Nyt liv til en grim stol

På et tidspunkt lavede jeg en gavl til vores seng. Den er flettet af bredt jute gjordbånd. Det gav noget overskud af bånd. Det har jeg haft liggende, da det da måtte kunne bruges til noget. En tur i genbrugen for noget tid siden gav mig en ide. Jeg købte en grim stol, og så kunne båndene bruges til et nyt sæde.

Stolen så sådan ud, inden jeg gik i gang. Der står masser af den type stole rundt i genbrugsbutikkerne til næsten ingen penge.

Sædet kunne let bankes af.

Det gør det jo noget nemmere at male stolen. Først skal der slibes, og derefter vaskes stolen af. Det var lige en opgave for min mand… Imens kunne jeg tage mig af sædet.

Mit gjordbånd er 7 cm bredt og købt ved læderiet.dk

Du kan evt læse mere om min sengegavl i dette indlæg 

Det gamle stof på sædet skulle først af. Der var ligesom sat noget plastik på langs kanten. Kan ikke rigtig regne ud hvilken effekt det skulle have.

Derefter gik jeg i gang med at flette strimlerne.

Det var spændende om det gik op med bredden på strimlerne og sædets bredde. Det gjorde det faktisk ikke helt. Der manglede 1 cm. Derfor måtte jeg rykke strimlerne lidt fra hinanden, hvilket giver et lille bitte hul imellem dem.

For at man ikke kan se det gule skumgummi imellem strimlerne måtte jeg så først give sædet et tyndt lag lærred i råhvid farve.

Derefter kunne strimlerne klammes fast på sædets bagside. Man kan faktisk slet ikke se, at der er  lidt mellemrum imellem strimlerne. Måske en anelse i kanten, men det er så lidt, at det ikke gør noget.

Min handyman havde i mellemtiden fået malet stolen 2 gange, og efter tørretid kunne sædet igen komme på. Det er skruet på nedenfra.

En stol der står mig i en halvtresser da alt jeg har brugt er rester.. maling, stof og gjordbånd.

Stolen skal stå enten  i vores gang eller i soveværelset. Det har jeg ikke helt besluttet mig for endnu.

I øvrigt havde ældste datteren købt en stol 14 dage før min. Nøjagtig magen til. Hendes sæde var dog flettet. Det var i så fin stand at det ville være synd at udskifte. Hun kunne klare det med en gang maling. Den blev malet helt sart lyseblå. Svært at se på billedet, da lyset ikke er det bedste.

Det er sjovt at give gamle møbler en makeover. Det kan man godt blive grebet lidt af, især når resultaterne bliver så fine.