Små mønsterdele, hvor du gerne vil tillægge sømrum.

Kjole med flæse. Mønster fra Stof og stil. Sy vejledning

Det er anden gang jeg syer efter dette mønster fra Stof og stil. Jeg syer den lidt anderledes ved flæsen end vejledningen skriver. Derfor tænker jeg det vil give god mening at lave min egen vejledning til kjolen, og måske kan du få lidt glæde af det. På forhånd beklager jeg, at det kan være svært at se på billederne hvad jeg laver, da stoffet er mørkt. Min tanke var efterfølgende at sy den i noget ensfarvet stof, som måske var nemmere at tage billeder af. Men jeg er kommet frem til at bruge de mørke billeder, da den ensfarvede kjole var en direkte fiasko. Den gik hen og blev så grim, at jeg ikke engang vil vise jer den. Det var en  fejl vurdering, at tro det ensfarvede stof ville egne sig til kjolen. Jeg kunne godt mærke at det var lidt kraftigere, men troede alligevel ikke det havde den store betydning. Det havde det.

Sådan kom den sorte mønstrede kjole til at se ud.

Den første jeg syede ligger i dette indlæg

Mønsteret er fra stof og stil. Jeg lavede den med korte ærmer og gjorde den 1 cm smallere i taljen i hver side. Den sidste flæse har jeg lavet kortere, da jeg ikke ønskede det skulle være en maxi kjole. Den sidste flæse er klippet 40 cm bred.

Stoffet er købt i Krakow og minder mest om en viscose.

Jeg vil anbefale, at du bruger  noget stof som ikke er for tykt og som falder blødt.

Det er vigtigt at du stryger vliesline på de dele som mønsteret foreskriver. Det giver stoffet lidt hold ved kraven. Som sådan er kjolen ikke svær at sy, dog kan kraven og flæserne være lidt af en udfordring og derfor er det dem jeg fokuserer på i vejledningen.

Sy vejledning:  husk at afmærke alle pasmærker, da du får brug for dem.

Sy brystindsnittene på forstykket .

Sy forstykke og bagstykke samme i skuldrene, ret mod ret.

Tag de 2 hals belægninger , mønsterdel 5 og 6, og sy dem sammen i skulderen, ret mod ret.

Tag mønsterdel 4, som er kraveflæsen, og fold den til halv bredde så retsiden vender indad. Sy for begge ender af strimlen.

Ven strimlen rundt til retsiden og stryg den. Siksak de rå kanter sammen.

Sy med lange sting en syning ca 3 mm inde og derefter en syning mere , en trykfods bredde ind. Sørg for der lange tråde til start og slut, da du skal bruge dem til at rynke med.

Træk i 2 tråde fra samme side og enten overtråd eller undertråd. Rynk strimlen ind så den får samme mål som halsudskæringen på for-og bagstykke.

Sy flæsekraven på halsudskæringen. Kraven starte og slutter  1 cm fra midten af forstykket. Sørg for at dine pasmærker rammer rigtigt. Sy ca 7 mm inde hele kanten rundt.

Du skal nu lave et bånd der skal sidde i halsen. Fold den lange strimmel, mønsterdel 7 på den lange led med retsiden indad og sy den lange led. Vend strimlen om til retsiden. I opskriften bliver den kaldt en rouleau. Du kan læse lidt mere i dette indlæg  hvordan du kan sy den, så den bliver ret tynd.

Sæt rouleauen fast i midten af forstykket, ca 1 cm nede fra den rå kant.

og her lidt tættere på

På belægningen kan det nu være en god ide at tegne slidsen op, så du ved nøjagtig hvor du skal sy. Læg belægningen ovenpå kjolen så de ligger med retsiden ned imod flæsekraven.

Sørg for pasmærkerne passer.

Sy nu 1 cm inde på halsen, kanten  rundt og ned i spidsen foran. Nede i bunden af spidsen kan det være en rigtig god ide lige at sætte maskinen til at sy mindre sting. Det vil gøre det lidt stærkere.

Klip ned i spidsen. Du skal helt ned i spidsen uden dog at kappe tråden.

Klip små hakker rundt i halsudskæringen.

Vend rundt til retsiden og sy en stikning langs kanten hele vejen rundt.

I skulderen kan du sætte belægningen fast med en lille syning.

Sy sidesømmene på kjolen og du skal nu til flæserne. Jeg forsøgte først at lave flæserne som vejledningen foreskrev. Men det fungerede slet ikke for mig. Måske det gør for dig. Men jeg følte ikke jeg havde kontrol over stoffet, da der er 3 cm imellem de 2 stikninger, hvis du gør som opskriften. Derfor får du lige min måde, og  så må du se hvad der fungerer bedst for dig.

Sy de 2  øverste flæser, del 8, sammen i sidesømmene, så du får en ring. Siksak alle kanter, da du ikke kan gøre det senere.

Fold den øverste kant på ringen 3 cm ned og pres den.

Sy med lange stikkesting 1,5 cm nede på den ombukkede kant. Sørg for at du starte og slutter med en lang tråd, da du skal bruge det til at rynke med. Sy en stikning mere, en trykfods bredde længere nede. Jeg har brugt rødt tråd, så du bedre kan se. Det fortrød jeg så godt nok senere, for man kommer  til at kunne ane det lidt.

Træk i de 2 tråde fra samme side og enten overtråd eller undertråd. Derefter trækkes på samme måde fra den anden side. Rynk det ind så det passer med overdelen. Husk pasmærkerne..

Nu tager du din overdel. På den nederste kant på overdelen syer du en stikning med lange sting, 3 cm nede. sørg evt for a slække på din trådspænding så tråden ikke får stoffet til at rynke. Det skal blot bruges til at være en linje for at rette flæsen rigtigt ind og fjernes senere, derfor er det vigtig at du bruger lange sting. Så er den lettere at pille op igen.

Tag nu flæsen og sæt ovenpå overdelen. Den skal op og sidde så den flugter med den stikning du lige har lavet. Stikningen er blot en pejlelinje for flæsen. Sørg for dine pasmærker passer.

Sæt den fast med nåle, så dine pasmærker passer.

Sy nu en syning ned i den første stikning, hvorved flæsen bliver syet fast. Husk forinden at stille din maskine tilbage så trådspænding igen er normal og almindelig stinglængde.

Jeg valgte så at give en stikning mere, ca 2 mm længere nede, men det behøver du faktisk ikke.

Pil nu den røde tråd ud på overdelen som blot var en pejlelinje. Flæsen er dermed  færdig. Det er så her jeg opdager at det ikke er så smart at bruge rød tråd til rynkningen da det kan ses en lille smule.

Flæse nr 2 syes på , på nøjagtig samme måde. Det er nu blot flæse nr 2`s øverste kant der skal bukkes 3 cm og flæse nr 1 der skal have en stikning 3 cm i nederste kant, som en pejlelinje.

Nu skal du blot sy ærmerne sammen og sy dem i overdelen. Derefter skal kjolen lægges op og den er færdig.

Jeg har lige lånt min venindes have til at tage nogle billeder i.

Kraven er så fin. Men kun fordi jeg sætter håret op. Hvis håret hænger løst, passer det med mit hår lige går ned til kraven og det gør kraven tyng at se på.

Jeg er meget i tvivl om længden på kjolen. Jeg har lidt svært med at den er så lang, selvom det i øjeblikket er moderne. Jeg skal lige prøve at have den på en dag, og  så ser jeg om den bliver kortere eller længden bibeholdes.

Alt i alt en sød kjole. Mine voksne piger kan vældig godt lide den, og de synes længden er rigtig fin. Men jeg må indrømme at halsen ikke lige er mig, når mit hår har den længde som det i øjeblikket har. Mit hår er lidt for kort til at kunne sættes i en hestehale, og derved føler jeg at kravene er for tung. Så jeg må indrømme,  jeg har tænkt mig at lave den om. Den skal laves om til blot at være helt almindelig rund i halsen og uden flæsen.

Håbe du kan bruge vejledningen eller bruge indlægget som inspiration og smid gerne en kommentar 😊

 

 

4 kommentarer

  • Annette K

    God beskrivelse og flot kjole. Jeg kan rigtig godt lide længden til dig – og ja, det virker lidt mere nyt / moderne lige nu, end den sædvanlige knælængde. I like!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lone

    Super fedt!! Tak for vejledningen – glæder mig til at skulle igang med min egen variant: Din er blevet rigtig fin!! Men jeg skal lige vurdere om mit stof så måske er lidt for tyk, idet det er lidt kraftigere, da jeg jo har tiltænkt den til efterår/vinter… 🙂 Tusind tak for indsatsen!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Gitte

      Hej Lone. Mange tak 😊 Ved flæserne kommer stoffet til at ligge i 3 lag, derfor skal stoffet være ret tyndt eller falde meget blødt. Håber din kjole bliver fin og rigtig god fornøjelse 😘

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Små mønsterdele, hvor du gerne vil tillægge sømrum.