Dumpling makeup taske. Gratis mønster

En rummelig og nem taske til makeup. Der findes rigtig mange måder at sy den på. Jeg syer den med kantebånd, langs den buede side hvor lynlåset skal sættes på. Min metode er valgt for at alle kan være med, uanset sy stadie. Når man så har syet et par stykker, får man måske lyst til at sy den på en anden måde, eller måske har man selv udtænkt en måde. Her er der plads til at eksperimentere.

Mønsteret kan du printe gratis i dette link

Tasken måler ca 20 cm x 12 x 6 cm .

Mønsteret skal printes i det der hedder faktisk størrelse, eller 100 %, for at få ovenstående mål. ( lige før du trykker print, skal du trykke på indstillinger, og her skal du tjekke at der står 100 % ). Men du kan godt printe mønsteret i f.eks 80 %. Derved bliver tasken blot mindre. Du kan også printe den i 120 %, hvorved du får en større taske, som kan bruges som toilettaske. Du kan ikke printe større end 120 % da den så ikke kan være på et A4 papir.

Denne her er syet efter mønster i 80 %. En god lille størrelse til småting. Den måler 16 x 10 x 5 cm. På billedet ser den godt nok lige så stor ud som den blå, men det er den ikke

Min vejledning kommer her:

Du skal bruge en lynlås ca 45 cm eller længere. Lynlås i metermål kan selvfølgelig også bruges. En rest stof til ydersiden, en rest til for, og en rest pladevat eller skumindlæg. Du skal bruge ca 1,20 meter kantebånd, helst noget, der er bredt. Jeg klipper det af stoffet. Da det skal på en buet kant, skal det klippes på skrå. Jeg klipper bare nogle strimler på ca 4,5 cm br. Brug endelig flere forskellige stoffer til tasken. Det gør den mere unik og personlig.

Start med at quilte yderstof og inderstof sammen, med pladevat imellem. Du kan også bruge færdigquiltet stof.

Mønsteret skal lægges til fold på stoffet. Eller du kan gøre som jeg har gjort. Printet mønsteret 2 gange og sat det sammen. Det er nogen gange nemmere at styre. På billedet er jeg i gang med 2 tasker. Det øverste stof er quiltet med stof fra en dug. Nederst på billedet har jeg lagt mønster på stoffet.

Bemærk at den buede kant skal klippes uden sømrum. Der skal kun være sømrum i det indhak, som du kan se

Sy kantebånd fast på inderstoffet (vrangsiden af tasken) langs de to buede sider.

Vend kantebåndet om til retsiden og sy det fast med en stikning. Det sidste af kantebåndet kan du sy sammen til en strop, hvis du gerne vil have en strop i enden af tasken

Sæt lynlåsen fast med nåle, på det buede stykke. Sy en syning tæt ved kanten af kantebåndet.

Sæt den anden side af lynlåsen fast til den anden buede side og sy den også fast her. Her vil det være nemmest at du åbner lynlåsen helt op.

Når lynlåsen er syet fast, syer jeg endnu en syning lige ned midt i de to tidligere syninger. Så der vil være 3 syninger på kantebåndet. Det ser pænt ud og så holder det lynlåsen godt på plads.

Vend tasken om til vrangen. Fold nu indhakket ( bliver til taskens bund), så lynlåsen ligger i midten. Min er for lang, men det bliver blot senere klippet af.

Hvis du vil have en strop i tasken, skal den sættes fast nu. Fold din strop og skub den ind imellem de 2 lag.

Sy en syning hen over alle lagene

Det samme gøres i det andet indhak. Husk også at sætte en strop ind her, hvis du vil have strop i begge ender. Ved den her lavede jeg en strop så tasken kan komme op at hænge på en krog.

Klip det overskydende lynlås og stof væk, så der kan sættes kantebånd i kanten.

Kantebåndet skal gå ca 1 cm ud over tasken i start og slut. Buk det ind i begge ender som på billedet

Fold båndet, og sy det fast med en syning i kanten.

Nu er det bare at vende tasken om igen. Måske du undervejs har fået lukket lynlåsen helt og tænker, hvordan den nu kan vendes. Men bare rolig, skub med neglen til lynlåsens metalstykke ( skyderens bagside) og lynlåsen kan skubbes op.

En taske, der er ret hurtig og nem at sy. Anvendelig til mange ting. Et lille tip.. tasken kan også syes ud af en dækkeserviet, hvis man ikke lige gider quilte selv. og så er det som regel muligt at finde billige dækkeservietter i genbrugen. Ofte billige fordi der kun er 1 eller 3 af samme slags. Perfekt til formålet…

Den 3. taske jeg har syet efter dette mønster, skal bruges til at rumme sytilbehør, såsom trykfødder etc til min symaskine.

Sådan en taske man næsten ikke kan få for mange af. Også en oplagt værtindegave, måske med en lækker læbestift eller creme, lagt ned i.

Håber at du kan bruge mit indlæg som inspiration

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *