Ternede bukser syet efter et mønster fra Burda

Datteren har ofte problemer med at finde gode købebukser der sidder godt, da hun har en smal talje, men samtidigt almindelige lår. Bukserne sidder derfor ofte godt på lårene, men så gaber de meget i taljen. Derfor har jeg flere gange syet bukser til hende. De sidste jeg syede er disse ternede bukser.

Mønsteret er fra et ældre Burda blad nr 9/99. Bukserne er med skrålommer og facon skåret linning. Der er ingen læg foran, men under lommestykket øverst er der et syet et indsnit. Buksebenene er med moderat vidde forneden. Et rigtig godt mønster, som er ret ligetil at sy. Jeg har tidligere omtalt mønsteret og det ligge i dette link

Desværre tror jeg det kan være svært at finde et så gammelt blad, men jeg kunne foreslå at skrive til Burda, da de ofte genbruger deres mønstre i flere blade, så det kunne også tænkes det findes i et nyere blad.

Datteren elsker tern, så selvfølgelig skulle bukserne da være ternet.. Det er altså ikke lige det nemmest at sy så ternene passer i mønster, især når jeg i grunden havde for lidt stof. Stoffet er en vævet polyesterkvalitet, med lidt stræk i fra Stof og stil. Lommeposen er lavet i brunt almindelig glat foer. Det gør at lommen falder så pænt på plads.

Linningen er i facon, derfor kan tern som sådan ikke passe i linningen, men synes nu alligevel det ser ok ud.

Jeg måtte ved lommerne gå lidt på kompromis, da jeg kunne få den ene til at passe i mønster, men lige knap den anden,  havde ikke mere stof til at kunne lave en ny. Så er det lige man skal sige til sig selv, at havde bukserne været købt, havde de nok slet ikke passet nogen steder i ternene 😉

Den her passer i mønster, det gør den anden lomme ikke helt.

Stoffet er en lille smule elastisk. Jeg har strøget strygelærred på linningen, men da stoffet kan give sig, ville jeg stabiliseret det lidt mere. Det har jeg gjort ved at sy et bånd på indersiden af linningen. Det er blot et pyntbånd der er syet på midt på linningen. Jeg har set flere købebukser med denne detalje og det fungerer virkelig fint. Det giver stabilitet til linningen, så den ikke bliver længere i brug, og samtidigt ser det så fint ud på buksernes vrangside.

Lommerne sidder så fint. De stritter ikke, og det er sikkert fordi jeg bruger et stykke skulderbånd i kanten af lommen. Det bliver syet på før lommen laves.

Linningen sidder rigtig godt på hende. Helt sikkert fordi den er skåret i facon. Den buer en del i stedet for en lige linning. Det gør så også at den tager noget mere stof.

Jeg er rigtig glad for at ternene passer så godt bagpå.

Bukserne er en anelse for lange, men det afhænger så også helt af hvilket fodtøj hun vil bruge til dem. Med korte støvler og en lille hæl er længden perfekt.

Med sneakers kunne de være en lille smule kortere.

Dejligt når et sy projekt bliver vellykket og datteren er tilfreds.

Jeg vil igang med et bukseprojekt til mig selv, men det bliver over nogle etaper, da jeg rigtig gerne vil give nogle vejledninger undervejs på hvordan man syer lynlås, linning etc. Jeg har en forestilling om det skal være jeans, men skal lige overveje om jeg vil ofre mine yndlingsbukser ved at klippe dem op.

Håber du kan bruge indlægget som inspiration.

 

4 thoughts on “Ternede bukser syet efter et mønster fra Burda

  1. Det er nogen flotte bukser og jeg har fået fat i burda 9/99, og vil gerne sy et par i dette mønster er buksen du har syet str40 . 40274293

    1. hej Lis. Mange tak. Ej hvor er du heldig. Jeg har haft kontakt med dem for at spørge om buksemønsteret kan være i andre numre af bladet, og det er det ikke. Jeg har syet dem i str 38. De er rimelig smalle i faconen og de er mest behagelige hvis stoffet har en anelse stræk i. Rigtig god fornøjelse 😊

Skriv et svar til Gitte Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *