Nederdel med flæser. Diy

Jeg har købt det lækreste twill vævet viscose i Alanya i sommerferien. Det var planen at det skulle bruges til en kjole. Men det er ret mønstret og farverigt, så jeg havde ikke lige fundet modellen. Pludselig en dag slog det mig, at det i grunden ville være fint til en etage nederdel med flæser. Det er rimeligt simpelt at sy en sådan, og man behøver såmænd heller ikke et mønster. Det er blot lige stykker i forskellige mål.

Nederdelen består af 3 flæser. Den passer str 38-42 uden problemer. Ved større størrelse skal du lægge noget til alle stykkerne.

Nederdelens total længde er 80 cm.

Den er syet i fastvævet viscose som falder lidt tyngt. Hvis stoffet er 140 cm bredt skal du bruge 1,4 meter til den.

Målene, uden sømrum,  til nederdelens stykker er: 

Øverste stykke:  70 cm bredt x 45 cm højt x 2 stk  ( det er inkl. et ombuk på 5 cm til elastik)

Mellemstykke: 95 cm bredt x 20 cm højt x 2 stk

Nederste stykke: 125 cm bredt x 20 cm højt x 2 stk

De 2 øverste stykker syes sammen til en ring.  Buk den ene kant 5 cm ned og sy en løbegang til en bred elastik. Husk at lade et stykke være usyet, da elastikken skal kunne komme ind i. Sæt en nål i midten af stykkerne i den anden side som markering til senere brug. Det skal bruges til at inddele stykkerne i mindre stykker når du skal fordele rynkerne på det næste stykke der skal sættes på.

Mellemstykkerne syes sammen til en ring. Sæt en nål i midten af stykkerne til senere brug som markering. Derefter syes 2 rækker stikkesting i kanten med en trykfods mellemrum og stykket kan nu rynkes ind til samme mål som øverste ring.

Sæt mellemstykkerne på det øverste stykke ret mod ret, så nålene du tidligere har sat fast ligger ovenpå hinanden og sidesømmene er ovenpå hinanden. Sy ned midt i de 2 række rynketråde. Det er ved min finger der skal syes.

Nederste bane syes sammen til en ring. Der sættes igen nåle i midten af stykkerne til markering. Der syes igen 2 rækker stikkesting, der rynkes ind til det mål det mellemste stykke måler og derefter sættes de sammen ret mod ret, så nålene passer ovenpå hinanden og igen sidesømmene ligger ovenpå hinanden. Sy ned i midten af de 2 ritråde.

Nu skal du sætte elastik i øverste løbegang og lukke hullet. En bred elastik kan have tendes til at dreje i brug og derfor stikker jeg ned i midten af elastikken med almindelige stikkesting. Jeg trækker stykket glat undervejs.

Nederdelen er blevet så fin og den kan varieres med forskellige toppe og sweatre. Perfekt til ferie under lidt varmere himmelstrøg.

Jeg har Onions mønster nr 5032 i tankerne til den.

Jeg tror det er sådan en nederdel man nærmest kommer til at bo i..Selvom vejret lige nu  både er vådt og koldt kan jeg se den med et par korte støvler og en tyk sweater

Håber du kan bruge indlægget som inspiration.

15 thoughts on “Nederdel med flæser. Diy

  1. Hej Gitte
    På billederne ser det ud til, at du har brugt din overlocker på kanterne. Kunne du evt. på et tidspunkt fortælle lidt om dine erfaringer med overlockeren? Jeg kunne selv godt tænke mig en overlocker, men er meget i tvivl om, hvor meget man skal betale for at få en’, der er nem at indstille og sy med.

    1. Hej Lotte. Ja, jeg har brugt overlockeren til kanterne. Du vil sagtens kunne bruge en almindelig siksak søm. Men det giver et lidt pænere afslutning med overlockeren. Jeg er meget tilfreds med min nye maskine. Den var fornuftig i pris og syer så pænt. Har trådet den om flere gange og det volder overhoved ikke problemer. Jeg ønskede en model der ikke var for avanceret. Det har jeg slet ikke tålmodighed til. Den her passer helt perfekt til mig.

  2. Lækkert mønster. Det skal helt klart prøves 🙏🏻Hvor lang er den fra talje til bund, når den er helt færdig ? 🤔

  3. Hej Gitte
    Det ser ud til at du har brugt overlocker til nogle af kanterne. Vil du evt. på et tidspunkt skrive lidt om dine erfaringer med din nye overlocker? Er den noget for en uerfaren overlocker-bruger? Hvor svær er den at indstille korrekt? Dur den til kantning af tyndt stof, som jeg synes er et problem med en almindelig symaskine.

    1. Hej Lotte. Har lige skrevet et svar til dig hvor jeg nævner at jeg er rigtig godt tilfreds med min maskine. Jeg vil kalde mig selv uerfaren i overlocker, da jeg jo kun tidligere har haft en bilka model. Den her maskine er perfekt når man ikke ønsker det for avanceret. Jeg har endnu ikke syet i chiffon med den, men umiddelbart kan jeg ikke tro det giver problemer. Jeg har syet i tyndt viscose hvor det blev rigtig fint 😊

  4. Hvis man nu, som jeg, har 0 erfaring i rynketråd og faste stoffer – har kun syet Jersey, hvilket stof kan man så lave en prøve model i ?

    1. Hej Pia. Du kan sagtens sy den i noget sengelinned eller et lagen. Gå evt i genbrugen for at finde noget hvis du ikke lige har noget du skal have kasseret. Det vil ikke falde helt så fint som en viscose eller polyester, men kan sagtens bruges som prøvemodel. Jeg har selv lige syet en skøn kjole med rynket underdel i noget stribet sengelinned. Den er blevet så fin og sommerlig. Mangler dog lige knapper før jeg kan lægge den på bloggen 😊

      1. Det tog lidt tid, men fik den syet i dag. Den er så flot og vejledningen så nem at gå til. Tak 😀

    1. Hej Cela. Der bliver jeg dig lidt svar skyldig, da jeg ikke har syet en sådan til barn. Jeg vil foreslå at du køber et mønster. Jeg mener Onion har et der ligner, også til børn 😊

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *