Rygsæk/shopper til storbyferie

Lige før en ferie til Malaga fik jeg syet denne taske. Den skulle fungere som en let rygsæk og shopper. To fluer med et smæk🤣 Da vi rejste uden kuffert, skulle den fylde minimal og alligevel være stærk og behagelig at gå med. Sådan en taske man bruger til at putte et par vandflasker i og en ekstra trøje. Når dagen så var ved at være slut, går man  forbi en købmand og bruge den som shopper til madvarer og snacks. Jeg har brugt et mønster der ligger her på bloggen og blot gjort den lidt større. Tasken er ikke foret, da det ville gøre at den fyldte lidt mere. Mønsteret som den er lavet over ligger i dette link Tasken er syet i et stykke stof fra et badeforhæng. Det er nylon og derfor rimeligt tyndt, men stærkt. Jeg har tilføjet hanke som er sat fast med en syning øverst i tasken og i den syning som danner løbegangen. I den ene sidesøm er der sat et stykke rund elastik ind. Jeg kan så rulle tasken sammen og den fylder ikke særlig meget. Det lille mærke er fundet i en genbrugebutik. Snorene, som rynker tasken, er ca 2 cm brede. Jeg har syet et par løse firkantede stykker i stoffet med skum indeni. De kan skubbes på båndene og derved skåne skuldrene, så snorene ikke mærkes. Jeg har genbrugt en lukning fra en gammel taske. Nederst på rygsækken syes den ene del fast med en lille strop Den anden del af lukningen bliver sat på de lange snore. Det betyder at når jeg vil bruge den som shopper, klipses snorene blot af og proppes ned i tasken. Når den så skal bruges som rygsæk, sættes snoren igen på plads. Jeg synes selv den er ret genial. Nu har jeg brugt den hver dag  de sidste 5 dage i Malaga og den virker helt efter hensigten... Håber du kan bruge indlægget som inspiration og smid gerne en kommentar.