Skal nye stoffer vaskes før man syer i dem ?

Jeg har lige været en tur i Videbæk stof og sycenter sammen med en kær veninde. Det er et helt slaraffenland for os der er stof-afhængige🤣  Det blev til en hel del nye stoffer. Nu skulle jeg nok kunne klare efterårs og vinter garderoben. Undervejs supplerer jeg dog med andre stoffer, da jeg jo ikke helt kan undgå at blive fristet af nye farver og mønstre. Mange spørger om stofferne skal vaskes før man går igang med at klippe og sy i dem. Hvis man sammenligner med købetøj, så er stofferne jo ikke vasket. Så i princippet behøver man heller ikke vaske sine nye stoffer. Men jeg synes det vil være synd at opleve, at tøj som man har brugt tid på at sy, efter første gangs vask måske er krympet en lille smule. Det ville ærgre mig, så derfor vasker jeg alt mit stof. Det meste bliver vasket ved 30 grader og enkelte ting bliver vasket ved 40 grader. Jeg forsøger at danne mig indtryk hvad stoffet skal ende ud med, og så bliver det vasket ved de grader som jeg ville vaske tøjet på. Det får en lille smule skyldemiddel, ellers oplever jeg at stoffet ofte kan blive lidt elektrisk og det kan jeg ikke  have med at gøre under syningen. De fleste stykker stof jeg har købt er rester. Derfor kan jeg heller ikke vide præcist hvad de er lavet af. Min erfaring gør at jeg kan godt fornemme det nogenlunde, men jeg kan ikke vide mig sikker. Samtidigt kan jeg være i tvivl om kvaliteten er god, eller om det kunne tænkes at være noget skodstof. Derfor kan jeg godt lide at få det vasket. Så forsvinder eventuelle efterbehandlinger og stoffet vil vise sit sande jeg... Her et par eksempler: Det her er jeans stof. Det krymper som regel en hel del, og der er næsten altid rigtig meget overskudsfarve i det. Det bliver også blødere efter 1. gangs vask, og så kan jeg bedre fornemme om det egner sig til det projekt jeg havde tænkt mig. Det her stof er en slag teddybear med en form for vaskeskindsagtig bagside eller forside om man vil. Jeg anede ikke om det kunne tåle vask, derfor blev det vasket. Jeg gider ikke have noget der ikke kan tåle vask. Det her en slags isoli med opkradset bagside. Det plejer at krympe en del. Jeg vil mene det her er vævet viscose. Det plejer at krympe. Da stoffet var billigt, ville jeg også gerne se hvordan det artede sig efter vask. Troede det ville krølle meget, men det gør det ikke rigtigt. Stoffet her minder mest om hør. Det både krymper og krøller. Det havde jeg faktisk ikke brug for at vaske, for det skal nok bruges til en taske med flæse. Men jeg skifter ofte mening undervejs, så for en sikkerheds skyld blev det vasket. Man ved aldrig hvad det ender ud med at blive til. Så er der de forskellige strikvarer jeg købte. De krymper i princippet ikke. Men jeg vil være sikker på det og igen, stofferne har været billige, så jeg vil gerne se hvordan de reagerer ved at blive vasket. Nogle strikvarer kan trække sig en anelse skæv efter vask. Hvis du syer inden det bliver vasket, kan du risikere at dine sidesømme kommer til at dreje lidt. Selv de metervarer der er ren kunststof vasker jeg. Det er jo i princippet slet ikke nødvendigt, men så er noget af eventuelle farveoverskud eller efterbehandlinger vasket ud. Som tidligere nævnt er købetøj syet af stof, som ikke først er vasket. Så det er ikke forkert at sy straks af sit nyindkøbte stof. Men når jeg tænker på hvor meget tid jeg bruger på en kjole eller andet, tager jeg ingen chancer... Det er 1 gang at vaske og sy det, det er mange gange at bruge det... Håber du kan bruge indlægget og smid gerne en kommentar om hvad du plejer at gøre ved dine nye stoffer..