Stropkjole fra Alt om Håndarbejde

Allerede sidste år overvejede jeg, om jeg skulle sy mig nogle stropkjoler. Sådan nogle der kunne bruges med t-shirt indenunder og uden, hvis det er rigtig varmt. Tiden rendte så bare fra mig. Men i år skulle det være.

Mønsteret jeg har brugt er fra Alt om Håndarbejde, og ligger i dette link 

Skoene har jeg fundet i genbrugen, og dem ville jeg farve sorte, men de får lige lov til at leve lidt som lilla endnu. De er helt nye, og ret seje synes jeg.

Det er et mønster du også kan bruge til en natkjole eller underkjole. Mønsteret har brystindsnit og smalle stropper. Der er søm i midtbag for at give den lidt facon i ryggen.

Stoffet er en blank polyester kvalitet , som jeg har købt for en del år siden, som en rest. Kjolen er foret med en tynd brunlig polyesterfoer, som er strækbar. Noget jeg også havde liggende i skabet.

Den lilla t-shirt er en jeg lige har købt. Da jeg prøvede kjolen havde jeg ikke andet end en sort t-shirt. Derfor har jeg den sorte på, på billedet.

Den er syet som 2 kjoler. Først en yderkjole og derefter en inderkjole. De bliver til sidst syet sammen i den øverste kant, hvor stropperne samtidigt er syet ind i . En meget enkel og nem måde at sy den på.

Jeg har også syet den  i et lækkert silkestof. Noget jeg har fået foræret for nogle år siden. Det er virkelig en lækker kvalitet, men jeg er så meget i tvivl med farverne og mønsteret. Det er noget der skiller sig lidt ud i mængden. Igen havde jeg slet ingen t-shirt der passede til, ikke engang en hvid. Så billede er taget med sort, og siden har jeg fået købt mig en gul. Tror dog der skal en hvid eller grøn t-shirt til.

Foret er en fastvævet almindelig for-kvalitet i skrig-gul

Som sagt, på det tidspunkt hvor billede blev taget, havde jeg ingen gul t-shirt, så det blev med sort.

Stoffet og farverne er godt nok særpræget, men efter en tur i Århus blev jeg lidt gladere for den, for jeg kunne se at disse farver var fremme i modebilledet.

I får også lige et billede af kjolen bagfra. Dog på min gine.

En super god model der kan varieres i det uendelige. Måske et par flæser på nederst, og lave den hel lang. Så blev det pludselig en flot festkjole til f.eks en havefest.

Jeg kunne forestille mig at den er skøn at have på hvis solen rigtig skulle brænde, uden t-shirt indenunder.

Håber du kan bruge indlægget som inspiration

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *