Jeans kjole efter gratis mønster

Jeg har tidligere brugt et gratis mønster fra Fibre Mood på en jakke. Faktisk er jeg ret glad for det mønster, så nu har jeg lige brugt det for 3. gang til en kjole, syet i kraftig jeans stof.

Jeg kan simpelthen ikke huske, hvor jeg har købt stoffet, da det har været i mit skab med stof et godt stykke tid. Undervejs overraskede farven mig lidt, for jeg troede faktisk at stoffet var sort, men i symaskinens lys ser det mørkegrønt ud.

Mønsteret er til en jakke, men jeg har blot forlænget mønsteret, og foretaget nogle ændringer på lommer og ærmer. Du finder mønsteret i dette LINK

Mønsteret kan du printe gratis. Husk det er inkl sømrum. Giv dig tid til at sætte dig ind i mønsteret, for umiddelbart er det lidt forvirrende med de stolper der skal sættes på foran til knapper. Det gør det jo heller ikke nemmere at det er på engelsk. Jeg har undladt stolperne, og så selv regnet ud hvor meget der skal lægges til, for at have til overlap på knapperne. Derefter kontrollerede jeg om kraven stadig passede dertil. Men når det er sagt, så er det et virkelig godt mønster, hvis man ellers er til et oversize look.

På mønsteret er ærmerne meget lange, og sluttes af med en bred manchet. Det ønskede jeg ikke, derfor er ærmer afkortet. Jeg har dog sat et ekstra stykke på for at få virkning af et opslag

Lommeklappen på brystlommen er sat ind i den skaring, der er på forstykket. Det gør, at de er meget nemme at sy

Alle stikninger er syet med en orange tråd. De flotte metalknapper er rigtige jeans knapper, som jeg har købt for mange år tilbage under en ferie i Prag.

Jeg kan vældig godt lide det strenge og kantede look, som kjolen får i dette stof. Næsten lidt uniforms agtig.

De nederste lommer har jeg blot prøvet mig frem med, både hvad angår størrelse og placering. Men synes faktisk det ser ret harmonisk ud

Når jeg bliver træt af kjolen, kan jeg jo altid korte den af og så bruge den som jakke. Jeg er vild med jeans stof, og så er det bare så praktisk til arbejdsbrug.

En kjole som nemt kan styles op eller ned, afhængig af hvilken taske, sko og smykker man tager på til den. I øvrigt er kjolen også rigtig fin med en langærmet bluse indenunder.

Det er bestemt ikke sidste gang at jeg bruger dette mønster, selvom jeg har brugt det før. Jeg overvejer næste gang at skråne sidesømmene lidt, så der er knap så meget vidde nederst i kjolen.

Håber du kan bruge indlægget som inspiration.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *