Tærteholder-varmer af en dækkeserviet. Diy

Jeg har fået lidt en dille med at finde på ting man kan sy ud af quiltede dækkeservietter. Indtil nu er det blevet til flere diy som ligger her på bloggen. Et lille tip. Her på bloggen er der en søgefunktion øverst oppe i højre side. Det ligner et lille forstørrelsesglas. Skriver du der dækkeserviet, kommer der flere indlæg frem.

Jeg bager sjældent. Men der var en der skrev til mig, om jeg kendte til et mønster til en tærteholder. Det fik mig på den ide, at det kunne man da også bruge en færdiglavet quiltet dækkeserviet til

Det er nok den ting jeg har syet, som jeg umiddelbart føler er det mest overflødige jeg har lavet. Men må indrømme at i brug er den slet ikke så dum. Tærtefadet er nemt at flytte, og man brænder ikke fingrene når tærten skal serveres.

Opskriften til den lækre og meget nemme æbletærte er fundet her:

https://mariavestergaard.dk/aebletaerte-verdens-nemmeste-taerte/

Du kan printe mønsteret til tærteholderen her i link: TÆRTEHOLDER

Husk at tjekke den lille firkant, så dit mønster bliver printet i den rigtige størrelse.

Mønsteret til tærteholderen er lavet til et fad på 24 cm i diameter. Skulle dit fad have et andet mål, må du korrigere mønsteret.

Det passer præcist med en dækkeserviet og et lille ekstra stykke stof. Du kan også vælge at quilte et stykke stof til holderen.

Min diy bliver vist i en anden dækkeserviet.

Pil kantebåndet af dækkeservietten og klip cirklen ud. Af resten kan du klippe de 2 stykker til flapperne og i en rest stof klippes de 2 mindste dele. Bemærk at den mindste del skal lægges til fold, så den bliver dobbelt. På billedet lægger jeg sømrum til nogle steder, men det har jeg siden rettet på mønsteret. Så alle dele er nu inkl. sømrum, de steder hvor det skal være, på 3/4 cm.

Læg det lille foldede stykke ovenpå flappen og siksak delene sammen.

Sæt kantebånd på. Jeg syer altid kantebåndet på af 2 gange. Først syes det på den ene side, typisk det der skal være bagside, og derefter bukkes det om til retsiden og stikkes igen, så syningen bliver skjult.

De 2 flapper sættes på det runde stykke. Siksak delen sammen med en siksak i kanten. Det er for at holde delene på plads og det er nemmere at sy kantebåndet fast når kanten er blevet lidt tyndere.

Skulle kanterne ikke flugte helt, kan du sagtens klippe det rent.

Så skal kantbånd blot syes på cirklen. Her valgte jeg at lave noget kantebånd i det samme stof som jeg brugte til de små stykker. Igen gør jeg det fra bagsiden først.

Kantebåndet bukkes derefter om til retsiden og der stikkes i kanten.

Færdig.

Jamen så er det bare at få bagt en tærte.

Håber du kan bruge min lille diy og rigtig god fornøjelse.

6 thoughts on “Tærteholder-varmer af en dækkeserviet. Diy

  1. Jeg har selv lavet nogle, og synes de er fantastiske, jeg bruger dem også til ildfaste fade, så her bliver de brugt meget 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *