En ulden gammel trøje og en rest jersey kan blive til den fineste hue. Kvasten er lavet efter en vejledning jeg tidligere har lagt ind. Den ligger her.
http://sygal.dk/2018/02/pels-kvast-i-fake-fur-diy/
Jeg har for noget tid siden lavet en skøn hue. Den sidder så fint på hovedet. Men min tanke var at bruge mønsteret og så derefter udvikle flere forskellige huer efter mønsteret. Mine døtre har en strikket hue med kvast. I grunden en ganske fin hue, men de har ingen pandehår og når de sveder lidt begynder huen at klø. Så jeg har for lang tid siden lovet at sy en ny til dem, hvor jeg sætter jersey indvendigt. Nu har jeg eksperimenteret med mønsteret og er endt ud i en rigtig god model til dem. og håber den ikke klør. Det er blot en lille ændring af tidligere mønster. Mønsteret til huen du skal bruge ligger her i linket. Læst den igennem, da du skal bruge noget af fremgangsmåden også til denne hue..
http://sygal.dk/2018/02/moenster-til-hue-i-jersey/
Du skal starte med at finde noget stof til yderhuen og noget til inderhuen. I mit tilfælde brugte jeg en gammel ulden trøje til yderhuen og en rest jersey til inderhuen.
I yderstoffet klipper du lige over i stedet for at klippe ned i toppen. Samtidigt klippede jeg den lidt mere spids i siderne;men kun i yderstoffet. Det gør jeg fordi strik er lidt mere løs i det end jersey. Du kan også vælge at gøre det i jerseyen, men det kommer helt an på hvor elastisk dit stof er. Sy huen sammen som på billedet ret mod ret.
Det er ulden nederst og jersey øverst på billedet.
Sy nu huen sammen på de 2 lange sider ret mod ret. Lad være med at sy ned i spidsen og det lille lige stykke hvor jeg holder min hånd.
Sy huen i jersey delen som tidligere beskrevet i huemønsteret ned i de 2 andre sider, men lad et lille hul være midt i spidsen på ca 2 cm. (1 cm på hver side af sammensyningen)
Her ser du hullet i jersey delen.
I den uldne del ligger du det lige stykke sammen så sammensyningerne ligger ovenpå hinanden. Sy i hånden en lille stikning ca 1 cm fra sammensyningen. Hæft tråden.
Tag nu en kuglepen eller en tyk strikkepind eller andet og sæt imellem lagene, og give en lille stikning på den anden side af sammensyningen, så kuglepennen sidder fast imellem de 2 stikninger. Den skal bruges til at du ikke kommer til at sy hullet til eller får det strammet så meget at hullet forsvinder tilsidst.
ja det ser spøjst ud, men det er altså en god hjælp.
Læg nu stoffet i en fold omkring kuglepennen. Først som et bredt fold og derefter folder du igen , så du ender ud i små læg omkring kuglepennen.
Det bliver tykt og mange lag, men det har ingen betydning for huen. Når du har fået lagt læggene, syer du i hånden igennem alle lagene med dobbelt tråd. Først læggene i den ene side derefter læggenen i den anden side. Bare stik igennem og sy lidt på må og få frem og tilbage. Stram godt til .
Nu ser det sådan ud.
Tag nu kuglepennen ud og tjek at der nu er et hul. Vend huen ligsom tidligere beskrevet i huemønsteret og put jersey delen ind i uld delen. Du kan tydeligt se hullet og hvor fint læggene har lagt sig omkring det.
Nu skal du sy de 2 huller lidt sammen og til det formål er det nemmest igen at sætte kuglepennen igennem de 2 huller og så sy lagene lidt sammen omkring hullet fra den indvendige side af huen, altså fra jersey siden.
Sy en knap fast lige ved siden af hullet indvendigt på huen. Nu kan du lige så nemt fra huens indvendige side putte en hæklenål igennem hullet, tage fat i elastik løkken på kvasten, trække hæklenålen tilbage og sætte elastikken omkring knappen. Den sidder utrolig godt fast og falder ikke sådan lige af. Når du skal vaske huen, finder du hæklenålen frem igen. Ned omkring elastikken og trækker den over knappen. Det er svært med fingrene at få fat i elastikken, men med hæklenålen går det som en leg.
Så er huen færdig.
Sådan ser huen ud til ældstedatteren. Den er sort. Den sidder perfekt på hende. Nu er jeg spændt på at få en tilbage melding om den kradser, men det kan jeg næsten ikke tro.
Og sådan ser den ud til yngstedatter. Lavet en anelse mindre og ud af en mørkegrå uldtrøje.
Håber du kan bruge vejledningen og rigtig god fornøjelse.