Nederdel i Onion 3034

Dette mønster var jeg lidt spændt på at få prøvet. Der kan laves mange forskellige nederdele med udgangspunkt i mønsteret. Man kan sætte flere stoffer og bånd sammen og derved ændre på nederdelens udseende. Snitmønsteret  er Onion 3034, du kan læse lidt mere om det her 

Det er et mønster lavet til strikstof. Jeg kunne lige få til en bluse i samme stof, derfor får i billedet af begge dele.

Jeg har hørt fra flere at  mønsteret var ret stor i størrelse og sad mindre godt. Derfor målte jeg mig i taljen og gik efter det mål, da det typisk er der jeg får problemer. Jeg har nemlig ikke ret meget talje. Så jeg syede den i str L. Ret hurtigt opdagede jeg dog at den var for stor, men jeg kunne nå at sy den lidt ind i siderne uden at det betyder noget for snittet. Derfor skal jeg have tegnet den op i M til næste nederdel. Den størrelse tror jeg er helt perfekt. Mit stof er mørkeblå og er en lidt kraftig strikvare købt i Tyrkiet.

 

I taljen er der lavet en formskåret linning stykke med en elastik indeni. Jeg tror på en måde, det kan være det stykke der kan drille hos dem der siger pasformen ikke er god. Elastikken ligger løst indeni, kun fæstnet i siderne. Derfor kan den have en tendens til at trække forkert i linnings stykket. Det er lidt svær at forklare, men jeg prøvede at sy den som vejledningen siger, og det var bestemt ikke særlig godt. Stykket blev derfor sprættet af igen og jeg prøvede at udtænke en anden måde hvor elastikken blev mere holdt på plads oppe i kanten. Det er lykkedes mig ret godt og den sidder nu helt rigtig i taljen. Derfor vil jeg gerne lave en vejledning til nederdelen hvor jeg viser hvordan jeg syer den. I store træk følger jeg den vedlagte vejledning, men jeg har taget billeder undervejs, så dem får i også lige med . Det er model C, som jeg har valgt at lave.

Sy vejledning:

Klip stofdelene ud efter klippeplanen. Dog klipper jeg del 4, lommeposen, i foerstof. Det gør jeg fordi lommen så ikke fylder så meget og den falder flottere til.

Sy lommeposen i foerstof på forstykkets lommeindgang, ret mod ret. Jeg syer altid et stykke skulderbånd ovenpå lommen. Det giver kanten lidt stabilitet og den kommer ikke til at flane, selvom du bruger lommen.

Vend lommeposen om og sy en stikning 2 mm inde på foeret. Det gør at foeret bliver holdt lidt på plads og ikke titter frem.

Vend lommeposen om igen til nederdelens vrang og læg den anden lommedel ovenpå med retsiden nedad.

Skulle der som ved mig være lidt foer der af en eller grund stikker lidt udenfor, klippes det af. Hm.. måske er foerstoffet gledet lidt, da det jo er glat. Sæt nåle i de 2 lag uden at tage selv nederdelen med.

Sy med stikkesting rundt i kanten hvor der sidder nåle og husk at siksakke. Nu er lommen færdig. Vend nederdelen om, så retsiden vender opad og sæt lommen fast med nåle i taljen og i siden. Sy en stikning de 2 steder. Der er blot for at holde lommen på plads.

Sy for og bagstykke sammen i siden, ret mod ret. Nu har du da noget der ligner en nederdel.. Så mangler du blot linningen. Det er den som kunne drille lidt. Du kan vælge at gøre som vejledningen siger, eller du kan gøre som jeg nu viser.

 

Klip 2  lange strimler i elastisk foerstof , tyndt jersey eller lignende, ca 4 cm bred og i linnings stykkernes længde. Marker midten af linnings stykkerne på vrangsiden. Jeg gjorde det blot med kridt, du kan også bare bukke linnings stykkerne og sttyge dem. Sæt de lange strimler på linnings stykkernes vrangside. Sy en stikning i begge langsider af strimlerne, endelig ikke for enderne. De vil fungere som løbegang for elastikken og dermed holde den på plads.

Sy nu linnings stykkerne sammen i sidesømmen ret mod ret. Du har nu nærmest en ring. Buk den til halv bredde, med vrangsiden indad.

På den ene side af det rør du står med vil der slet ingen syninger være at se, på den anden side kan du se de 2 stikninger søm udgør løbegangen.  Åh jeg ved godt det kan være lidt svært at se når stoffet er mørkt, men fra pc burde det kunne ses. Den side hvor de 2 syninger  kommer til at være nederdelens inderside, og dermed bliver det ikke at se.

Mål dit elastik ud og træk det ind imellem lagene og ind igennem  løbegangene. Sy elastikken sammen og fordel linnings stykkernes vidde, så det rynker jævnt hele kanten rundt. Jeg syer derefter en stikning ned i sidesømmen for at elastikken ikke kan dreje sig. Stikningen bliver slet ikke at se.

Nu skal linnings stykket syes på nederdelen, ret mod ret. Sørg for at det er den side af linnings stykket som ikke havde nogen syninger der ligger ned mod nederdelen.  Så er nederdelen i princippet færdig.

Jeg havde en lille rest i noget strikket foerstof. Derfor valgte jeg at sy en underskørt indeni. Det bliver klippet præcis som selve nederdelen. Sidesømmene syes og så syes foer nederdelen blot på linnings stykket. Kanten på foeret blev syet med en syning i kanten som giver en rigtig fin effekt. Der ligger en beskrivelse af sømmen i tidligere indlæg her

Et super godt mønster med rigtig mange muligheder. Hurtig at sy og sidder fint.

Også bagpå sidder den rigtig godt

Jeg valgte at lave en syning midt bag, da jeg så regnede med at have nok til en bluse dertil. Det kneb  lige lidt, så jeg måtte finde på en form for dekoration ned i midten på blusen.

Blusen har jeg omtalt i et tidligere indlæg her

Alt i alt et ret godt sæt. Det vil være rigtig fint til arbejdsbrug med en trøje udenover.

Det er en nederdel som er meget let at sy. Man kan lave en masse sjov med den, ved at kombinere flere forskellige stoffer og bånd. Den er dejlig at have på pga elastikken i taljen. Så det er bestemt ikke sidst gang det mønster kommer i brug 😘

Håber i kan bruge vejledningen, og ellers bare som inspiration.

Hvilke erfaringer har i gjort jer omkring dette mønster ? smid gerne en kommentar 😊

 

 

 

 

 

2 thoughts on “Nederdel i Onion 3034

  1. Jeg kan se, at du har delt bagstykket. Er der nogen særlig grund til det?
    Er for øvrigt rigtig glad for det lette mønster 😉

    1. hej Charlotte. Nej der er som sådan ingen grund til at dele bagstykket. Jeg gjorde det blot for at spare stof og derved kunne jeg få til overdelen 😉 Det skulle også stå i teksten på indlægget 😊 Ja det bliver også uden tvivl et af mine favorit mønstre👏

Skriv et svar til Gitte Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *