Veninde-tur til Malaga

Hjemkommet fra tur til Malaga for 14 dage siden. Kort tid derefter fik Corona hele Danmark til at gå i stå. Ingen af os er heldigvis blevet syge eller kommet hjem med smitte. Mit indlæg om vores dejlige ferie har derfor ikke lige lagt først på programmet, men nu føler jeg  trang til at dele denne oplevelse med jer. Måske kan nogen bruge indlægget som inspiration til næste ferie, når der falder  ro på omkring Corona og vi er kommet på den anden side af den. Når alt igen er normal hverdag…

Min veninde, gennem mere end 30 år, og jeg blev enige om at tage på en lille ferie sammen. Vi havde flere destinationer i tankerne, men endte ved et tilfælde ud med  Malaga i 5 dage. Ingen af os har før været i Malaga.

Vi bestilte flybilletter og overnatning adskilt. Det fandt vi ud af var lidt billigere, end at købe en samlet pakke. Overnatning blev bestilt igennem Booking.com

Jeg har prøvet undervejs i indlægget at lægge link ind til sider hvor du kan læse mere om de forskellige steder vi besøgte.  Nederst i indlægget ligger link til 2 gode blogsider, der omhandler Malaga.

Jeg kan varmt anbefale den lejlighed vi boede i. Den ligger meget centralt inde mit i byen og alligevel ligger den sådan at vi overhoved ikke kunne høre larm fra byen. Bygningen rummer 6 lejligheder, fordelt på 2 etager og vi boede på den øverste. En mindre lejlighed med 2 plan hvor der kan sove 4 personer. Rigtig fin indrettet og meget rent og pænt. Den  hedder Malaga City Breaks.

Det her er vores udsigt fra vores 2 vinduer i lejligheden. Første morgen og vi vågner til en smuk skyfri himmel.

Malaga, som er en havneby, viste sig fra sin smukkeste side. Byen oser af atmosfære og hygge. Overalt ligger der små skønne oaser af cafeer og spisesteder. Priserne er ganske fornuftige, lidt billigere end herhjemme. Byen byder på rigtig meget, både hvad angår shopping men også kulturel.

Morgenmaden blev flere dage indtaget hos Julia Bakery. Et lille hyggeligt sted med et skønt udvalg af kaffe og det lækreste brød og bagværk.

Billederne er taget over flere dage, derfor forskellig påklædning..

Ned midt igennem byen løber et bredt udtørret flodleje. Den deler nærmest byen i to halvdele. Her får graffiti kunstnere frit slag og området bliver benyttet af de unge  til boldspil, hygge og fester.

Graffiti alle vegne, men både min veninde og jeg synes det godt kan være flot…

Vi undrede os lidt over at den første dag i Malaga var meget stille. Der var ikke ret mange mennesker nogen steder og de fleste butikker havde lukket. Slet ikke det mylder som vi havde forestillet os i en storby. Men dejligt at have det lidt for os selv..

Nok det største træ jeg nogensinde har set, midt inde i byen. Prøv at sammenligne med menneskene og motorcyklen.

En park i nærheden bød på dette træ…Måske ser det ikke ud af så meget, men det er kæmpe stort…

Her giver det mere indtryk af hvor stort det er..

I samme park en smuk skulptur

Sidst på dagen fandt vi et stort indkøbscenter, men lukket..

Aftensmaden blev indtaget  et hyggeligt lille sted.

Der var så en god forklaring til den mindre aktivitet vi havde bemærket, og de lukkede butikker.. d. 28.februar er en helligdag i Malaga, Dia del Andalucia. Andalusiens dag. Dagen fejres med musik, udklædning og optog. Minder mest om karneval. Den strækker sig over flere dage… 500 meter fra vores lejlighed i modsat retning var der gang i den.

Vi var så heldige at se noget af optoget.

En bred lang gade var oplyst med flot belysning. Papir konfetti overalt. Meget sjov at opleve den løsslupne og glade stemning med høj musik. Tænk, det kunne vi ikke engang høre fra vores lejlighed..

Dagen efter startede med morgenmad og `stof-jagt`nu hvor butikkerne igen havde åbent.

Ingen tvivl om at spanierne ( var i tvivl om det hed det, men det gør det i dag) kan lide farver… Ønsker du at læse mere om mit stofkøb, ligger det i dette link

Jeg købte ialt 27 meter stof. Det gav mig også lige lidt sved på panden med at pakke det til hjemturen, da vi var rejst uden kuffert, kun lille trolley og håndbagage, men det gik…

De er alle i fastvævet stof.

Derefter gik turen til Malagas centrale marked, Atarazanas. En stor bygning, der rummer masser af boder med friske lokale produkter til små priser.

Her kan du købe masser af lækkerier..

Frokost blev indtaget et ganske spændende sted hvor man tager små retter fra glasmontre, hver ret har så en pris og der afregnes først når man er færdig med at spise. La Taberna Del Pintxo.

Mums..

