Diy, flettet sengegavl

Døtrene har lige været hjemme i flere dage, og de plejer som regel altid at have gang i nogle spændende projekter. Denne gang skulle yngstedatteren dog læse til eksamen, men ældstedatteren ville lave flere ting. Hun ville bl.a lave en sengegavl. Det lød så spændende, at den ide var jeg også med på. Jeg kunne nemlig også selv bruge en sådan. En flettet gavl i jutegjordbånd. De 2 små billeder på væggen er linoleumstryk, som jeg har lavet for nogle uger siden. Min gavl er 168 cm, datterens er 161 cm og der bruges 1½ rulle bånd til hver gavl. Datteren havde lavet en tegning og udregnet hvor meget træ vi skulle købe. Jeg vedlægger tegningen så i kan bruge den som inspiration hvis i går i gang med at lave en magen til. Så skal i blot rette mål, så det kommer til at passe med jeres madrasmål. Datteren har en box på 160 cm og vi har almindelige madrasser på 2 x 80 cm. Da min er en almindelig seng med ramme, er min gavl ca 8 cm breddere end datterens. Båndet bestilte vi ved Læderiet og blot 2 dage efter kunne vi afhente det på posthuset. Vi lavede en ramme i træ. Efterfølgende fik den en tur med slibemaskine. Dejligt at vi kunne stå udenfor, da det jo støver en del. Derefter blev rammen malet med noget der hedder panelhvid fra Trip Trap. Det gør at træet bliver en anelse hvidt, og at træet ikke bliver gult med tiden. Endelig klar til at sætte bånd på. Vi startede med at sætte de lange stykker på. Det yderste bånd skal gå ½ cm ud over samlingen i hjørnet. Så dækker det nemlig hvis der er lidt mellemrum på samlingen i træet. Der sættes et bånd på af gangen, og der skal trækkes godt  for at få det stramt. Lidt hårdt for fingrene, da båndet er temmelig stift. De 2 nederste klammer bliver sat i først, derefter bliver båndet bukket og de 3 øverste  klammer bliver derefter skudt i. Der er ca 3-4 mm luft imellem båndene. Du kan vælge at sætte båndet helt tæt sammen, men vi har med vilje valgt at der skulle være luft imellem. Jeg kan rigtig godt lide at det vi laver er mindst lige så pænt på bagsiden som forsiden. Et tip, tjek båndet på retsiden før du sætter det på, da jutebånd kan indeholder rester af nogle farvede tråde og der kan forekomme knuder. Det gider man ikke lige have på gavlens forside.. Når de lange stykker er sat på, skal de korte nu flettes ind. Det er rigtig sjovt at flette og det er først nu man kan danne sig et indtryk af hvor pænt det bliver. Vi satte båndet ind i for at tjekke at mellemrum bliver ens. Vær omhyggelig med at holde samme afstand imellem båndene da det nemlig vil kunne ses på det færdige resultat. Vi måtte ved datterens pille 5 bånd op som jeg ikke var helt tilfreds med. Det er en gang at lave det ordentligt, og mange gange at se på det... Fra retsiden ser det sådan ud. Gavlen er simpelthen blevet så pæn, hvis jeg selv skal sige det.. Den er hængt op på 2 klodser med et stykke metalplade på. Klodserne er blot skruet ind i væggen og bliver skjult af gavlen. Derved kan gavlen blot løftes af, så man kan komme til at støvsuge på bagsiden, hvor der kan samles støv. Vi synes det giver en vis lethed at man kan se igennem de huller der er på vævet. Har man ikke mod på at lave et træskelet til gavlen, kunne man faktisk blot bruge en hel træplade. Det gør den lidt mere massiv, men det ville være en hurtigere løsning. Den ville selvfølgelig også blive noget tungere. Vores gavl vejer ikke ret meget og jeg kan selv løfte den ned fra væggen. Gavlen står i ca 400 kr at lave. Det er dog uden malingen, der koster 170 kr for en bøtte. Men det er næsten ikke til at se at vi har brugt af malingen, så jeg tror vi kunne give alle vores fodlister en tur. Det værste ved at lave et sådan projekt er at man får lyst til at ændre hele rummet. Nyt gulv kunne være dejligt. Skabe kunne flyttes og der kunne stå en ny hvid kommode. Jeg mangler et sengetæppe og nogle puder. Der er bånd i overskud til en skammel, hvilket jeg også har lyst til at lave... Min datter nævnte at gavlen også kunne være utrolig flot hvis man flettede det i strimler lavet af stof. En rigtig god og spændende ide. Man kunne  udskifte blot nogle af strimlerne med en farve f.eks sort og derved opnå en helt anden virkning. Prøv også f.eks at forestille jer den vævet med 2 blå nuancer. Så ville den ternede effekt komme mere tydeligt frem. Man kunne virkelig lave en gavl som blev meget personlig og passe til resten af sit soveværelse. Håber i kan bruge indlægget som inspiration og smid gerne en kommentar.