang båndene skal være, klippe dem til og smelte kanterne med lighter.

Så fin en lille pige 😘

Sløjfen kan selvfølgelig også bruges til andre ting end en dåbskjole. Den kunne også være sød som hårpynt eller som pynt på en kjole. Det er kun fantasien der sætter grænser.

Håber du kan bruge vejledningen, og smid gerne en kommentar om hvad du kunne tænke dig at bruge sløjfen til 😊

10 thoughts on “Sløjfe til dåbskjole

  1. Dejligt med din gode instruktion. Den sparede mig både tid og fejl. Min mintgrønne sløjfe sættes nu foran på himmelkuplen på min datters 50 år gamle dukkevugge, der har fået ny montering. Perfekt 😄

    1. Hej Fanny. Ih hvor dejligt at du kunne bruge vejledningen, og så endda til noget der sikkert har stor betydning for dig og din datter. Det er så fint at bevare ting der indeholder gode minder. Rigtig god til jer.

  2. Tak for din gode og detaljerede vejledning! Det blev den fineste sløjfe “i første hug” som skal bruges til min datters dåb 😊🎀♥️ vh Anne

  3. Hej. Hvis man gerne ville have at der skal bindes rundt om maven og så nogle ender der hænger ned foran og ikke på ryggen. Hvad ville du så gøre. Syntes nemlig at den sløjfe er så flot men mangler fif til det nævnte.

    1. Hej Rikke. Jeg ville nok lave det som et bælte med en trykknap. Lige ovenpå trykknappen syer du så sløjfen på . Hvis sløjfen tipper meget, ville jeg sy en lille trykknappe ind i hver side af sløjfen, og den modsatte trykknappe på bæltet. Ingen vil se disse trykknapper, når først sløjfen sidder der. Håber det giver mening, og rigtig god fornøjelse

  4. Jeg har lige syet en dåbssløjfe til mit barnebarn, efter din anvisning. Sidder og bliver så taknemmelig for alle de fine vejledninger du har lavet på din blog. Du er eminent god til at forklare det enkelt. Tusind tak for alt dit arbejde, Gitte. Jeg bruger bloggen flittigt. 😊

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *