Lille kosmetik pung syet ud af en plastpose

Påske høne. Mønster og vejledning.

Ideen til denne påske høne opstod, da mine piger spurgte om jeg ikke skulle igang med noget påskepynt.

Må indrømme jeg ikke gør så meget i påskepynt. Det siger mig ikke rigtig noget. Lidt æg og påskeliljer, men så er det også sagt. Pigerne fik nu alligevel sat nogle tanker igang. Hvis jeg nu skulle sy noget påskepynt, hvad skulle det så være… Det blev så til denne høne. Det sjove ved den, er at den syes i bunden som en pose. Den kan derved bruges til at putte slik, chokolade æg eller andet ind i og gives som gave. Hvis man laver den lidt højere og lidt større i diameter kunne den også være sød at give som gave med en flaske indeni, måske en påske-snaps.

Hos mig kommer hønen i første omgang blot til at stå som pynt, så den er med fiberfyld og en lille pose ris for at stå bedre. Jeg lavede 3 høns før jeg var tilfreds med dens udseende. Her er de første udgaver.

Har du lyst til at lave dig en høne eller to, kommer mønster og vejledning her:

Mønsteret kan du printe, tjek blot den lille firkant måler 5 x 5 cm.

sygalhone

Hønen er syet i fastvævet stof og lidt filt. Der går ikke ret meget stof til og der er god mulighed for at få brugt små rester. Jo mere du mikser stofferne, jo sødere bliver hønsene.

Jeg havde desværre ikke gult fil, ellers skulle næbbet have været det..

Bemærk at at alle dele i filt skal klippes uden sømrum og de dele der skal klippes i fast stof, skal have sømrum hele kanten rundt. Jeg tillægger ½ cm ved dette mønster.

Start med at sy vingerne. Læg dem sammen 2 og 2 ret mod ret. Sy kanten rundt, men undlad det lige stykke, hvor du kan vende vingen igennem. Stryg vingen og den er klar til at sættes på. Sæt den fast med nåle så  højt oppe på midten af hønen, hvor der er klippet op. Den anden vinge sættes på, så den vender modsat.

Det ligner nærmest en lille alfeøre 🤣 En god ide kan være allerede nu at sætte øjet på efter markering. Det er nemmest nu hvor delene ligger fladt. Øjet er blot knapper som er syet på med et kryds.

En rigtig god ide, på nuværende tidspunkt at give vingerne en syning. både for at holde vingerne på plads og for at de ikke skal stritte for meget når hønen er færdigsyet. Se billede lidt længere nede hvor jeg gør det senere i processen, men du kan lige så godt gøre det nu..

På den ene stykke sættes også et næb fast i rødt eller gult filt. Fold det forinden efter den stiplede linje og giv det en lille syning så det holdes bedre i facon. Sæt også hanekammen på plads som på billedet.

Fold stoffet på midten så retsiden vender indad og give det en syning. Det gøres på begge stykker. Her er der gjort klar til at sy. Derefter skal der siksakkes.

Vendt rundt og pres. Har du endnu ikke syet øjet på, skal det gøres nu.. Fik du heller ikke givet vingen en lille stikning, kan du stadig nå at gøre det nu. Jeg gør det på fri hånd, de 2 vinger behøver nemlig ikke være helt ens, faktisk kan det gøre den mere spændende og sjov, hvis vingerne netop ikke sidder helt ens og ikke er syet ens…

Læg nu de 2 dele ovenpå hinanden ret mod ret og sy kanten . Undlad det lige stykke nederst og de sidste 5 cm i den side hvor næbbet sidder..

Siksak sømmene hver for sig..Nu har du en lille slids på 5 cm.

Vend hønen rundt til retsiden.

Buk den nederste kant ½ cm om til vrangsiden og give det en stikning ca 2 mm fra kanten. Bemærk at sømrum ved slidsen bukkes til hver side og derefter bukkes med op.

Buk kanten endnu en gang. Denne gang skal bukket være ca 2 cm. Det skal bukkes op til et par mm over slidsen. Hold kanten på plads med nåle.

Sy nu en stikning, præcis i samme søm som tidligere.

Nu er der fremkommet et løbegang og du kan trække et bånd igennem.

Put fiberfyld indeni hønen. Skal der være noget indeni hønen, såsom snoller, penge etc, skal du ikke fylde den ud.

Hvis du som skal bruge den til pynt, putter du en lille pose med f.eks ris indeni for at give lidt tyngde.

Stram båndet til og bind en sløjfe. Du kan evt stoppe sløjfen ind i hønen. Båndet kan erstattes af et stykke elastik hvis du hellere vil det.

Din høne er færdig.

Her kan man da tale om at hønen lægger æg, hvis man altså havde puttet æg ind i den 🤣

Som sagt kan jeg også se den som flaskeskjuler hvis man ændrer på størrelsen. Men nu er ideen lagt op og så er det din fantasi, der skal igang.

Jeg håber du får lyst til at bruge mønsteret kreativt til dine egne høns. Jeg vil mene den er så nem at lave at selv mindre børn med lidt hjælp kan være med.

Rigtig god fornøjelse og god påske

 

 

 

 

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lille kosmetik pung syet ud af en plastpose