Spencer af gamle jeans

For flere år tilbage købte jeg et tysk mønster på en spencer. Det har jeg nu fundet frem og leget lidt med. Jeg kan vældig godt lige spencer kjoler, fordi de giver god mulighed for at variere med diverse bluser indenunder. Denne spencer er syet ud af 5 par jeans, som jeg har samlet sammen over tid.

Indlægget her skal ses som inspiration på hvad man kan sy ud af jeans.

Jeg har valgt jeans, som er uden stræk. Den lidt gammeldags type, som er fast i kvaliteten. Samtidigt er jeg gået efter lidt forskellige nuancer af blåt.

Mønsteret, som jeg har brugt, ligger i dette LINK

Det er et mønster, oprindeligt på spencer bukser, men de viser også hvordan man kan ændre det til kjole. Jeg har klippet mønsteret over ca 8 cm ned fra ærmegab. Både på forstykke og bagstykke. Det er faktisk det eneste jeg bruger fra mønsteret. For underdelen på kjolen er blot kiler, alle klippet ens.

Jeg starter med at klippe strimler ud af jeansene på ca 10 cm til bærestykket ( det øverste af kjolen.

Stykkerne bliver syet sammen. Derefter bliver alle kanter overlocket. Sømrummene lægges til hver sin side, for at undgå for tykke sømme. Til sidst syer jeg en stikning på begge sider af alle sammensyningerne.

Disse øverste stykker på spenceren har jeg foret med noget gråt bomuldsstof. Derefter syes der strimler til selerne. Bagstykket syes på samme måde, men selerne bliver sat ind imellem for og yderstof. Jeg har genanvendt en strop og et mærke. Da det er til eget brug er det ok. Men husk at hvis du syer til videresalg, må der ikke være logo mærker på.

Det nederste af spenceren er kiler jeg har klippet. 6 kiler foran og 6 kiler bagpå. Alle ens. De er ca 10 cm i toppen og ca 15 cm nederst. Derved får kjolen en del vidde. Alle sammensyninger er lagt til hver sin side og syet med en gul stikning.

Da spenceren er løs og rummelig, valgte jeg at sy et par stropper og spænder på i siderne, så vidden kan holdes lidt til

Jeg har bevist valgt at farverne ikke skulle være ens i bærestykket og så i det nederste stykke

Da spenceren får så mange kiler, og derved også mange syninger, så bliver spenceren lidt stiv i det. Men det synes jeg virker ret godt.

Skjorten under spenceren er syet for noget tid siden, og det fede stof er købt hos Bolettes stofbutik.

Nu vil jeg overveje at sy nogle rullekrave bluser til at tage indenunder. Praktisk og varm påklædning, som lige er det jeg mangler på arbejde, når vinterkulden rigtig sætter ind

Håber i kan bruge indlægget som inspiration

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *