Kjole efter Onion nr 2078

Skrålommer i bukser

Jeg har lige syet et par bukser til datteren, og tænkte måske der kunne være nogen som kunne bruge en vejledning på hvordan man laver skrålommer i bukser.

De færdige bukser ser sådan ud.

Jeg laver altid lommeposen i en rest foerstof. Det gør at lommen glider pænt på plads, da foer er glat. Jeg bruger også altid en rest skulderbånd. Det sættes på lommeindgangen, så får du en lomme der aldrig kommer til at flane, selvom du bruger lommen flittigt. Det forstærker indgangen og lommen trækkes ikke ud af facon. Som regel vil dine mønsterdele se nogenlunde sådan ud.

Start med buksebenets forstykke. Læg det på bordet med retsiden opad. Læg din lommepose ovenpå med retsiden nedad. Delene ligger nu ret mod ret. Sæt nåle i og sæt skulderbånd ovenpå.

Sy nu en stikning ned midt i skulderbåndet.

Vend lommeposen om til vrangen og stryg sømrummet op i lommeposen.

Sy en stikning  2 mm inde på lommeposen for at holde sømrum på plads. Du kan også vælge at vente med den stikning hvis du gerne vil have en pyntestikning på lommen som er synlig. Men nu gør vi det lige på den anden måde her i indlægget. Det er ved min finger du skal sy.

Buk lommeposen om til vrangen og sæt nåle i langs lommeindgangen. Sørg for at trække lommeposen 1 mm om på bagsiden, så tipper foeret ikke frem, når bukserne bruges..

Det ville så være her du kunne vælge at give en stikning langs kanten hvis du ønsker en pyntestikning. Men ved disse ternede bukser skal der ikke være det.

Tag nu den sidste lommedel frem.

Læg den ovenpå forbuksen med retsiden nedad.

Vend sytøjet om til retsiden og sæt et par nåle i langs åbningen, så der lige er hold på alle lagene.

Løft forsigtig buksen lidt væk fra lommen, så du kan komme til at sætte nåle i langs lommeposen.

Sy en stikning langs lommeposen og husk at siksakke bagefter.

Læg buksen på plads igen og sy nu en stikning øverst på lommen og ned i siden af lommen. Det er blot en form for rining, for at holde lommen på plads. Derved bliver det nemmere at sy linning på uden at lommen rykker sig. Stikningen er ved min finger.

Nu kan du fjerne de nåle du har sat i langs med lommeindgangen og din lomme er færdig.

Nu kan du så fortsætte med at sy buksen. Jeg laver nogle indlæg senere omkring isyning af lynlås og linning. I øvrigt vil jeg lige sige at ved dine første par bukser skal du nok ikke kast dig over tern. Det skal nemlig passe i mønster og det er slet ikke nemt 😁 Så start med noget ensfarvet 😉

Denne fremgangsmåde kan du bruge uanset om du syer i jersey eller vævet stof. Resultatet bliver lige godt.

Håber du kan bruge dette indlæg og får lyst til at prøve dig ud i skrålommer 😊

 

2 kommentarer

  • Lis jensen

    Gitte Askjær Lund det var en rigtig god vejledning på lommer mange tak

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kjole efter Onion nr 2078