Gratis mønster på en suttebamse

Da mine børn var ganske små, brugte vi at trække en vaskeklud igennem suttens ring, for at de bedre kunne holde sutten i munden. Det fungerede fint, men jeg tænker, man kunne have fundet en pænere løsning. Nu, hvor jeg har fået mit første barnebarn, melder samme problematik. Sutten bliver spyttet ud, og han kan ikke selv finde sutten igen. I dag kan man åbenbart købe tynde sutteklude til formålet. Men jeg syer den selvfølgelig selv.

Jeg har tegnet en lille bamse, som i den ene arm kan holde sutten. Den er syet i musselin stof fra Selfmade. Faktisk er det overskud fra et tyndt tæppe jeg også syede til mit barnebarn.

Jeg opdagede efterfølgende, at jeg helt glemte at tage billeder undervejs i sy processen. Så derfor har jeg syet endnu en bamse op. Den er syet ud af 2 gamle stofservietter, som jeg havde liggende. Den bliver foræret til min venindes nye barnebarn, som er en skøn lille pige.

Mønsteret til bamsen kan du printe her

Grunden til, at der på mønsteret står sutte/tyngdebamse, er at den også kan syes med lidt fyld af f.eks kirsebærsten. Dermed får bamsen lidt tyngde, og det skulle efter sigende virke beroligende på en baby, at have lidt tyngde over sig.

Start med at printe mønsteret. Husk at tjekke den lille firkant , der skal måle 5 x 5 cm. Dermed har du printet i den rigtige størrelse.

Derefter klippes mønsteret ud, og delene klippes i stof. Ben, arm og øre klippes 4 gange og syes sammen 2 og 2, ret mod ret. Klip sømrum ned så det kun er ca 3 mm

Vend de 6 små dele om til retsiden og stryg dem. Placer dem efter mærkerne på den ene bamsekrops retside. Alle delene skal sættes fast ind på kroppen.

På den anden kropdel, broderes ansigt. Jeg har brugt sort broderigarn.

Jeg syntes det var lidt sjovt at sætte et hjerte på bamsen, med navnet på en lille pige. Det smarteste er at sætte hjertet på nu. Jeg gjorde det faktisk til allersidst og det var lidt bøvlet.

Læg nu de 2 kroppe ret mod ret

Sy hele vejen rundt, men lad et stykke mellem benene, stå usyet.

Klip sømrummet ned så det ikke er mere end ca 3 mm. Vend bamsen igennem det usyede hul. Stryg bamsen og luk hullet med små sting i hånden. Nu skal der bare sættes en lille trykknap i bamsen

Den brune bamse er noget blødere i stofkvaliteten.

Hvis du fylder lidt kirsebærsten i arme, ben og ører inden de sættes fast på kroppen, bliver bamsen til en tyngdebamse. Når du har vendt bamsen rundt , fyldes den med lidt flere sten, og lukkes grundigt i bunden. Jeg har desværre ingen billeder af suttebamsen i brug. Men jeg har fået lov at vise jer disse billeder af tyngdebamsen, liggende på mit lille banebarn. Man kan se suttebamsen ligge ved siden af. På billedet ligner det en kæmpebamse, men det er den nu ikke.

I starten, hvor baby er lille, må der ikke være ret meget tyngde i bamsen. Den vejer ca 150 gram, og må ikke bruges uden opsyn. Når de så vokser til, kan man efterfylde med lidt flere sten, eller lave en større model.

Håber jeg har givet jer inspiration til selv at lave et suttedyr, eller et tyngdedyr.

Printervenlig version ligger i nedenstående link, dog skal mønsteret stadig printes fra indlægget

16 thoughts on “Gratis mønster på en suttebamse

  1. Mange tak. Hvor er du BARE GOD og INSPIRENDE. Elsker alle dine input og ideer samt mønster + vejledninger.

  2. Det’ er da det sødeste Jeg længe har set 🙂
    Må igang med at sy sutte bamser
    Venligst Elisa

  3. Vil meget gerne sy den søde bamse, bliver fasterbedste lige om lidt til en lille pige. Sikker på den vil gøre lykke 👍👏

    1. hej Gitte. Det var nu heller ikke meningen. Pdf filen er sy vejledningen. Det står også i teksten. Mønsteret skal stadig printes fra indlægget, i det blå link hvor der står suttebamse. Rigtig god fornøjelse

Comments are closed.