Sådan laver du en gine

Nu har jeg syet i så mange år og aldrig haft en gine. Jeg har altid kunnet sy efter et færdigt mønster og så passede det mig bare. Med alderen har min krop ændret sig og nu skal der ofte laves lidt tilretninger på mønsteret før det sidder som jeg vil have det til. Dermed er ønsket om en gine efter mine mål også opstået. En gine hvor jeg kan lave de tilretninger der skal til på en nem måde. Jeg startede med at lave en gine i papirtape, med pudefyld. Egentlig ganske god, men stikke nåle i den dur ikke. De bliver fyldt med klister. Efter et vægttab passer den så heller ikke i mål mere. Nu skulle den næste gine så laves. Denne gang i gips og PU skum. Efter at have læst rigtig meget på pinterest skulle projektet sættes i gang.

DET SKAL DU BRUGE

3-4 cm bred malertape     //     Gaffa tape    //     Husholdningsfilm (gerne en smal rulle og en bred rulle)    //     Gips-gaze. Ca 24 ruller à 200 cm lang, 10 cm bred (købt v. Apotekeren.dk – Glem alt om billigt gipsgaze købt til hobby-brug, det tager 3-5 timer om at tørre bare nogenlunde. Apoteker gaze tager 2 timer)    //     Gammel saks der må klippe i gips etc.    //     Gammel brødkniv med skær (køb evt en billig i genbrugen)    //     Balje med lunken vand    //     Afdækningplast (det griser ret meget)    //     Gammeldags fast brun sæbe    //     Engangshandsker    //     4 dåser PU skum (det billigste fra Davidsen)    //     Understel til en gammel kontorstol eller lign. og et stålrør i samme diameter    //     Jersey til at lave betræk til ginen (evt fast stof til en lille nålepude i halsen)


 

HER KOMMER MIN VEJLEDNING

Læs hele vejledningen før du starte, så du får et overblik over de forskellige trin. Giv dig god tid.. afsæt 2-3 weekender til projektet. Det skal tørre imellem de forskellige processer. Få din mand eller veninde til at hjælpe dig.. en med tålmodighed. Start en dag hvor du er frisk og veludhvilet. Sørg for at have besøgt toilettet og drik ikke for meget inden, da der går lidt tid før du igen kan sætte dig på toilettet. Tag nogle trusser og en god bh på. Jeg havde også en undertrøje top på da det er det jeg altid har under mit tøj, dog ikke om sommeren. Samtidigt kunne underkanten af toppen bruges til at se hvor det nederste gips skulle sidde.

Start først med at dække gulv og bord godt af med afdækningsplast – Fyld lunken vand i en balje eller skål og klip alt gazen op i ca 20 cm stykker.

 

Punkt 1 

Vikl din krop ind i husholdningsfilm. Sørg for det ikke bliver for løst, men heller ikke for stramt . Husk også under armene og lidt op af halsen. Har du langt hår skal det selvfølgelig lige sættes op. Af 2 stykker malertape laver du en form for kile der sættes på i midten af din krop ovenpå filmen fra hals til underkant. Ligeså bag på. Ideen med kilen er at gipsen sættes ind til kilen, så din form faktisk er delt i 2 stykker. Det gør at du nemmere kan komme ud af formen og du kan trække vejret ret problemfrit under gips processen. Grunden til at man ikke skærer den i siden er at gipsen på dine skuldre skal bære hele formen og derfor ville glide ned hvis man skar det anden vej.

(På det første billede vises kilen der skal sættes i midten af kroppen som vist på billede 2. I midten er en lille mur, der gør at gipsen ikke sætter sig sammen i midten. Den røde streg på billede indikerer der hvor tapen stadig klistrer, og dermed det stykke der skal sættes fast på kroppen)

 

Punkt 2

Tag et stykke gaze af gangen og put i vandet. Pres noget af vandet af igen og læg på kroppen. Start oppe på skulderen på den ene side og fortsæt nedad. Gazen skal overlappe hinanden. Lav en side færdig ( altså ½ forside og ½ bagside) før den anden side laves.. Der skal være 2-3 lag gips i alt. Sørg for at gazen kommer helt tæt ind til malertapen. Det tager ca 1 time at lægge gips på hele kroppen. Derefter skal du stå yderligere ca 1 time. Med en varmeblæser kan du fremskynde processen lidt.

(Her ses jeg i den færdige gips både forfra og bagfra)

 

Punkt 3

Når formen er stivnet og føles ret hård, kan den tages af. Pga malertapen er den ret let at løsne og komme ud af. Lad de 2 dele nu ligge en dag eller 2 og tørre helt op.


Punkt 4

Rejs din form op og saml den med nogle strimler gaffa tape.

Derefter kan du nu lægge et lag gipsgaze hen over samlingen og fjerne gaffaen efterhånden som gipsen tørrer. Hele formen kan nu påsættes et ekstra lag gaze hvis du har mere. Du kan ikke lave den for tyk, men du kan lave den for tynd. Tjek især ved armene om der ligger gips nok på. Slipper gazen op, kan du også bruge bomulds stofstrimler dyppet i en lidt tynd polyfilla.

Igen skal den tørre godt op.

(Her holdes de 2 dele sammen gaffatape, og skal derefter sættes sammen med gips)

 

Punkt 5

Tegn en linie på din form langs med skulderen og ned af siden. Med en vinkel sliber skæres formen nu op langs linien. Nu har du så 2 forme – en forside og en bagside.

 

Punkt 6

Finpuds formen indeni – midterlinen hvor malertapen har siddet dækkes med polyfilla og efterslibes. Nu skal den lige tørre lidt igen.

(Det første billede viser samlingen i midten, der skal udglattes med polyfilla)

 

Punkt 7

Den brune sæbe smøres på indvendigt på de 2 forme . Sørg for at komme ind i alle revner og spækker. Hellere for meget end for lidt. Formene beklædes nu med husholdningsfilm inden i. Vigtigt.. start oppe fra halsen og nedefter.

Filmen skal overlappe hinanden, og der må ikke være steder hvor filmen ikke sidder. Glat godt efter, så filmen trykkes godt ned i sæben.

 

Punkt 8

Saml nu formen igen, så kanterne støder pænt sammen og omvikl med tape, gaffa eller hvad du lige har. Hals åbning og ærme åbning lukkes med husholdningsfilm. Slut af med et ordentligt lag film omkring hele formen. Det er vigtigt at den er bundet stram omkring da den skal holde til et pres fra skummet.

Punkt 9

Vend formen om på hoved og stil den ned i en stabil kasse eller lign.

Spray lidt vand rundt i formen. Ryst 2 af dåserne og spray dem ned i, husk ind i armene. Stik din stang ned i midten og lad en tværpind holde den. hold lidt øje med det undervejs, da stangen kan rykke sig lidt af presset fra skummet. Lad det tørrre ca 15 -20 min. Hvis det hæver op i en spids, skal du prøve om du kan få skåret noget af det af, så det bliver mere lige. Derefter ryster du de to sidste dåser og sprayer dem ned i. Formen skal ikke fyldes helt op. Der skal gerne være 3-4 cm til overkant. Lad det tørre i 2 dage. Stik evt. en strikkepind ind i bunden for at se om det er helt tørt.

Punkt 10

Skummet er nu helt tørt og formen kan tages af. Du løsner den ned i bunden og langs siderne, det er ret nemt pga filmen. Du kan nu med en gammel brødkniv skære i skummet og rette hals, arme og nederste kant. Er der nogle store huller i skummet, kan du lappe dem med lim og presse lidt af det afskårne skum ned i hullet. Lad skummet stikke ud og lad det tørre en dags tid. Derefter kan du med brødkniven skære det overflødige af.

Punkt 11

Nu er din gine som sådan færdig. Sæt ginen på understellet. Jeg har omviklet den med et lag husholdningsfilm og derefter syet et betræk til den i jersey. Halsen er bare en ring med en nålepude inden i, derefter syet på i hånden. Vil du have linier på den såsom midt og sider kan du sætte det direkte på med nåle.

Rigtig god fornøjelse. Det er et ret sjovt projekt, men også et projekt man skal have tålmodighed til. Men det lønner sig når man står med det færdige resultat. Tilslut vil jeg sige, at man skal ikke gå i gang hvis man vil lave en billig løsning. Det har slet ikke været min målsætning. Jeg tror den står mig i ca 800 kr, hvoraf gipsen udgør 460 kr og skummet 240 kr.

 


        

16 thoughts on “Sådan laver du en gine

  1. Wawo 💐 Hvor er ginen flot, og hvor er det grundigt og detaljeret beskrevet i din vejledning! Tusind tak for denne foræring af en opskrift. Håber du får rigtig meget glæde af din gine. VH Grethe

  2. Hvor er den flot… 😀
    Gemmer din side, så kan jeg tage den frem og lave en, når vi får mere plads… 😀
    God påske 🐣🐣🐥🐥

  3. Wow 🌺Så fantastisk at du har lavet den her flotte gine:) jeg har lyst til at lave en selv, og vurderer om man kan ha et lag skumgummi yderst. Det måtte evt på plads før skummet kommer ind i. Hva tror du? Jeg er imponeret over dit flotte projekt, og lærerige billeder og tekst.
    T

    1. Mange tak. Den er mega nem at stikke nåle i, så du har ikke brug for skumgummi udenpå den, hvis det var derfor. Jeg prøvede at lægge et tyndt lag pladevat hen over den, men det havde ingen effekt, så det pillede jeg af igen.

    1. tak.. ej hvor lyder det godt.. skriv endelig hvis der dukker noget op undervejs som du bliver i tvivl om 🙂

    1. hej Mathilde. Har du lavet en med det materiale ? jeg overvejede det, men vurderede at det ville tage utrolig lang tid at tørre. I den tid skal man skal man stå stille og ikke røre sig. Med gips ville det tage knap så lang tid, men det var faktisk bare en antagelse. Jeg vil da meget gerne høre om du har lavet en i papmache og dine erfaringer med det. Jeg tænker også om det kan holde til skummet. Det udvider sig jo når man sprøjter det indeni.

Skriv et svar til Trine Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *