Nyt betræk på strygebrættet

Mit strygebræt trænger desperat til nyt betræk. Jeg har bl. a spildt farve fra en farvepatron på det. For noget tid siden fandt jeg en bomuldsdug i genbrugen, og den vil egne sig perfekt som nyt betræk. Det er en bomuldspoplin, så den er en lille smule glat i overfladen. 

Sådan kom det til at se ud.

Prøv lige engang at se hvor slem den så ud før

Det er godt nok noget af en forandring. Skønt endeligt at få det ordnet. 

Jeg har simpelthen bare vendt mit strygebræt om og lagt det ovenpå stoffet. Derefter mærker jeg op med kridt 8 cm fra kanten af strygebrættet.

Der klippes ud efter kridtstregen og kanten rundt siksakkes. 

De gamle underlag på strygebrættet kunne sagtens genbruges. Først ligger der et lag der ligner tyndt filt, derefter ligger der et tykkere lag filt. Det er noget som jeg har købt for lang tid siden ved Stof 2000, men det kan også købes ved Fjoelner.dk. Det kaldes bordfilt/strygefilt. 

De 2 lag kan med fordel gå lidt ud over kanten af strygebrættet. Derved undgår du trykmærker hvis du kommer til at stryge noget ud over kanten. 

Mit strygebræt kunne dog godt trænge til lidt mere polstring. Jeg fandt noget tyndt skumgummi, som jeg har købt for lang tid siden. Jeg vil tro det er ca 1 cm tykt og er købt ved Stof 2000. Heldigt at man altid har mange mærkelige ting på lageret. Skummet blev lagt på først, derefter de 2 lag filt. 

Det nye stykke stof skal have syet en løbegang rundt i kanten. Det nemmeste er at det bliver holdt på plads med en elastik i løbegangen. Buk kanten ca 1½ cm rundt og sy en stikning ca 1 cm inde. I rundingerne lægges blot nogle folder og de holdes på plads med nåle. Det ser måske ikke særlige kønt ud, men det bliver ikke at se, da det kommer til at sidde nedenunder strygebrættet. 

Lad ca 2 cm være usyet  et sted. Jeg valgte at det skulle være i den ende, modsat strygebrættets spidse ende. 

Brug en god fast elastik til at trække igennem løbegangen. Jeg havde noget rundt og det fungerer fint.

Træk elastikken igennem løbegangen. Sæt betrækket på og træk alt hvad du kan i elastikken. Jeg har valgt at binde en knude. Nogle vil nok binde en sløjfe, så de kan tage det af og vaske det. Det ved jeg at jeg ikke får gjort, derfor blev det en knude. Klip overskydende elastik af og den er færdig.

Der var stadig stof i overskud, og derfor syede jeg lige et pressestykke. Det er vel 50 x 50 cm. Pressestykket bruges til at lægge imellem strygejernet og det du skal stryge, for at undgå strygemærker. Ofte bruger jeg et viskestykke, men det her er da pænere. Til sidst vil jeg lige slå et slag for min skrædderskinke og pølse… ja det hedder de altså. De er helt uundværlige hvis man ønsker at stryge sit sytøj vanskelige steder, så som ærmer og halskanter etc. Normalt vil man stryge disse steder flade, men putter man en strygeskinke ind under, kan man stryge det så fint i facon. Du kan meget nemt selv sy dem.

Jeg ville faktisk også have lavet nye af dem i samme stof som strygebrættet, men de er i grunden så fine endnu, så det droppede jeg. Du kan finde en anvisning og mønster på hvordan du syer dem i dette LINK

Sikke et dejligt og hurtigt projekt, med stor virkning

 

Håber i kan bruge indlægget som inspiration 

 

9 thoughts on “Nyt betræk på strygebrættet

  1. Takk for supert triks – nå skal jeg fikse mitt eget strykebrett på samme måte istedet for å kjøpe nytt ♻️ 🙂

  2. Så fine og praktiske 🤗
    Lurer på: kan en bruke stoff rester og stappe med eller har den polertwist en bedre egenskap til å tørke raskere?

    1. Hej Line. Mange tak. Du kan sagtens bruge små stof rester. Blot skal du være sikker på at det er stoppet meget hårdt. Fyldet skal også være i meget små stykker, ellers vil de ikke blive jævne i overfladen. Jeg ville nok også kun bruge bomuld og viscose, da de kan bedre tåle høje temperaturer

  3. 1.000 TAK for god inspiration …. jeg tog mit gamle betræk af i går og fandt et betræk mere indenunder og det skumgummi der var på begge betræk er bare rent smulder …. vidste ikke der var noget der hed strygefilt – jeg fikser det i morgen med en slidt dug fra skabet 😍

    1. Hej Inge Lise. Mange tak for din kommentar. Hvor er det dejligt at du kunne bruge indlægget. Håber du i mellemtiden har fået lavet dit betræk færdigt. Det er virkelig en god følelse at stryge på et rent og pænt betræk 😘

Skriv et svar til Janni Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *