Hvis du skal ud og rejse uden kuffert og blot har det håndbagage med, som er tilladt, skal væske medbringes i en klar pose i små beholdere. Væske er creme, hårshampoo og alle de andre flydende ting. Det skal kunne være i en 1-liters genlukkelig plastpose, og hver væske må ikke overstige 100 ml. Man kan i lufthavnen benytte sig af deres gratis poser til formålet. Men man vil også opdage, at der slet ikke kan være særlig meget i disse poser. De er nemlig ofte flade i bunden og i toppen. Det betyder at skal posen lukkes, så kan der faktisk ikke ligge ret meget nede i posen, da den så ikke kan lukkes. Derfor fik jeg en ide til at sy min egen lille taske.
Bemærk jeg længere nede i indlægget skriver den er blevet godkendt til Billund lufthavn. Den er syet i en rest gennemsigtig plast som jeg har købt i Stof og stil for længe siden. Målene på toilettasken er 19,5 x 10 x 5 cm. Det giver ialt 975 ml. Altså lige knap 1 liter. Så i princippet betyder det at du må fylde alt det væske i tasken som du vil, når blot hver enkelt væske er maks 100 ml. Da tasken er lidt firkantet i det, kan den rumme temmelig mange små flasker og dåser.
Alt det her er i tasken.
Hver af flaskerne kan rumme 100 ml. Som du kan se på billedet er de ikke fyldt op da jeg kun skal være væk i 5 dage. Jeg vil mene der på billedet er ca 650 ml. væske.
Havde du brugt en plastpose, ville der slet ikke have kunnet være så meget deri.
Jeg prøvede at spørge på en sygruppe om man mente tasken ville blive godkendt, og der var mange delte meninger. De fleste mente at den ikke ville blive accepteret. Men så kom jeg i tanke om at jeg da har en veninde som arbejder i Billund lufthavn. Hun måtte være den rette at spørge. Billeder og mål blev sendt til hende, og hun var sørme så flink at sende det videre til Security.
Den er blevet godkendt af Security, i Billund lufthavn. Jeg ved ikke hvordan regler er i andre lufthavne og hvordan de håndhæves, så det skal du selv tjekke op på. Men nu har jeg brugt den til flere rejser til forskellige lande, og det har ikke voldt mig problemer.
Så har du lyst til at sy din egen check-in taske, kan du printe det i dette link :
Ud over et stykke plast skal du bruge en nylon lynlås. Skidt med om den er for lang.. Du kan bare afkorte den undervejs. Samtidigt kan der så syes en strop ind i den ene ende, der også lukker lynlåsen i den ende du klipper den af. Print mønsteret 2 gange og klip det ud. Læg de 2 dele sammen så den ene vender med vrangsiden opad. Så har du et helt mønster og kan lægge den til fold.
Bemærk: når du syer i plast, kan du som sådan ikke pille op, da det efterlader huller. Så det skal være rigtigt første gang.
Klip ud med ca 1 cm sømrum. Sy lynlåsen fast på de 2 sider efter mønsteret. Skidt med lynlåsen er for lang.
Her syes den ene side på, ret mod ret.
og her den anden, også ret mod ret. Sy en stikning hen over lynlåsen i den ende den er for lang, for at den ikke skal gå op og klip derefter det overskydende af.
Sy en lille strop som cirka er lige så bred som lynlåsen. Luk den i den ene ende. Jeg satte et sy mærke ovenpå
Læg den ovenpå lynlåsen i den ende du har klippet af. Stroppen skal vende ind i tasken og med retsiden nedad. Lad den stikke ca 2 cm ud over lynlåsen. Sy hen over stroppen for at holde den på plads.
Buk det stykke der er for langt 2 x 1 cm omkring lynlåsens ende og giv det en stikning
Læg tasken så lynlåsen ligger i midten og de 2 taske ender ligger ovenpå hinanden, ret mod ret. Sy for de 2 ender.
Løft nu op i de små hakker en af gangen og fold dem så syningen ligger i midten.
Sådan syes alle 4 hjørner.
Nu skal du bare vende tasken om til retsiden og trykker hjørnerne på plads.
Mønsteret kan selvfølgelig også anvendes i almindeligt stof og så kan du bruge den til kosmetik taske eller andet.
Den her taske i plast tog vel maks 15 min at sy. Et rigtig sjovt lille projekt.
Håber du kan bruge indlægget og smid gerne en kommentar, så blive jeg glad.
Såå mange fede ting du laver og vildt du deler med os alle. Kan jo slet ikke nå at følge med på symaskinen 😁
Hej Lisbet. Mange tak skal du have. Min maskine kan måske sy hurtigere end din 🤣😜
Tak fordi du deler, det ville være fantastisk hvis du viser hvordan man syr taske med for:-)
Hej Mette. Mange tak for din kommentar. Det vil jeg meget gerne føje til min liste. Jeg går ud fra det er den specifikke taske i indlægget du hentyder til. Der ligger nemlig flere tasker på bloggen hvor jeg viser hvordan foret syes i. Ellers skriv lige til mig igen, hvis det sådan er generelt tasker, så smider jeg et link til dig. Dog syes de forskellige tasker hver på deres måde med hensyn til for.
Den er mega fed 😍 1000 tak for at dele 🙏
Bruger jeg bare alm synåle og alm trykfod til plastik?
Mvh Camilla
Hej Camilla. Mange tak. Ja du bruger bare almindelig synål og alm trykfod. En teflon trykfod er rigtig god hvis det volder dig problemer at sy i plastik. Et stykke tape under trykfoden kan også bruges i en snæver vending.
Jeg kan ikke få linket til mønster til at virke?
Er det mon blevet slettet?
Med venlig hilsen og tak for alle dine inspirerende opslag.
Lisbeth
hej Lisbeth. Det er jeg rigtig ked af. Men der er 500 indlæg og desværre virker en del af dem ikke. Jeg gør hvad jeg kan for at få dem oprettet, men det tager tid 😊 Håber du er tålmodig 😘
Nu har jeg syet nr. 2 – den skal bruges til en gave og indeholde et gavekort. Den første jeg syede, har bestået testen adskillige gange i Kastrup Lufthavn og diverse lufthavne ude i verden. Ikke en eneste gang er der blevet kigget skævt til den – tak for den!
Hej Lissi. Ih hvor er det godt at høre. Jeg har også brugt min egen mange gange uden problemer. Rigtig dejligt at høre at andre heller ikke har problemer med den. Jeg synes også den kan rumme lidt mere end dem man ellers kan købe, og så overholder den alligevel både mål og mængde. Tak for din kommentar 😍