Min familie og jeg er vilde med camping. Ikke camping i campingvogn eller autocamper, men på den lidt mere primitive måde, i telt. Førhen, da pigerne var mindre, tog vi altid til Sydfrankrig. Vi elskede det. De sidste 5-6 år har vi dog holdt ferie på anden vis. I år skulle det endelig igen være telt camping.
Jeg har været rigtig dårlig til at tage billeder undervejs. Simpelthen fordi min mobil det meste af tiden lå i tasken. Nu, hvor jeg laver indlægget, kan jeg selvfølgelig godt fortryde at jeg ikke var lidt mere ihærdig. En blanding af smukke, idylliske, grimme og skøre billeder. Præcis som feriebilleder skal være
Turen startede ud hjemmefra med fyld oppakning og nyindkøbt tagboks. Telt, luftmadrasser, dyner, puder, kuglegrill og køkkengrej blev pakket i bilen. Der er virkelig læs på, når man skal have alt med. Yngste datter og svigersøn havde hjemmefra planlagt en rute. Ned igennem Tyskland, videre til Slovenien og slutte i Kroatien. Vi havde hjemmefra reserveret plads på 4 forskellige campingpladser.
Vi havde en lidt hårrejsende start på vores tur. Vores bil begyndte at give nogle sjove lyde fra sig. Det passede med at vi lige havde fastgjort tagboksen, så i starten slog vi det hen med at det måtte være derfra. Lyden blev dog lidt højere, jo længere ned i Tyskland vi kom. Efter 4 timers kørsel blev vi enige om at køre forbi et værksted. Det første værksted kunne ikke lokalisere lyden, og havde ikke tid til at gøre mere. Det næste værksted var vi mere heldige med. Mekanikeren tog en tur i bilen, og virkede chokeret da han kom tilbage. Det var vores hjul det var galt med. Rystet spurgte han hvor længe vi havde kørt med det. Da vi sagde 4 timer, rystede han på hovedet og sagde, oh mein gott. Alle 4 hjul blev efterspændt. Han ville ikke engang have penge for hans ulejlighed. Turen kunne fortsættes, men de første 5 minutter var vi lidt tavse i bilen.
Første stop:
Nær Nurnberg, campingpladsen Waldcamping Brombach . En campingplads med 14 minutters gåafstand til Brombachsee, hvor man kan bade. Omgivet af skov med pæne faciliteter. Efter opstilling af telt og et dyp i søen, kunne vi nyde et glas vin, imens grillmester var i gang
Lige så dejlig en aften vi fik, lige så dårlig en nat fik vi efterfølgende. Vores telt er ikke gammelt, men sidst det blev brugt , var det blevet ret beskidt. Derfor var det blevet vasket med børste og sæbe. Det fandt vi ud af at det skal man nok ikke gøre, med mindre man også giver det en ny imprægnering. Det begyndte nemlig at regne i løbet af natten, og vandet slog direkte igennem teltet. Heldigvis havde vi taget en presenning med, som lige kunne dække sovekabinerne. Næste dag måtte vi starte ud med at tørre dyner, puder, håndklæder og noget tøj i campingpladsens tørretumbler. Derefter gik turen til butikken Decathlon for at indkøbe et nyt telt.
Efterfølgende blev Nurnberg udforsket. Måske lidt naivt at tro, at vi kunne se det hele på en dag. Heldigvis havde svigersøn sat sig lidt ind byens historie. Dejligt at have vores egen guide med.
En smuk udsigt ud over byen fra Kaiserburg
Jeg er rigtig glad for at vi tog os tid til at se Zeppelintribunen. Stedet, som var Hitlers stolthed, og hvor han lod sig hylde af masserne. I dag står det og forfalder. Kun hovedtribunen er tilbage, og bliver løbende renoveret.
Det berører mig dybt at stå sådan et sted. Det er skræmmende, at en person kan få så meget magt, og udslette så mange mennesker. Som du kan se på fotoet bliver stedet nu brugt til motorløb og koncerter.
Dagen efter skulle turen gå videre til næste campingplads. Først nedpakning, hvilket ikke tog så lang tid, da teltet blot skulle smides ud. Vi valgte nemlig at vente med at sætte det nye telt op til det næste sted. Ja, det roder lidt når man camperer på denne måde. Næsten lidt festival agtig
Vi måtte så betale os fra at komme af med det utætte telt, da campingmutter kom cyklende, imens yngste datter og svigersøn slæbte teltet op til skrald. Vi havde slet ikke gjort os tanker om at det var forkert at smide det i affaldsbeholderen. Vi blev pænt bedt om at tage teltet med, men det var umuligt, da det var vådt og bilen var fyldt op. Men vi bestak hende med 10 euro, og så ville hun sørge for bortskaffelse.
Andet stop:
5 timers kørsel senere og vi kunne tjekke ind på den næste campingplads. Alpen-Caravanpark Tennsee. Så er vi kommet tæt på den østrigske grænse, og det lader sig ikke skjule. Campingpladsens hovedbygning
Nu kunne vi slå det nye telt op
og grillmesteren kunne igen levere et dejligt måltid. En stor del af oplevelsen ved at campere på denne måde er vores måltider. Vi nyder at lave mad i fællesskab omkring bordet. Alle hjælper til, og ofte er det dagens hyggeligste stund. Ja, det er næsten lige før vi slås om at lave mad
Dagen efter gik turen til byen Garmisch-Partenkirchen. Alpebyen, der nærmest er omgivet af bjerge. Her ville vi tage en svævebane op til Tysklands højeste bjerg. Zugspitze. Men da vi opdagede hvor dyre billetterne var, valgte vi i stedet Wank. Heldigt nok, for denne dag var der lavt hængende skyer omkring Zugspitze. Jeg er ikke så vild med højder, så det var med lidt blandede følelser jeg satte mig i den lille kabine
Det var en fantastisk tur. Oppe på bjerget er der flere ruter man kan gå. Alle med udsigtsplatforme, hvorfra udsigten kan nydes.
Efterfølgende gik vi en tur rundt i den charmerende by.
Da både min mand og svigersøn er vilde med sport, var vi også nødt til forbi Olympia Skistadion. Det er herfra der hvert år, 1. januar, foregår nytårsskihop. Må indrømme at jeg ikke kunne finde samme begejstring som svigersønnen kunne. Men nok fordi jeg slet ikke er sports interesseret
På tilbageturen kørte vi igennem Wallgau hvor vi købte pizzaer. Også her er husene udsmykket.
Dagen efter blev telt igen pakket ned, og turen gik videre til Slovenien. Smukkere rute bliver svært at finde.
Tredje stop:
I Slovenien havde vi reserveret teltplads til 2 overnatninger på campingpladsen Ljubljana Resort. Undervejs gjorde vi stop ved søen Bled. Måske en af de smukkeste søer i Europa
Du skal dog ikke forvente at du er den eneste, der lige skal se den. Søen er en meget populær attraktion
Efter en god nattesøvn var vi klar til at udforske Ljubljana, som er Sloveniens hovestad. Vejret var desværre ikke med os, da det næsten regnede hele dagen. Vi fandt dog et lille marked. Det store marked var desværre aflyst pga regnen.
Til gengæld var der så ingen kø til kabelbanen , der tog os op til Ljubljana Slot. En lille fin tur, hvor vejret dog ikke indbød til at tage billeder. Jeg har efterfølgende læst at mange står lang tid i kø for at komme med op.
Dragebroen er en anden seværdighed. En lille bro, kendt for sin serie af små dragefigurer.
Man må endelig ikke snyde sig selv for oplevelsen at gå ind og spise på en af de hyggelige spisesteder. Mange ser måske ikke ud af så meget udefra, især i regnvejr. Men indenfor er stilen meget autentisk.
Under frokosten blev det aftalt, at vi skulle forbi Tivoli Parken. Det undrede mig lidt, da jeg slet ikke kan forestille mig at tivoli siger min datter og svingersøn noget. Jeg blev meget overrasket over at opdage, at der var tale om en park med smukt anlagte haver og stier. Ingen tivoli her
I den smukke park er både fugle og egern så vant til mennesker, at man blot skal strække armen ud og så kommer de. Vi så nogle unge mennesker der stod med flere fugle på armen. Det skulle jeg da også lige prøve. Men jeg var godt nok ikke klar over at fuglene kom med det samme. Datteren var kvik med mobilen og fik det skøreste billede af mig. Jeg synes faktisk det er et skægt billede, som får mig til at grine hver gang jeg ser det. Så det skal i altså ikke snydes for, selvom det er det mest ucharmerende billede af mig. Elsker et godt grin
Ljubljana er en rigtig hyggelig by. Her kunne vi godt have brugt lidt mere tid, men allerede dagen efter skulle vi videre mod Kroatien. Efterhånden gik det hurtigt med at pakke telt og alle de andre ting i bilen.
Fjerde stop:
Så gik turen mod Tisno i Kroatien, men først lige en tur forbi Zadar for at hente ældste datteren i lufthavnen. Hvor godt kan man lige planlægge sådan en tur. Ret godt når vi selv skal sige det. 15 min før hendes fly landede stod vi klar til at tage imod hende. Den 4. campingplads, som vi havde lejet plads på, ligger ca 1 times kørsel fra Zadar. En rigtig fin campingplads, med en lækker lille pool. Olivia Green Camping. Her havde vi lejet en teltplads for 8 overnatninger. Så snart teltet var stillet op ( i 37 graders varme) og alt pakket ud, blev poolen indviet. Ret smuk udsigt fra poolen
Den efterfølgende dag blev brugt til afslapning og en lille tur til byen Pirovac.
Området byder på så mange hyggelige steder. Virkelig idyllisk. Alligevel vil jeg nu sige at de hyggeligste måltider blev indtaget på vores campingplads.
Den høje varme ( over 30 grader) lagde lidt en dæmper på hvilke aktiviteter vi foretog os. Men selvfølgelig skulle vi da også ud at se en nationalpark.
Krka nationalpark er en stor oplevelse. En fantastisk natur med 12 smukke vandfald.
Sørg for at komme tidligt. For det første er temperaturen til at holde ud, for det andet er alle busserne med turisterne ikke kommet endnu. Vi var der kl 10, og der var ikke mange mennesker. Det væltede til gengæld ind med folk da vi kørte derfra.
Vandet er helt klart. Førhen måtte man bade her, så vi havde slæbt badetøj med, men det må man ikke længere.
Dagen efter gik turen igen til Zadars lufthavn, hvor svigersønnen skulle med en flyver hjem. Vi benyttede lejligheden til at udforske Zadar. En meget smuk by.
Nu havde vi 4 dage tilbage med vores 2 piger før de også skulle flyve hjem. De dage gik med en blanding af afslapning og besøg i de små byer, der ligger omkring vores campingplads.
Sibenik, er bestemt også et besøg værd.
Her fandt ældste datter et rigtig hyggeligt spisested. Peperoncino. Vi elsker at bestille flere retter på en gang, og så deles om dem. Hvorfor jeg lige skal have en kys midt i det hele, kan jeg altså ikke huske.
De 4 dage fløj afsted. Pludselig var tiden kommet til at vi igen skulle til Zadar. Denne gang for at aflevere begge piger, så skulle flyve hjem. Vi nåede at blive kendt med vejen til Zadars lufthavn, da det var 3. gang vi skulle til den.
Når man har holdt ferie med sine unge mennesker på denne intense måde i 14 dage, så bliver der dælme stille når de alle har forladt en. Alt for stille.
Min mand og jeg havde planlagt at blive en dag mere på campingpladsen, så vi havde tid nok til at pakke telt og alt ned. Derefter gik turen hjemad. Planen var faktisk at bruge en del dage på at køre hjemad. Det først stop efter 10 timers kørsel var Regensburg. Her overnattede vi på et virkelig pænt og hyggeligt hotel. Ibis Styles Regensburg. Vi fandt det yndigste lille spisested 15 minutters gang fra hotellet. Zum Sorgenfrei
Dagen efter ville vi udforske Regensburg, men da vi sad ved morgenbordet, blev vi enige om at køre den sidste strækning hjem i et hug. Vi var begge enige om at ferien havde budt på så mange oplevelser, at vi i grunden ikke havde brug for flere lige nu. Så 10 timer senere kørte vi ind i vores indkørsel.
En helt igennem skøn og lang ferie. Den startede måske nok ud med nogle udfordringer, men ikke noget der kunne slå os ud. Det er svært at være negativ, når man rejser sammen med nogle som tager alting med et smil, og som altid er positive. Vi mener selv at vores unge mennesker er de bedste rejsekammerater man kan ønske sig. Men sådan tænker alle forældre nok ❤
Super flot fortælling fra en fantastisk ferie, og dejlige billeder.
Tak herfra.
Kh. Bodil
Hej Bodil. Ih tak skal du have, dejligt at du ville læse det 😍
Skønt at høre om jeres dejlige ferie, i er godt nok modige at rejse på den primitive måde.
Flotte billeder ❤️
Hej Jonna. Dejligt at du ville læse den. Så længe helbredet kan holde til det, så er det vores foretrukne måde. Folk tror ikke rigtig på mig, når jeg siger, at sove på en luftmadras er det bedste jeg ved. Jeg sover som regel meget uroligt, men på en luftmadras ligger jeg næsten stille. Min mand siger at jeg så bare herhjemme, skal sove på en luftmadras 🤣🤣🤣 Men tænker også klimaet spiller ind 😂
Tak fordi jeg måtte læse med. Kan godt li’ dine feriefortællinger.
Hej Ulla. Ih hvor er det dejligt at høre 😍
Tak for en dejlig rejsebeskrivelse. Det var en stor fornøjelse at læse.
Hej Susanne. Tusind tak skal du have 😘
Elsker dine rejse historier.
Vi har købt en el-bil og har lige været i Kraków, Berlin på vej hjem.
Vi elsker vores bilture, meeeen denne gang var vi ikke forberedt godt nok – vi søgte efter ladestandere HELE tiden 🤣🤣
Hej Pia. Ih hvor er det altså dejligt at høre. Åh Krakow er nok en af de oplevelser, der har gjort størst indtryk på mig. Berlin mangler vi faktisk at besøge 😆 Men det kommer. Ej da… Ja bilferie med elbil skal sikkert planlægges noget anderledes, så man undgår at lede for meget efter ladestandere. Til næste år står vi måske i samme situation 😆