Trick til når stræksøm vil flane

Jeg er i gang med at sy jule nattøj til hele familien. Stoffet er jersey fra Stof og stil. Jeg syer på en almindelig maskine. Godt nok har jeg en overlocker, men den er ikke særlig god. Derfor syer jeg som regel alt mit tøj på den almindelige maskine. Min maskine kan sy flere forskellige stræksømme. Der er en som ligner en overlock, og den er helt fantastisk til jersey.

Da jeg begyndte at sy nat bukserne opdagede jeg at sømmen trak kanten lidt længere. Den fik kanten til at bølge. Noget af det kan sikkert dampes væk, men da stoffet er trukket lidt længere, vil det altid kunne ses lidt. Derfor prøvede jeg med et gammelt trick, som jeg lærte som hel ung pige. Jeg har tidligere vist tricket i en almindelig siksak i indlægget her 

Sømmen jeg bruger er den ved min finger.

Her kan du se hvordan kanten kom til at flane. Den bølger ligesom..

Tricket går i alt sin enkelhed ud på at du syer hen over en tråd..

Tag en lang sytråd, og sæt den fast på din maskine. Ofte kan den sidde fast bagpå, det kunne den ved min gamle maskine, ved min nye satte jeg den fast i toppen. Den skal bare sidde et sted hvor den ikke generer den tråd som maskinen skal sy med.

Her i toppen af min maskine kan den sættes fast. Træk derefter tråden bagom maskinen og ned til nålen. Start med at sy med din stræksøm og når du har syet et par sting, løfter du trykfodden og fører tråden frem foran mod dig selv.

Du kan nu sy hen over tråden. Sørg for at du ikke syer ned i tråden, men at den ligesom kommer ind og ligge i siksakken.

Hold godt fast i tråden imens du syer. Du syntes sikkert det ser lidt mærkeligt ud at det kommer til at rynke bag trykfoden, men det er netop pointen. Derved kommer stoffet ikke til at flane.

Sådan kan dit sytøj se ud når det er syet, med tråden endnu i.

Nu skal du bare stille og roligt hive tråden ud, som du har syet henover. På billedet er det den beige tråd i højre side du kan se. Hvis du ikke har syet ned i den nogen steder, er det noget af det nemmeste at trække ud. Tråden kan bruges igen og igen. Du behøver ikke pille den af maskinen..

Så er tråden pillet ud.

Prøv det og du vil opdage det virker. Det virker i alle de sømme hvor der indgår en siksak.. Det er nemlig siksakken der får tråden til at blive på sin plads under syningen.

Et billede af en søm uden tråd. Højre bukseben.

Og et billede af en søm med tråd. Venstre bukseben.

Prøv det næste gang du opdager din søm flaner.

Smid meget gerne en kommentar om hvad du syntes om tricket og om det virker for dig 😊

 

20 thoughts on “Trick til når stræksøm vil flane

  1. Hej Gitte😉
    Tror du har vist “tricket” før, for jeg har afprøvet det og det virket perfekt så mange tak herfra…
    Mange hilsener og tak for alle dine gode bloks som jeg flittigt gør brug af og go’ jul🤶🎅🎄
    Annette😉

    1. hej Annette. Du har helt ret 😊 men det var med en almindelig siksak, og jeg tænkte at mange måske ikke var klar over at det så også ville virke i en stræksøm. Jeg retter lidt i indlægget så det fremgår at der er et tidligere indlæg omhandlende dette 👍 Mange tak, det lyder dejligt at du bruger bloggen og også en god jul til dig 🎁🎁

  2. Smart! Men når du har en overlocker, skal du da igang med at lege med den! Du får en flottere kant, når det overskydende stof skæres af!

    1. hej Else. Jeg er ikke så tilfreds med min overlocker, så jeg vil helst bruge min almindelige symaskine. Jeg ville dog stadig sy sammen på almindelig symaskine selvom jeg havde en god overlocker, da jeg synes det giver en bedre og stærkere søm, men du har helt ret i at kanten bliver flottere når man får skåret stoffet rent. Måske jeg engang får købt en bedre overlocker 🎁😘

    2. Jeg har også været uvenner med min, men da jeg satte mig ned og øvede og øvede, blev jeg fortrolig med den- og den fungerer fint.

  3. Iiih, hvor jeg kender til det – altså at sømmen flaner!!!!!
    Dit tip skal absolut prøves af snarest – tak for det👏🏼
    Julehilsen fra Inge

    1. Hej Inge. Du må meget gerne skrive tilbage når du har prøvet det af, om det virker for dig 😊 tak, også en julehilsen til dig 🎅

  4. Super fif!
    Har dog lige et afklarende spørgsmål:

    Vil det sige, at man skal bruge den ekstra tråd som en slags rynketråd og nærmest skal ‘skubbe’ stoffet foran trykfoden op imod trykfoden?
    Altså så stoffremføreren nærmest bliver kvalt i stof og ikke selv skal lave ret meget arbejde selv?

    – håber, du forstår, hvad jeg mener……………§;o)

  5. Hej Gitte. Det synes jeg er MEGA smart, så jeg ikke behøver at investere i en overlocker nu hvor jeg skal sy babytøj.
    Jeg har dog problemer når jeg starter min tråd hvor det klumper helt sammen. Kan du mon have en forklaring på det? 🙂

    1. Hej Katharina. Det er fordi din maskine skal have lidt stof i starten at arbejde med, ellers er den tilbøjelig til at ville `æde`det. Prøv at lægge et lille stykke stof i starten af dit sytøj, så din trykfod ligesom starter ovenpå stof. Så snyder du maskinen til at tro, at den er igang med at sy. Du klipper blot det lille stykke af, efterfølgende. Håber det er til at forstå, ellers skriv lige til mig igen, så vil jeg tilsende dig et billede af det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *