Kjole syet efter magasinet Alt om Håndarbejde nr 6/21

Spencerkjole og leggings

En spencerkjole syet i småternet polyester/bomuld stof og dertil legging i mesh kvalitet.

Det er svært at se på billedet at stoffet til spenceren er småternet. Vi snupper lige et billede tættere på

Stoffet mener jeg at have købt ved Selfmade (Stof & stil). Mønsteret til spenceren er fra Alt om Håndarbejde. Dog har jeg ændret på udskæringen. Den er meget dyb både foran og bagpå. Jeg har derfor hævet den ca 4-5 cm foran og ca 7-8 cm bagpå. Ærmetgabet har jeg hævet ca 2 cm, da den er ret dyb også der. Jeg har også givet den lidt mere vidde ved at skråne sidesømmen en anelse udefter nederst. Du kan finde mønsteret til spenceren i dette link

Spenceren er som sådan syet dobbelt, da den er foret med sort foer. Øverst er den i dobbelt stof og lidt under v-udskæringen starter så det sorte foer. Det gør spenceren sidder pænere da den nu bliver glat mod de bluser man har på indenunder. Bagpå har jeg sat bindebånd ind. Det er nødvendigt da den går ned i spids både foran og bagpå. Ellers ville den bare dratte ned fra mine skuldre.

Da jeg havde syet spenceren, opdagede jeg, at jeg i grunden ingen bluser havde der passede indenunder. Men i mit stof-skab fandt jeg en gammel rest. Her taler vi om en rest som nok er mere end 10 år gammel. Stoffet er en jersey, men med glimmer på overfladen. Farven er i princippet for lys til sættet synes jeg, men i en snæver vending går det an. Jeg skal lige have syet en brun eller sort bluse dertil.

Blusen har små pufærmer. Det er et mønster fra Selfmade (Stof & stil) som ellers er beregnet til fast stof. Jeg er gået ud fra model A og lavet den med korte ærmer. Jeg har syet den et nr mindre end jeg normalt bruger, da det nu er jersey jeg syer den i. På forstykket har jeg fjernet brystindsnit efter den vejledning der ligger på hjemmesiden  Mariadenmark.dk

På næste billede kan man rigtig se glimmeret. Jeg er ret overbevist om at glimmeret efterhånden vil forsvinde i vask. Men det gør mig nu ikke noget.

De leopardmønstrede leggings er syet i en helt tynd mesh kvalitet fra Selfmade (Stof & stil). Så tynde at de virker som strømpebukser. Meget behagelige at have på.

Mønsteret er fra magasinet Alt om Håndarbejde nr 9/21.

Et sæt som er meget anvendelig, og kan bruges hele vinteren med forskellige bluser indenunder.

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kjole syet efter magasinet Alt om Håndarbejde nr 6/21