Perlesyning, luftballon

Ja, så bliver det vist ikke mere retro…

For et stykke tid siden faldt jeg over et billede af en lille luftballon, syet i perler. Den var så fin, og jeg kom til at mindes da jeg som barn syede med perler ( mere end 40 år siden). Jeg syede store fine kraver, men desværre er ingen af dem blevet gemt. Yngste datteren og jeg blev enige om at det kunne være så hyggeligt at prøve om vi selv kunne sy en luftballon.

Det voldte os en del problemer at finde et mønster vi kunne gå ud fra. Pinterest og google var ikke til megen hjælp. Men så en aften lykkedes det mig at finde en hjemmeside. Jeg fik bestilt mønster og vatkugler, så vi kunne hygge i julen med at sy perler.

Jeg havde en del perler i forvejen, så i første omgang skulle vi bruge dem. Teknikken skulle lige genopfriskes, da jeg var blevet lidt rusten udi perlesyning. Luftballonen på billedet er som sådan kun en prøve inden den skal syes i de rigtige farver. Desværre nåede vi slet ikke så meget i julen som vi havde planer om. Så perlesyningen fortsættes en anden weekend.

Mønsteret har jeg købt  ved  JM perlen 

Kan man lide perler og perlesyning, er dette sted et slaraffenland. Lad dig ikke narre af hjemmesidens udseende. Den ser ud som om den er af lidt ældre dato, og kunne godt trænge til en opfriskning. Jeg havde lidt problemer i første omgang med at få min ordre igennem, derfor sendte jeg dem en mail. Næste dag blev jeg kontaktet, og det blev løst. Få dage efter kom mønsteret. Skulle du få lyst at prøve kræfter med perlesyning, og kommer i problemer med bestilling fra deres hjemmeside, kan du roligt kontakte dem, de er meget hjælpsomme.

Tænk at vi i Danmark har sådan et firma, der har specialiseret sig kun  i perlesyning. Hvis du kigger ind forbi deres mønstre bliver du overvældet.. Anede slet ikke at sådan noget eksisterede, for jeg føler ikke det har været fremme i mange år at sy med perler.

Jeg vil lyve hvis jeg siger luftballonen er hurtig at sy… Den tager tid. Men det er hyggeligt at sidde og nørkle med det. Meget afstressende. Opskriften er nem at følge, hvis man ellers giver sig tid til at læse den. Man starter med at sy perler sammen i et mønster, og når man har nået et stykke ned, sættes det på vat kuglen med nåle, hvorefter der syes videre.

Ældste datteren vil også sy en lysestage derfra, så jeg har bestilt et mønster mere og en flamingoring. Jeg synes det er så sjovt, at de har fundet interesse i noget så old school som dette.

Jeg har lige købt perler derfra, så jeg kan komme i gang med den rigtige luftballon. Inden længe kommer begge piger hjem på besøg og så skal der hygges videre med perler.

I øvrigt var det ret sjovt at ugen forinden fandt ældste datteren en luftballon i genbrugsbutikken. En sød lille ballon med en nisse under. Tror hun gav 15 kr for den. Senere opdagede vi at JM Perlen også har mønsteret til denne. Billedet er ikke taget med henblik på at lægge det på bloggen, så du må bære over med at det er taget i dårligt lys.

Glæder mig til at få lavet en luftballon i nogle af de nye perler jeg har købt.

4 thoughts on “Perlesyning, luftballon

  1. Heisann. Så fine de ble, har anskaffet samme oppskrift men klarer ikke finne ut hva forkortelsen spr betyr. Kunne du gitt et tips?

    1. Hej Kine. Mange tak skal du have. Spr betyder at du skal springe over, altså springe en eller flere perler over og stikke ned i den næste. Der burde i grunden stå en forklaring på forkortelser, men jeg synes heller ikke jeg lige kan finde det.. Skriv endelig igen hvis der dukker andet op som du er i tvivl om 😍

  2. Tak for en fint indlæg. Jeg har arvet selv samme nissemand i luftballon af min farmor. Desværre har jeg ikke arvet mønsteret til selv at kunne lave en mere og min farmor lever desværre ikke længere. Nu ved jeg hvor jeg kan skaffe mønsteret. Mange tak for det!

    1. hej Trine. Tak skal du have for din søde kommentar. Åh hvor er det et dejligt minde at have fra din farmor 😍

Comments are closed.