Bøllehat (bucket-hat) str 59/60. Gratis mønster

Sidste år syede jeg en del bøllehatte. Ældstedatteren skulle nemlig til festival og ville i den forbindelse gerne have en bøllehat. Derfor tegnede jeg et mønster på en sådan i str 57/58. Nu er tiden kommet til, at jeg også prøver at sy en til min mand, men hatten kunne godt være en anelse større til ham, derfor har jeg nu også lavet den i str 59/60 Min mand er har ingen hår og går altid med kasket. Den giver dog ikke meget beskyttelse til nakke og ører. Bøllehatten kunne være et godt alternativ til kasketten. Den er syet af nogle gamle jeans og indvendigt har jeg brugt rester fra et par gamle skjorter Tidligere har jeg syet hatten i str 57/58 og det ligger i dette indlæg I det link ligger også sy vejledningen til den, så derfor er dette indlæg uden vejledning, da den er syet på nøjagtig samme måde  Når man syer hat, skal man være  opmærksom på at være meget omhyggelig med sømrum. Kommer sømrum til at svinge med 1-2 mm, kan det i sidste ende betyde at hatten bliver et helt nr større eller mindre.  Så sørg for at være nøjagtig. Materialet du syer hatten i, kan også have indflydelse på størrelsen. Mønster til bøllehat str 59/60 til at printe; ligger i dette link: hatxstrx59-60 Jeg havde faktisk sat et symærke i hattens nakke fra Stof og stil. Men det pillede jeg godt nok af igen, for det så lidt mærkeligt ud. Et lille tip... Når du skal klippe strimlen indeni, er det en rigtig god ide at klippe den på skrå. En nem måde at finde ud de 45 grader, er at folde et stykke papir. Derefter lægges det på stoffets trådretning, så papiret kant flugter med trådretning, og du kan nu tegne og klippe efter den skrå kant. I fastvævet stof er det nogenlunde let at finde trådretning. På billedet ser det ud som om papiret ikke har lagt lige med trådretning. Men det har det. Jeg har blot rykket papiret for at kunne tage billede. Hvis du er omhyggelig med både sømrum og syning, passer alle sømme overfor hinanden. Det er muligt der lige skal et par forsøg til før du har det i fingrenene. Men øvelse gør mester.. Jeg er lidt spændt på om min mand kan vænne sig til at bruge den. Han går normalt med kasket, og skal nok lige vænne sig til at der går en skygge lidt ned i nakken. Den sidder rigtig godt på ham. Jeg tror dog det bliver en hat han kun bruger herhjemme. På arbejde som vvs mand tror jeg stadig han vil bruge kasket. Jeg vil derfor også igang med at sy nogle kasketter til ham. Håber du får glæde af mønsteret og smid gerne en kommentar