Vi havde hørt om hovedstrøget i Malaga,  som skulle være overdækket. Der gik så noget tid før vi fandt ud af at det var den gade hvor der dagen før havde været optog. Overdækningen var blot pillet ned og erstattet af udsmykning og lys. Her finder du spanske mærker som Zara, Mango, Massimo Dutti og Pull & Bear. Stort udvalg til billige penge.

Denne aften spiste vi kinesisk..

De små spisesteder ligger side om side. Den ene mere spændende end den anden, så ingen grund til at tage det man kender hjemmefra…

Når vi var mæt af oplevelser og trætte i benene, sluttede vi hver dag af med hygge i lejligheden. En film på tablet, jordbær, chokolade, lakrids og 1 øl til deling sammen med en sød veninde, så bliver det vist ikke meget bedre..

Næste dag blev morgenmaden indtaget på Avo By Zumoteka El Vaso

Alt er frisk og hjemmelavet..

Midt i byen ligger den smukke katedral. Den skulle have haft 2 identiske tårne på hver side af bygningen. Men undervejs slap pengene op og der blev kun bygget et tårn færdigt..At de så ikke har afsluttet nr 2 tårn på en pænere måde undrer os lidt. Man kan lige i baggrunden skimte dele af tårn 2.

Svært at få hele bygningen med, men øverst til højre kan du se at tårnet ikke er færdigbygget. Man har blot stoppet midt i det hele..

Derefter gik turen til Picasso museum. Picasso er født i Malaga, så det skulle vi da se. Vi måtte ikke rigtig tage billeder indenfor, men det er bestemt et besøg værd.

Især museets butik fangede min interesse og jeg fik da også købt en del plakater til rimelige penge. Billedet er  taget i smug, da det ikke er velset at man tog billeder..

Lige ved siden af museet ligger der  butikker der sælger masser af plakater, så jeg fik da min lyst styret..

På tilbageturen var vi så heldige at støde ind i et optog. Glade dansende mennesker til høj musik.

Læg lige mærke til skoene på billedet nedenunder.. De var nok ca 30 – 40 cm høje. I starten troede jeg de gik på stylter..

Det smukkeste vejr til sådan et arrangement.

Skøn stemning. Det sluttede nede ved havneområdet, hvor man så passende kunne gå en tur.

Min smukke søde veninde

Senere blev dagens sidste måltid indtaget på Pitaya

Et skønt thailandsk spisested. Man kan da sige vi fik prøvet at spise lidt forskellige steder..

Et fantastisk måltid, selvom det på billedet måske ikke syner af så meget..

Dagen efter ville være vores sidste hele dag..

Efter solid morgenmad begav vi os igen til markedet, hvor vi købte proviant til den lange tur vi havde foran os. Vi ville nemlig besøge Castillo Gibralfaro. En gammel borg med en fantastisk udsigt ud over byen. Turen derop er stejl og bestemt ikke egnet for dårligt gående. Så skal man overveje at tage turen op i bus fra den anden side. Går du derop, skal du have gode sko på  og medbringe vand. Undervejs gjorde vi holdt og spiste af vores medbragte lækkerier.

Den lidt strenge tur, lønnede sig..

Virkelig smuk udsigt. Den runde arena er til deres tyrefægtning. En tradition , som stadig er lovlig i Malaga. Jeg er udmærket godt klar over det er en del af Spaniens kulturarv, men det bliver nu aldrig med mig som tilskuer..

Dagen sluttede med et besøg i et center og derefter aftensmad på et lille lokalt sted. Efter ca 16 km på gåben var vi ikke så meget værd og trængte i grunden bare til at komme i seng..

Næste dag skulle vi hentes kl. 13 af taxa hvorefter det var til lufthavnen. Vi nåede dog at spise morgenmad på et skønt lille sted, ca 200 meter fra vores lejlighed.

Der blev også tid til lidt `sidste-øjebliks-shoppping.

En helt igennem dejlig ferie. 5 skønne dage med masser af oplevelser. Der blevet travet knap 55 km og vi er fyldt op med skønne minder. Malaga er en by der byder på meget, og vi har slet ikke set det hele..Begrænsningens kunst er svært når man har lyst til at vise en masse billeder…men håber du har læst med hertil..

Tak til min smukke skønne veninde for at ville dele denne oplevelse med mig.

Farvel Malaga, det er bestemt ikke sidste gang vi har besøgt dig..

Jeg har på nettet fundet disse 2 blogs, som begge har et rigtig godt indlæg om Malaga, hvis du ønsker at læser mere.

http://samantha.dk/?s=malaga

https://nouw.com/koebenhavnsk

4 thoughts on “Veninde-tur til Malaga

  1. Tak for den dejligste ferie kære veninde. Det var en oplevelse jeg altid vil tænke tilbage på med stor taknemmelighed. Jeg glæder mig til vi skal ud og opleve verden igen 😍

  2. Altid en dejlig fortælling.
    Jeg savner denne gang dig et billede af hvilke stoffer du kom hjem med 😍
    Din fortælling har dog givet mig lyst til at se Malaga selv. Tak for en altid skøn og inspirerende blog

Skriv et svar til Gitte Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *