Så er jeg igang igen med sofaerne. Jeg skulle lige tage tilløb til det, da jeg var lidt bekymret for om jeg havde gabt over for meget. Men der er ingen vej udenom..
(Sofa del 3, ligger nederst som link)
Jeg vil starte med den lille sofa, da det føltes mere overskueligt. Det må være nemmest at sy siddehynderne, så det er dem jeg syer først. På den måde håber jeg at det giver mod til også at sy ryghynderne. På de gamle sofaers stel sidder der noget stof, hvor der er vævet firma navn ind i . Det samme stof går igen på undersiden af hynderne. Det kunne måske være meget sjovt at gøre det så meget som muligt lig de originale hynder, derfor vil jeg genanvende det stof og ligeledes lynlåse.
Sådan ser sofaerne ud i bunden af stellet. Det er så fint, og fejler ikke spor.
Umiddelbart var min udgangspunkt at lynlåsene skulle være ny og de skulle være længere end de gamle. De skulle nemlig gå rundt om hjørnet, så ville det blive væsentligt nemmere at sætte det nye betræk på. Men i butikken Skumhuset blev jeg rådgivet til ikke at lave dem længere, men blot bukke skumgummiet ind i betrækket. Hm… det gjorde mig lidt nervøs, men min mand lovede at hjælpe mig når vi kom dertil.
Alle kanter på hynderne har en stikning, som pynt og sikkert også som forstærkning. Derfor købte jeg en rulle møbeltråd i Stof og stil i Esbjerg. Det er en lidt tykkere tråd og samtidigt er mit stof tykt, så jeg skulle nok sy med en str 90 nål i symaskinen. Her kan du se forskellen på en almindelig tråd og møbeltråden.
Det viste sig så desværre, at min symaskine slet ikke kunne forliges med det tykke tråd. Jeg havde ellers kun sat det i som overtråd, men det hjalp ikke. Så jeg valgte, at alle syninger måtte blive syet med almindelig sytråd. Jeg har syet hynder før til møbler, og har ikke haft problemer med at det ikke vil holde.Det var mere for at få en synlig stikning, men jeg må leve med at den ikke er så synlig. Jeg starter med at tage nogle billeder af hynden og også en lille tegning. Derefter skal hynden skilles af, så alle delene kan tegnes op. Jeg nummererede alle stykkerne ved at tegne på dem med kuglepen. Samtidig afsatte jeg mærker i hjørnerne hvor sidestykkerne skulle passe. Alt blev overført til ternet papir. For og bagside blev noteret på og hvilken side på sidestykkerne som skulle være henholdsvis op eller nedad
Så var jeg klar til at gå igang. Jeg havde fået at vide i butikken at jeg skulle tage hynderne på langs af stoffet. Det var virkelig godt at få det at vide, for umiddelbart ville jeg have gjort præcis det modsatte. Så endnu engang må jeg rose Skumhuset for deres hjælpsomhed 🙂
Jeg klippede delene med 1,5 cm sømrum og siksakkede delene før jeg begyndte at sy i dem, da de trævlede helt vildt. I øvrigt griser det helt utroligt at klippe og sy i uld… Virkelig slemt. Så der blev støvsuget undervejs. Der ligger støv i hele huset, men det kan da vist ikke betale sig at gøre for meget rent, før ryghynderne også er syet;-)
Et billede af hvor støvet det bliver..
Lynlås blev afmonteret og sat i det nye stof, hvorefter alle de andre smalle sider kunne syes på.
Efterfølgende bliver alle de små sidestykker syet sammen til en ring og derefter sat på hyndens forside. I bunden genanvender jeg det vævede betræk. Billedet nedenunder viser det nye syede betræk fra bagsiden .
Og billedet her nedenunder viser forsiden af betrækket.
Nu begyndte jeg faktisk at få lidt stress.. For nu skulle skumgummiet indeni, og jeg så allerede for mig at det ikke kunne lade sig gøre. Men så havde jeg besluttet at så måtte jeg jo igang med at håndsy. Min mand havde lovet at hjælpe og han bukkede skumgummiet på midten som ingenting. Derefter skulle jeg så trække betrækket ind over, så meget som jeg nu kunne. Hi hi, det gik faktisk helt smertefrit, indtil vi opdagede at han havde fået den vendt forkert. Så billederne nedenunder viser faktisk hvor han putter den forkert ende ind. Men vi fik ikke lige taget billeder af nr 2 gang. Men fremgangsmåden er den samme.. Bare husk at vende det rigtigt.
Han kunne derefter nemt rette puden til og få betrækket til at sidde rigtigt. Puha, jeg kunne ånde lettet op. Jeg er overbevist om at det gik så let fordi det også er en vævet uldvare. Den kan give sig lidt. Så det sidder så stramt og fint på hynderne.
Her ser i bagsiden hvor det gamle originale stof er brugt. Det er da en ret fed detalje, selvom man ikke kommer til at kunne se det.
Lynlåsen sidder perfekt og farven passer så fint til.
Selvom man ikke kan se at jeg har givet den stikninger på hver side af sammensyningen på siderne, så kan jeg se, at det er med til at give hynden en fin facon.
Et styk hynde færdig. Så mangles der kun 3 mere. Det gik noget nemmere med hynde nr 2, da den bare skal være magen til nr 1, blot spejlvendt.
Den store sofa er nøjagtig magen til den lille sofa, blot er hynderne 22 cm længere. Så jeg klippede mine mønsterdele op, og spredte dem 22 cm. Dog ikke stykkerne til siderne på hynden, da dybden på sofaerne jo er ens.
Ja, så mangler jeg nu kun ryghynderne… Men det bliver næste weekend de bliver lavet. Jeg skal lige overveje lidt hvordan jeg gør, da der er slået huller i til læderbånd. Jeg er overbevist om at det holder ikke i det vævede uld, Så jeg skal lige vurdere om de skal have en forstærkning omkring hullet. Måske vil jeg lade vores systue igennem mit arbejde om at slå hullerne, men jeg må lave mig nogle forsøg i ugens løb.
Jeg synes hynderne er blevet så flotte. Lige som jeg kunne ønske mig. Nu håber jeg bare på, at ryghynderne bliver lige så pæne.
Del 3 ligger i dette LINK hvor du kan se sofaerne færdigsyet.
Det kan kun blive flot med din energi og fingersnilde og know-how. Det ser i al fald meget flot ud indtil videre.
hej Helle. Mange tak, uha nu får jeg da næsten præstationsangst 😉 Vi krydse lige fingre for næste etape 🙂
Hej Gitte
Tak for din altid inspirerende blog. Det er spændende med ryghynderne, er der noget særligt man skal tage hensyn til så stoffet smyger sig til hynden i rundingen, jeg har selv ombetrukket en stol hvor stoffet virkede for stort og ikke ville ligge helt ind til hynden i rundingen. Eller måske for lille.
Når jeg monterer betræk på hynder har jeg altid tynde gummihandsker på, så har jeg et meget godt greb i stoffet og det går som en leg at trække betrækket på efter at jeg har sat de første 2 hjørner på hynden på plads.
Jeg har med held brugt en “ Topstitch” nål fra Schmetz når jeg syer stikninger med tyk tråd, nålen har et større øje end alm. nåle.
Held og lykke med de næste hynder.🙂
Hej Anni. Mange tak for din kommentar. Nu er jeg ikke nået til ryghynderne endnu. Dem går jeg i gang med i morgen. Men det er vigtigt med trådretningen. Jeg har forsøgt at tegne trådretning ind på alle stykkerne.Det kunne måske være det som er gået galt ved dig. Samtidigt er det vigtigt at det stof man bruger kan give sig lidt på skrå. Det første stykke jeg købte som prøve, kunne slet ikke give sig, og så får man problemer i rundinger. Jeg brugte netop en topstitch nål, som jeg også bruger til pyntestikninger i jeans, men min maskine kan ikke rigtig forliges med den tykkere tråd.Men nu må vi se, hvordan det går med ryghynderne 😉
Hej Anni.
Dejlig inspirerende blok du har. Jeg har det problem, at jeg ikke kan få stoffet af mine sofahynder selvom der er en god lang lynlås. De sidder for stramt. Har du et godt råd?
Jette
hej Jette. Mange tak skal du have😊 hm.. jeg kunne bøje mine hynder på midten og derved få betrækket af. Det samme gjorde jeg så da jeg skulle have de nye betræk på igen. Hvis du blot skal bruge de gamle betræk til at måle efter, ville jeg ellers blot klippe dem op i en søm for at få dem af. Men du skal nok overveje at sætte længere lynlåse i de nye så. Lynlåsen skal gå rundt om et hjørne for at det bliver nemmere. Det er ikke nok at lade den gå på det lige stykke, hvis din hynde er tyk. Håber det giver mening. Rigtig god fornøjelse og pøj pøj 😃
Hej Gitte
Tak for din altid inspirerende blok!
Jeg havde besluttet mig for selv at ombetrække hynderne i vores lille tremmesofa og tænkte at jeg kunne jo lige google. Og vupti så kommer din beskrivelse af hynder til præcis den samme Stoubysofa – enkelt, illustrativt og lige til at gå til. Tak for det!
Fik du betrukket ryghynderne også- og hvis du gjorde, hvordan løste du mon problemet med hullerne til lædersnorene?
Mange hilsner
Marianne
Hej!😊
Jeg har lige læst dit indlæg ift. ombetrækning af Stouby Mariasofa med interesse, da jeg selv skal til præcis det.
Og nu har jeg så følgende spørgsmål:
Hvor meget stof brugte du? Hvorfor genbrugte du Stoubystoffet på bunden?
Håber på svar🤞🏻
Vh Lene
Hej Lene. Jeg købte 10 meter stof, og der var nok kun 1 meter i overskud. Jeg genbrugte stoffet i bunden af flere grunde. Det nye stof var lidt dyrt, det kostede 239 kr pr. meter ( på tilbud, da møbelstof af god kvalitet, faktisk koster meget mere) så ved at genanvende understoffet kunne jeg spare nogle meter. Sofaens bund var betrukket med det samme brune stof med skrift, så det virkede pænt at hynderne også havde det på, på undersiden. og så syntes jeg det gav et mere færdigt og rigtigt udtryk at det oprindelige understof blev genbrugt. Men i princippet kunne jeg lige så godt have brugt nyt stof overalt. Åh jo, så har jeg også fundet ud af at det er noget nemmere at støvsuge undersiden, da det her er lidt mere glat, så endnu en fordel. Håber du har set at der faktisk er 3 indlæg om sofaerne, ellers giv lige lyd. Husk ikke at gå på kompromis med stofkvaliteten. Det skal ikke være for stift, da det så hurtigt kommer `bagdel`i betrækket i brug. Rigtig god fornøjelse med omsyningen.