Kimono kjole syet ud af en dug

I genbrugen fandt jeg for noget tid siden en skøn dug. Den havde en bort rundt i hele kanten, og den målte 150 x 250 cm. Jeg tænkte man kunne udnytte borten til en sød kjole. En japansk inspireret kimonokjole. Den passer til en  str 38-42.

Stoffet er 100 % bomuld og der sad et mærke på den hvor der stod Bahne, så jeg tror faktisk ikke den er så gammel endda.

Jeg faldt for de flotte farver og borten.

Jeg har tidligere lavet en kjole efter dette enkle mønster. Den kan passe str 38-42. Du kan læse mere om den første kjole, og finde DIY i dette LINK

Kjolen består af firkanter, så det var forholdsvis nemt at klippe så borten blev udnyttet. Man kan i grunden klippe mønsteret op lige så mange steder man ønsker det, og derved lave sin helt egen udgave. Jeg klippede op i overdelen så der kunne sættes et stykke ind med bort.

Først da alt var klippet, fandt jeg ud af at der var retning på mønsteret. Mønsteret er en buket blomster og de vender kun i en retning. Jeg måtte derfor klippe borten af flere steder, dreje stoffet og sætte borten på igen. Det kan man heldigvis slet ikke se på det færdige resultat. Tja, så kan man lære at være  for ivrig og gå i gang uden at have nærstudere stoffet..

Halsudskæringen er kantet med en strimmel stof, klippet på skrå, strøget ned til det halve og derefter syet på fra retsiden. Til sidst bukkes kanten om til vrangen og stikkes fast. Mere udførlig vejledning ligger i dette LINK 

En meget nem og fin måde at lave halskant på

Man kan sagtens lave underdelen lidt smallere, hvis man ikke vil have helt så meget vidde i den. I overgangen fra overdel til underdel har jeg siksakket hen over en smal rund elastik, hvilket gør den får en lille smule facon. Den kommer derved til at sætte sig en anelse mere ind mod kroppen og gør at den bliver knap så kasse-agtig.

Yngste datteren og kæresten har lige været hjemme på besøg, og hun hoppede straks i kjolen da hun så den. Den ville hun godt nok gerne have. Men jeg har ikke selv fået den brugt endnu, så det er for tidligt at hun stikker af med den. Men jeg må da godt nok sige den klæder hende utrolig flot, så jeg var tæt på at give efter.

Så nu ved jeg da at kjolen kan passe både en str 38 og en str 42.

Faktisk har jeg også tegnet en skitse til mønsteret i brystmål 126 cm. Jeg aner ikke hvad det svarer til i størrelse. Du får bare lige min rå tegning. Måske kan nogen bruge det.

Men jeg havde henvendelse fra en kvinde, der gerne ville sy den i større mål, og så sendte jeg skitsen til hende. Hun meldte senere tilbage at det passede meget fint. Desværre fik jeg ingen billeder at se, så det må stå i det uvisse om det passer. Jeg vil derfor blive super glad hvis nogen får syet kjolen, og ville sende mig billede så jeg kan se resultatet.

Jeg nænnede næsten ikke at sige nej til datteren. Så nu går jagten ind på en dug der minder om denne, så jeg kan sy en til datteren.

Håber i kan bruge indlægget som inspiration og smid gerne en kommentar

18 thoughts on “Kimono kjole syet ud af en dug

  1. Hvor er den fin, til jer begge.😊 Du skriver at stoffet var 150x 1250cm, så der må da være rigeligt til 2 kjoler 😉

  2. Veldig flott kjole som gir inspirasjon. Jeg har en gammel duk som jeg tror jeg skal sy om, i den større størrelsen (44-46). Skal sende bilde om jeg får det til 😉

    1. Hej Tonje. Mange tak. Rigtig god fornøjelse og jeg håber du bliver glad for resultatet. Ih jeg ville blive glad for billede😘

    1. Hej Conni. Mange tak skal du have. Ja i princippet til passes den overdelen. Du skulle gerne kunne læse dig frem til i indlægget at nederdelens stykke er 2 x 110 cm bredt. Hver af disse stykker rynkes ind til 56 cm, hvorefter de placeres midt på overdelen. Skriv endelig igen hvis der er noget du er i tvivl om 😊

  3. Hej😊 jeg er helt ny i syverdenen, altså har ikke syet siden folkeskolen. Har været overbevist om der nærmest hvilende en forbandelse over mig🤣 men jeg arvede min mors gamle bernina, og min datter og jeg har syet lidt. Idag har jeg købt en nyere bedre maskine. Og har det sidste lange stykke tid siddet og kigget og pinnet, på din skønne blog og insta. Og har i dag syet mig en nederdel🎉
    Der hvor jeg kommer til kors, er at jeg er plussize. Ca 52/54. Og jeg kan så meget se den kjole her, sidde godt på mig. Den vil dække armene (som alle jo glor på) og falde godt over maven! Og det virker så enkelt, når du skriver det🙈 men jeg kan simpelthen ikke gennemskue, hvordan jeg skalere den op til størrelse mig? Kan du hjælpe mig her?

    1. Hej Sophia. Ej hvor er det godt at du er kommet i gang. Det er en dejlig hobby.
      Måske har du set at i det indlæg står der faktisk mål til en kjole med brystmål 126 cm. Jeg googlede lige hvad det kunne svare til og det burde være 52/54. Jeg har desværre ikke fået feedback på om den passer, men prøv at sy den op i et sæt sengelinned først. Jeg hører meget gerne fra dig hvis du hopper ud i det og du må meget gerne skrive til undervejs, hvis der opstår problemer.

  4. Den er så fin ❤️ Jeg overvejer at kaste mig ud i af sy den selv men er i tvivl hvordan dette “overgangen fra overdel til underdel har jeg siksakket hen over en smal rund elastik, hvilket gør den får en lille smule facon” skal gøres? Er det noget jeg syr på vrangsiden, og hvor tyk skal elastikken være? Du skulle vel aldrig ha et billede af det? ❤️

    1. Hej Cecilie. Mange tak skal du have. Ja det er på bagsiden du gør det. Elastikken skal være en lille smule tykkere, end den elastik man bruger til smock. Jeg er sikker på de hos Selfmade kan hjælpe dig med at finde den rette elastik. På min blog ligger endnu en kjole syet i samme mønster. Jeg lægger lige link ind til indlægget. I det indlæg vises kjolen fra bagsiden. Dog kan man ikke se elastikken. Men på det billede hvor der er en rød og sort pil, kan du se overdelen er syet sammen med den rynkede underdel. Det er den sammensyning du evt kan sy en elastik hen over med en siksak. Du skal sy på sømrummet. Håber det giver mening

    1. hej Belinda. Det stykke som måler 33 x 116 er ærme, forstykke/bagstykke og så ærme igen. Det er lavet ud i et. Buen i midten er halsudskæringen. Hvis du læser min vejledning igennem og ser på billederne, skulle det gerne give mening😊

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *