Sådan reparerer du huller i jeans

Slidte jeans med huller er topmoderne, og man kan endda selv lave de fedeste huller i jeans med sandpapir eller et stykke værktøj, der hedder en dremel. Men en gang imellem får bukserne også et hul hvor de måske ikke skulle have et hul 😂 Det kan skyldes slid eller blot at de sidder meget stramme. Men uanset hvad grunden er , er det ikke sjovt at få et hul i sine ynglings jeans. Jeg har lappet en del jeans i løbet af årene og den  måde jeg vil vise jer , syntes jeg er den bedste måde. Den bedste måde i forhold til at det stadig passer i stilen til bukserne, og at det bliver ret stærkt. Det er sjældent der kommer et hul igen på det lappede område. Du skal bruge en symaskine og en rest cowboystof . Meget gerne fra nogle jeans der har lidt den samme farve. Af samme grund skal du sørge for at gemme kasserede jeans, ellers gå i genbrugen hvor du ofte kan købe jeans for næsten ingen penge. Dernæst skal du bruge en tråd som er samme farve som de jeans du skal lappe. Jeg kunne nok have valgt en farve som var tættere på. men det foregik en aften og det var de blå farver jeg havde. Til gengæld bliver det så lidt nemmere for jer at se hvad jeg laver..😉 Klip lappen så den er væsentlig større end det område du skal reparere. Sæt lappen på vrangsiden af bukserne og sæt den fast med nåle. Sy nu med ret små almindelige stikkesting på din symaskine frem og tilbage hen over hullet og området lige rundt omkring hullet. Først lodret og derefter vandret. Det skal bare gøres ret tilfældigt. Sørg for at komme et stykke ud over hullet, så området omkring også bliver forstærket. Når du har lappet hullet, vender du buksen om på vrangen og klipper det overskyende stof af. Du behøver ikke siksakke lappen. De mange syninger gør at lappen ikke kan trævle. Klip så tæt ind til syningerne som du kan, så generer de nemlig ikke huden. I brug ses lapningen faktisk ikke, og slet ikke hvis du har brugt en matchende farve sytråd. Næste gang disse bukser går i stykker, vil det være et helt andet sted end i det lappede område. Men så må vi på den igen 😁 Lyset snyder lidt på billedet, for det lappede område er mindre at se i virkeligheden. Dette er sikkert bare en måde ud af mange muligheder for at lappe jeans. Men denne her er enkel og effektiv. Måske kan du bruge ideen til næste lappe-løsning 😊 God fornøjelse 😉 og smid gerne en kommentar om det er brugbart 😊