Slips laves i de mest spændende mønstrede stykker stof. Farverne er ofte utrolig flotte og det ene er flottere end det anden. Jeg fik en ide om at man da måske kunne sy noget af dem. For mange år tilbage syede jeg nogle søde kræmmerhuse i stof, og det kunne slips måske også bruges til. I genbrugen blev der indkøbt 7-8 slips til 10 kr stykket. Jeg købte i de blå og røde farver. Slipsene blev sprættet op og strøget. I flere af dem er der indlæg, det blev gemt og brugt til at stive hankene af med.
Hvis du vil prøve at lave kræmmerhusene kommer mønster og vejledning her:
Download mønsteret og print det derefter ud. Tryk her på kraemmerhus
Mønsteret er uden sømrum. Jeg lægger ½ cm til siderne som sømrum og ingen sømrum langs den øverste kant ( som er den buede kant)
Klip kræmmerhuset i vlieseline med sømrum på de 2 sider. Der skal ingen sømrum være i den buede kant, da der kommer skråbånd på. Jeg brugte en ret blød vlieseline. Læg vlieselinen på stoffet og stryg det fast.
Klip kræmmerhuset ud og siksak de to sider. Stoffet trævler ret nemt og derfor siksakkes kanten allerede nu, men det afgør du selv. Nu skal du til at overveje hvilken kant dit kræmmerhus skal have. Det kan være skråbånd eller anden bånd. Men jeg syntes det giver et flot miks når kanten er et andet slips. Det smarte ved at bruge slips, er at de altid er taget på skrå af stoffet, så det er meget nemt at lave skråbånd ud af det. Til kanten klipper jeg et stykke på 25 x 6 cm.
Strimlen kan du klippe i den ende hvor slipset er smallest. Så bruger du nemlig næsten alt fra slipset.
Skråbåndet stikkes fast med en syning . Her er det nålet fast. Klar til syning. Derefter skal du pynte kræmmerhuset. Her kan du virkelig få brugt alle dine rester af bånd. Der er næsten ikke det du ikke kan bruge, det er kun din fantasi der sætter grænser. Man kunne også sætte perler eller andet pynt på.
Her er der blonde elastik og en guld elastik syet på.
Når du mener der er sat de bånd på som du vil have, skal du afmærke 6,5 cm inde på hver side af kræmmerhuset. Det er her hanken skal sættes på.
Nu skal du lave hanken . Den klipper jeg 19 cm lang og 7 cm bred. Det er inkl. sømrum. Men det er helt op til dig hvordan du ønsker hanken. Du kan også lave hanken af noget helt andet bånd. Jeg laver hanken af det samme stof som kanten ved denne og jeg kan godt lide den er lidt kraftig, derfor sætter jeg et stykke indlæg fra slipset indeni.
Det gør jeg ved at sy indlægget fast med en stikning ned i midten. Det bliver ikke at se, da det bliver hankens bagside.
Her er indlægget syet fast. Da slipset er taget på skrå, vil stoffet kunne give sig lidt. Derfor fungerer det rigtig fint at sætte indlæg i. Bruger du noget andet bånd behøver du sikkert ikke indlæg, måske vil du også bare hellere have en blødere hank.
Hanken får til sidst en stikning i begge sider.
Sådan ser hanken ud fra retsiden.
Sæt nu hanken på ved nålen på kræmmerhuset. Jeg starter med at sætte den på kræmmerhusets vrangside med stroppens retside op af. Fra retsiden bliver der så stukket ned i den syning der holder kantebåndet fast. Derefter vippes hanken om til retsiden og der laves en stikning øverst i kræmmerhusets kant. Derved bliver stroppens ende skjult og det ser pænt ud fra vrangsiden også.
Sådan ser det ud fra retsiden. Sy den anden ende af stroppen fast på samme måde.
Sådan ser det ud fra vrangsiden. Nu skal du have dit kræmmerhus syet sammen. Fold den ret mod ret og sy ned langs kanten ca ½ cm inde. Sørg for at diverse bånd mødes pænt ovenpå hinanden. Måske kan det være nødvendigt lige at siksakke lidt igen hvis nogle af båndene kan trævle.
Vend kræmmerhuset om til retsiden og ret spidsen forsigtigt ud. Til det bruger jeg en strikkepind, men forsigtigt eller trykker du den bare igennem.
For at kræmmerhuset beholder sin runde facon, lægger jeg sømrummet ned til den ene side og giver det en lille stikning ned så langt som jeg nu kan uden at bøje kræmmerhuset.
Nu kommer vi til et punkt hvor jeg måtte være lidt kreativ…. kræmmerhuset skal nemlig stryges på sømmen. men hvordan filan gør man det bedst… Du kan selvfølgelig ikke stryge helt ned i spidsen. Men den får en pænere facon hvis den kan stryges næsten helt ned. Tja.. jeg løste det ved at binde en træ grydeske fast på mit ærmebrædt og så sætte kræmmerhuset på den. Nu kan den stryges næsten helt ned i spidsen. men tosset ser det ud..
Men bare det virker, så skidt med det ser skørt ud.
Så er dit kræmmerhus klar til at blive hængt på juletræet. Håber du kan bruge ideen.
Til sidst vil jeg lige sige, at jeg fandt ud af at det er nemmest at lave dem i de stoffer som er lidt kraftige. Så gå efter slips som er med vævet mønster. De trykte er ofte lidt mere bløde i det og lidt sværere at arbejde med.
Det er flottest hvis du kan lave alle kræmmerhusene forskellige. Men sørg for der er et tema der går lidt igen. Ved mig var det farven blå og lidt guld der helst skulle gå igen. Men ellers er det kun din fantasi der sætter grænser. Rigtig god fornøjelse.
Sikke sød en ide, de er total Pyrus (:
– A
Mange tak
Hold nu op hvor er du altså kreativ 🙂 Tusind tak for en rigtig fin ide. Og en super god forklaring med gode billeder 🙂
Hej Lilian. Mange tak skal du have
Så flotte kremmrhus!!!! Tusen takk for idéen!
Mange tak Henny 😊
For at stryge sammensætningen har jeg fået lavet 2str. Ikoniske træstykker og sætter kræmmerhuset på og stryger også helt ud i spidsen. Bare en ide til dig.
hej Kirsten. Sikke da en god ide 👍
Hvor er de kræmmerhuse flote
Mange tak, Anna 😊
Hej hvor er de flotte 🙂
Men hvordan får de fine bånd på? Syer du med usynlig tråd eller limer du dem på?
Hej Mette. Mange tak skal du have. Båndene bliver syet på, lige efter at kantebåndet øverst er syet på. Det syes på med helt almindelig syning