Besøg af TV SYD til Kreakongen

INFO: ønsker du at deltage i TV SYDs konkurrence, skal du gå ind på deres hjemmeside inden torsdag d. 19.11. kl 9 og uploade et billede af en julesok som du har syet.

Jeg blev for nogle  uger siden kontaktet af en journalist, om jeg kunne tænke mig at medvirke i TV SYD i deres program Kreakongen. Emnet skulle være jul, og i den forbindelse var de stødt på min blog. Jeg sagde lidt tøvende ja. Da jeg hverken holder foredrag eller underviser, er jeg ikke vant til at begå mig foran folk på den måde. Men jeg har også den holdning, at man engang imellem skal  springe ud i en ny udfordring, for ellers bliver det bare for kedeligt. Jeg skulle sy en juleting, det burde jeg kunne finde ud af, og valget faldt på en julesok.

I fredags blev der så lavet optagelser i min stue. Lørdag skulle der igen optages noget, og lørdag aften kl. 19.30 ville det så være live. Som det sidste skulle jeg opfordre seerne om at deltage i en konkurrence: Sy din egen personlige julesok, og upload et billede på TV SYDs hjemmeside. Du kan se mere om programmet Kreakongen inde på deres hjemmeside i dette link, hvor du også kan deltage i deres konkurrence.  HUSK AT BILLEDE SKAL UPLOADES SENDES TORSDAG D.19.11. INDEN KL.9

Mønsteret til min julesok kan du printe fra deres hjemmeside.

Det er helt vildt hvor meget arbejde der ligger bag sådan en udsendelse på 11 minutter. Som sådan ikke fra min side, men de 3 folk jeg havde på besøg om lørdagen knoklede hele dagen. De kom kl 14 og kørte igen kl. 20.15. De arbejdede meget koncentreret og ihærdigt. Utrolig søde mennesker.

Der skal stilles rigtig meget udstyr op. Lamper indenfor og sågar udenfor. Udestuen skulle bruges til opstarten, så den fik også lige en makeover.

Det kom til at se rigtig hyggeligt ud.

Jeg tror alle er klar over der ligger meget arbejde bag tv-optagelser, men det overraskede mig nu alligevel hvor meget udstyr det også kræver.

De her kameraer er ikke at spøge med. De er kæmpe store, og flere gange skulle fotograferne bære dem på skulderen i længere tid.

Christina, der skulle styre forløbet, var så sød en person. Hun forsøgte at få mig til at føle mig tryg ved situationen, hvilket delvis også lykkedes.

Vores tv i udestuen blev for et kort øjeblik omdannet til en knitrende kamin, via netflix. I udestuen er der fodkoldt, så Christina lånte et par af vores pusser ( hjemmesko). Ja her i huset hedder det altså pusser.

Det er altså så sjovt og hyggeligt at Christina har dem på under optagelserne, hvilket jo ikke kan ses i udsendelsen.

Jeg fik lov at få et kig ind i deres store kassevogn, inden de skulle afsted efter live optagelsen.

Her havde den ene fotograf siddet det meste af dagen, og redigeret alt det der var optaget i løbet af dagen, og som ikke skulle være live.

Som et ekstra krydderi på dagen, kunne den ene bil så ikke starte, da de skulle afsted. Den var løbet tør for strøm. Jeg fik ringet til min mand ,som tilbragte aftenen hos nogle gode venner i nærheden, og han kom straks hjem med startkabler. Heldigt at vores venner havde sådan nogle liggende..

Da de alle var kørt, stod den på sofa hygge og fordøjelse af dagens oplevelser.

En kæmpe oplevelse at få lov at se bag kulisserne til et program. Det giver stor respekt for de folk som udfører et stykke arbejde, hvor vi andre ikke aner hvor meget der ligger bag. Vi ser jo blot de 11 minutter udsendelsen tager.

Det var en fornøjelse at have besøg af de 2 fotografer og journalisten. Meget søde mennesker, som gjorde alt for at jeg skulle føle mig tryg.

Dagen efter blev weekenden  afsluttet i Århus med brunch med vores 2 piger og svigersøn, og de gav mig denne fine buket. Elsker dem altså så højt❤

One thought on “Besøg af TV SYD til Kreakongen

  1. Det var spændende at se og dejligt du krediterer filmholdet bag udsendelsen også. Og tak for det fine mønster. Jeg vil prøve at nå at være med i konkurrencen 😊😊😊

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *