Sommerkjole til varme dage

Når solen brænder og varmen stiger, så er det næsten svært at have tøj på kroppen. Sådan har jeg det i alt fald. Især på ferie til syden, kan man ønske sig tøj, der er let og luftigt. Her er denne model helt ideel.

Kjolen er syet uden mønster. Bare klippet på fri hånd. Noget jeg ellers absolut ikke er fan af. Jeg synes ofte det giver et dårligt resultat, når man ikke har et mønster at støtte sig til. Ærgerligt at bruge både tid og materialer, og så det måske ender ud i noget makværk, som ikke bliver brugt. Men ingen regler uden undtagelse…

Denne her model er nærmest som en oversize t-shirt kjole. Den er syet i fastvævet viscose. Da kjolen er klippet på fri hånd, kan jeg desværre ikke henvise til et mønster. Dog tænker jeg at man måske kunne bruge det gratis mønster, der ligger i et tidligere indlæg, med nogle ændringer. Ærmegabet skal bl.a fjernes ved at tegne lige op, og buen på ærmedelen fjernes. Men jeg skal skynde mig at sige, at det har jeg ikke prøvet af. Jeg kunne fristes til at give det et forsøg og fortælle om min erfaring, men der ligger lige et par opgaver først. Hvis du har lyst til at give det et forsøg, er indlægget, med det gratis mønster, i dette LINK

En kjole , der ingenting fylder i en kuffert. Den eneste ulempe er, at stoffet krøller.

Kjolen ser sådan ud når den ligger på gulvet. I første omgang lavede jeg kjolen for kort, så nederst er der sat et dobbelt stykke stof på, men den tungere kant gør faktisk, at kjolen får et pænere fald

Halsen er lavet ved at sy en strimmel stof på, som er klippet på skrå og foldet til halv bredde. Der ligger et ældre indlæg, hvor metoden er beskrevet. Det er en metode jeg bruger rigtig meget. Det ligger i dette LINK

Jeg klippede i øvrigt til en kjole mere, nu hvor jeg var i gang. Den er syet i noget bæk og bølge stof. Samme model. Kjolen falder knap så blødt som den første kjole, da stoffet er anderledes. Men mindst lige så dejlig at have på.

To kjoler som er gode at have i en feriekuffert, eller til at have på herhjemme, når det er varmt. De to stykker stof er købt for noget tid siden ved Selfmade.

Håber du kan bruge mit indlæg som inspiration.

One thought on “Sommerkjole til varme dage

Comments are closed.