Sy vejledning til Easyjet rejsetaske

Langt om længe fik jeg syet en rejsetaske mere. Derfor kan jeg nu vise jer en sy vejledning til den

Tasken er ret stor, og kan rumme en masse. Den opfylder de krav til håndbagage, der er til fly selskabet Easyjet, 45 x 36 x 20 cm. Bag på tasken har jeg sat en lynlåslomme ind under stropperne. Det betyder, at tasken kan sættes ned over en trolleys håndtag. Lommen kan bruges til pas og rejsepapirer, så de er lige ved hånden.

Tasken kan åbnes meget op da lynlåsen i den er meget lang.

Som effekt er der sat ruskind på hjørnerne og under mit logo. Det er fra en gammel ruskindjakke.

Du kan printe mønsteret i dette link: 

Det kan være en fordel at læse et tidliger indlæg, da du her kan se hvordan mønsteret sættes sammen. Du finder det i dette link 

Tasken kan syes på rigtig mange måder. Jeg vurderer det fra gang til gang afhængig af stoffet, og hvilken stivhed jeg ønsker i tasken. Derfor kan det godt være at du mener det kan gøres på en anden måde og i andre materialer, og så skal du selvfølgelig bare gøre det.

Den her er syet i kraftig stof yderst og en bomuld som for. Den er quiltet med 2 mm formskum, da stoffet er så kraftigt. Var stoffet tyndere, ville jeg nok have valgt en 4 mm formskum. Du kan købe 2 mm formskum hos Hannes Patchwork.dk 

Du skal bruge 1 meter yderstof og det samme til for. Dertil skal du bruge 1 lang lynlås, mindst 65 cm. Jeg har selv lavet lynlåsen ud af 1 lang og 1 kort. Den har derfor 2 skyder på, og kan åbnes i midten. Du bestemmer selv om du vil bruge en almindelig eller om du vil lave din egen lynlås. I dette LINK ligger vejledning til hvordan du selv laver en lynlås med 2 skyder. Til stropper skal du bruge 2,75 meter gjordbånd og evt 4 D-ringe. Det meste er købt ved Selfmade, på nær skum og forstoffet.  Jeg har quiltet tasken med 2 mm formskum. Den kan sagtens syes uden quilt hvis du ønsker en blødere taske.

Et lille tip: Denne taske kan også syes ud af færdigquiltet stof eller et quiltet sengetæppe/plaid. Hvis det er dit første forsøg med at sy en taske, kan jeg varmt anbefale at du starter med noget, der er færdigquiltet. Min første udgave i denne model er netop syet ud af et sengetæppe jeg fandt i genbrugen.

Tasken bliver syet så alle rå kanter afsluttes med kantebånd. Den er derfor lidt mere enkel at gå til.

Jeg vil ikke gå i detaljer med selve quiltningen, da den som nævnt også kan syes af færdigquiltet metervare.

Print mønsteret til tasken og tape det sammen. Derefter klippes det ud.

Læg det på dit stof og klip det ud. Husk at mønsteret skal lægges til fold og at der skal sømrum til. Jeg bruge 1 cm.

Alle dele er nu klippet ud i quiltet stof. Her vist fra bagsiden, som er sort med blomster på. Start med at siksakke alle kanter, da de så bliver nemmere at have med at gøre.

Vil du have effekt på hjørnerne i form af ruskind er det nu de skal sættes på. Ellers hopper du bare videre i vejledningen.

Klip 4 stykker ud i ruskind. Husk der skal sømrum på de 2 lige sider.

Du kan ikke sætte nåle i ruskind da det vil efterlade huller, så jeg limer dem fast med tape. Købt i Selfmade. Sy en stikning hele kanten rundt, også de 2 lige sider, da den så ligger godt fast når du skal sy videre.

Nu skal du overveje om der skal lomme bagpå din taske. Min lomme er blot en aflang firkant på 22 x 33 cm, husk sømrum. Den bliver ikke foret, da stoffet er så kraftig. Sy en lynlås på den ene side af firkanten, ret mod ret. Jeg har bare brugt en lang lynlås, som jeg har syet hen over i den ene ende og klippet af. Vend lynlåsen opad og sy 2 stikninger med ½ cm mellemrum.

Fold stoffet op og sy den anden side af lynlåsen på, igen ret mod ret. og igen foldes lynlåsen opad og der stikkes 2 gange med ½ cm mellemrum.

Stykket er nu som et rør. Fold den så lynlåsen lige kommer ned og ligger fri af kanten. Så bliver det ikke så tykt.

Sæt lommen fast på taskens bagstykke, ca 5 cm fra øverste kant. Placer den i midten og sy den fast med en syning ned langs kanten i de 2 sider. Ikke for oven eller for neden. De 2 syninger er blot for at holde lommen på plads indtil der kommer bånd på.

Vil du have pynt på taskens forside, skal det også gøres inden tasken syes videre.

Nu skal der sættes bånd på tasken. Gjordbåndet brændes med en lighter i kanten og bukkes rundt omkring en d-ring. Sy en stikning for at holde den på plads.

Sæt båndet fast, se på mønsteret hvor det skal sidde. Slut båndet af med at smelte kanten, sætte d-ring på og giv en syning, nøjagtig som du startede med.

Sy nu en stikning lang kanten af båndet. I enderne syer jeg et par gange frem og tilbage for at forstærke og så et kryds. Drej på symaskinens håndhjul hen over lynlåsen, så nålen går ned imellem tænderne. Ellers vil din nål knække.

Så skal lynlås stykket syes nu.

Vend lynlåsen og sy den ret mod ret langs den lige side af stykket.

Klip sømrummet ned så den ikke stikker ud over lynlåsen. Pas på ikke at klippe i lynlåsen. Her ses vrangsiden hvor jeg har klippet

Fold lynlåsen ned over kanten og sy fra vrangsiden en stikning helt ude i kanten af lynlåsen. nogen ville måske vælge at gøre det fra retsiden, men så kan du ikke være sikker på at ramme lynlåsen kant. Så jeg gør det fra vrangsiden.

Sæt det andet stykke på lynlåsens anden side, ret mod ret, mange til tidligere.

Klip igen sømrum ned , buk lynlåsens kant ned og sy en stikning i kanten. Præcis som før. Det ser pænt ud på bagsiden.

Og fra retsiden ser det også pænt ud

Lynlåsstykket skal nu syes på tasken. Lægs stykket på tværs, så de 2 korte ender ligger ovenpå hinanden. Lige nu ligner det slet ikke en taske, men det kommer det til.

Sy langs kanten hvor de røde klips sidder. Drej med symaskinens håndhjul når du kører hen over lynlåsen, ellers knækker din nål. Din nål føres stille og roligt ned ved siden af tænderne på lynlåsen. Når du har syet siden, lægges kantebånd hen over.

Jeg bruger kantebånd som jeg selv har lavet. Du kan også vælge at bruge færdiglavet kantebånd. Jeg synes dog det er både pænere og billigere at lave sit eget. Du kan læse mere om at lave kantebånd i dette link

Den første fold på kantebåndet skal passe med at ramme syningen. Sy ned i folden. Det betyder at der ligesom kommer 2 syninger oveni hinanden. Man kunne også gøre det ved at springe første syning over og så kun den der holder kantebåndet. Men det er sværere at styre, derfor gør jeg det på denne måde.

igen… forsigtigt med håndhjulet hen over lynlåsen.

Klip sømrummet lidt ned så det ikke er bredere end kantebåndet. Pas på ikke at klippe i båndet. Klip også lynlåsen af hvis du har brugt en der er for lang

Vend sytøjer om til den anden side. Fold kantebåndet omkring kanten og sy det fast med en stikning i kanten. Båndet skal ligge dække tidligere syning.

Sæt lynlåsstykket fast i den anden ende på samme måde som tidligere beskrevet. Nu har du ligesom en ring midt på tasken..

Nu skal der endelig facon på tasken. Fold den ene side op mod ringen og sæt kanterne sammen. Sørg for at nede i hjørnet passer cirklens 2 kanter præcis ovenpå hinanden. De 2 øverste pile viser de 2 sider der skal sættes sammen og de nederste nederst viser de 2 andre sider der skal sættes sammen.

Jeg løfter lige op i ringen for at du måske kan se hvordan det foldes

Og kan du lige skimte de 2 sider af cirklen der skal passe ovenpå hinanden.

Den anden side sættes fast på samme måde. Se nu ligner det pludselig en taske.

Sy hele kanten på begge sider af tasken.

Et lille tip er at du nu vender tasken om og lige tjekker om hjørnet er blevet fint. På dette tidspunkt er det ret nemt at sprætte op og prøve igen. Senere når kantebånd er kommet på, bliver det noget mere besværligt. Mit hjørne mangler faktisk 1 mm i at være perfekt, men pyt, jeg accepterer det. Men ikke mere end det, ellers ville jeg lave det om.

Vend tasken tilbage på vrangen og nu skal der kantebånd på de rå kanter. Start med at bukke kantebåndet og sy en stikning på tværs.

Sæt kantebåndet på så det går 2 mm ud over starten af kanten. Sørg for at folden i kantebåndet flugter med tidligere stikning. Sæt kantebåndet fast med nåle og sy ned i folden.

Når du når hen i den anden ende, klipper du kantebåndet og bukker det, så det går 2 mm ud over slutningen.

Klip sømrummet ned hvis det er tykt nogle steder eller hvis det stikker længere ud end kantebåndet. Forsigtig så du ikke klipper i kantebåndet. Skulle der være steder hvor der er en ulighed i sømrummet, klippes dette også bare ned. Se på næste billede hvor man kan se noget af stoffet.

Fold kantebåndet omkring kanten og sæt det fast med nåle, så det dækker tidligere syning.

Sy en stikning langs kantebåndets yderste kant.

Det samme gøres ved taskens anden side.

Vend tasken om til retsiden, og nu skal hankene sættes på i D-ringene. Hankene måler 41 cm fra D-ring til D-ring. Du kan lave dem kortere eller længere efter ønske. Sæt båndet på med nåle og prøv det af inden du klipper båndet. Længden skal ofte tilpasses i forhold til din højde.

Jeg folder båndet en enkelt gang og giver en stikning. Derefter trækkes det igennem D-ring og syes igen med 2 stikninger. Jeg syer et par gange frem og tilbage for at forstærke det.

Nu er din taske færdig og kan tages i brug.

Jeg håber min vejledning er til at forstå. Nogen gange er det godt nok svært at forklare med ord. Jeg tror noget af det giver mere mening når man først er i gang med tasken. Den ser måske nok svær ud at sy, men det vil jeg ikke betegne den som.

Håber der er nogen der kan bruge vejledningen og smid gerne en kommentar om hvad du synes om den.

63 thoughts on “Sy vejledning til Easyjet rejsetaske

  1. Hvor er det en fin taske og så udførlig instruktion.
    Hatten af for det
    Hilsener Karin Juhl

    1. Hej Karin. Mange tak for din kommentar. Jeg er glad for hvis det kan bruges. Jo det er da et stort arbejde, men jeg nyder godt nok at se når folk bruger mine mønstre 😍

  2. Jeg elsker din side, og er ved at lave denne taske. Jeg har lige et spørgsmål – Hvor lange er håndtagene fra D ring til D ring?
    Mvh Berit

    1. Hej Berit. Ih mange tak skal du have. Og jeg elsker at få sådan en kommentar 😍 Selve båndet til håndtagene måler fra d-ring til d-ring 41 cm . God pointe at få det skrevet ind i indlægget. Tak for det, og rigtig god fornøjelse 😍

  3. Hej Gitte… jeg har før skrevet det på Facebook….Dine vejledninger er bare sååå gode… jeg vil faktisk sige at det er de mest omhyggelige og pædagogiske jeg nogensinde har set… Og jeg er lærer med håndarbejde på linje og har undervist i det i 40 år..så jeg har fulgt med i lidt af hver. jeg har nu gfennemlæst din nye taske og skal så lige finde noget stof på hylderne…

    1. hej Dorte. Åh hvor er du sød 😍 Jeg er helt vild med din kommentar. Så fine ord og så endda fra `fagfolk`😍 Tusind tak for det. Rigtig god fornøjelse med projektet 😘

  4. Hej
    Mange tak for en fin opskrift! Har du formskum på hele stykket – og i et stykke? Så vidt jeg kan se, så fået formskummet kun i bredde 75 cm – vil jeg så ikke være nødt til at klippe enkelte dele ud?
    Vh Ann

  5. Hej!
    Mange tak for en fin opskrift! Jeg har et spørgsmål – Jeg kan se at formskummet kun kan købes i bredde 70/75 cm, så jeg kan ikke lige regne ud, hvordan jeg får klippet ud til hele tasken. Er der steder du ikke har formskum, eller hvor har du stykket det sammen?
    Vh Anne

  6. Jamen altså, hvor er den bare fin. Den skal helt sikkert laves. Jeg er ikke den mest erfarne syerske, så det er fantastisk med en udførlig vejledning. Tusind tak for det.
    Hvis jeg nu vil lave en mindre version til min datter, er der så en måde jeg kan printe mønsteret ud i mindre format, eller bliver det noget rod.
    Hilsen Annika

    1. Hej Annika. Mange tak skal du have. Du kan sagtens lave den mindre. Når du printer, vil man normalt vælge at printe i det der hedder 100 %. Hvis du vælger at printe i mindre procent, vil mønsteret blive mindre. Jeg vil foreslå at du prøver i 90 %. Det er vigtig at test firkant stadig er kvadratisk. Rigtig god fornøjelse

  7. Hej Gitte
    Super vejledning. 😊Er indgang med at klippe fire stk så vi alle får en taske til ferien😎

    Hvor mange meter kantebånd laver du til 1 taske? På forhånd tak
    Janne S H

    1. Hej Janne. Uh det lyder næsten som samlebåndsarbejde 🤣 Dejligt med en ferie i sigte. Jeg må helt ærligt sige at det aner jeg ikke. Jeg laver bare rigeligt, da resten bare kan bruges til små tasker 😍

      1. Tak for det Gitte:-) Ja det bliver lidt samlebåndsagtigt, men med 4 voksne og en hund og en lille bil, er det nødvendigt at vi ikke har kæmpe store hårde kufferter med:-)

  8. Hejsa.
    Jeg er også en kæmpe fan af din side – er grøn i syverdenen og dine vejledninger er såååååå gode. Tak for det 🙂

  9. Hej Gitte. Virkelig godt formidlet og vist vejledning. Denne taske er mit første rigtige syprojekt, og det går fint so far 😊😊 Men jeg er ikke helt dus med formskummet. Hvordan skal jeg sy det på? Er det på yderstoffet eller foret? Er det inden gjordbåndet eller efter? Håber at høre fra dig snart 😘

    1. Hej Bettina. Mange tak for din søde kommentar. Jeg sætter formskummet på yderstoffet. Det bliver siksakket fast langs kanten hele vejen rundt. Først derefter bliver gjordbåndet syet på. Jeg ønsker dig rigtig god sylyst og håber du får succes med tasken. Skriv endelig igen hvis der er noget du er i tvivl om og gerne som privat besked, da jeg ofte ser dem først

  10. Hejsa!
    Jeg følger med stor fornøjelse dine “kreationer”!
    Mest tasker og tilbehør.
    Jeg har senest syet denne rejsetaske. Fantastisk mønster og supervejledning! 😉
    Jeg ville gerne have sendt dig et billede, men det kan jeg åbenbart ikke finde ud af….😢😢

    1. Hej Hanne. Tusind tak for din kommentar, hvor er du da sød. Jeg tror ikke man kan slå billeder op her, men jeg fandt din taske på en sygruppe. Den er godt nok flot og sikke noget lækkert stof du har syet den i 😍

  11. Tak fordi du deler dine “kreationer” med os.
    Det er nogle skønne ting, du laver. Og nemme syvejledninger…
    Jeg har lige syet denne rejsetaske, og ville godt vise dig et billede…., men det kan jeg åbenbart ikke finde ud af…..
    Så jeg nøjes med at sige TAK.

  12. Hej 😊 jeg vil gerne sy denne taske, det der formskum der skal på yderstoffet, skal man quilte det sammen med yderstoffet? Og quilter du bare striber eller tern? Jeg har svært ved at se det på billedet. Mvh Sarah

    1. hej Sarah. jeg kan godt se på billederne kan du i grunden slet ikke se at tasken er quiltet, men det er den. Jeg har quiltet i striber. Formskummet er quiltet med yderstof på den ene side og foerstoffet på den anden side, altså 3 lag på en gang. Håber det giver mening 😊

  13. Jeg har tegnet rejsetasken og glæder mig til at komme igang med den.men jeg ville gerne have den større kan man gøre mønsteret støre ?og hvad er der som bund som der gør den stiv synes at du har lavet mange spænde ting VH Marianne

    1. Hej Marianne. Du kan sagtens gøre taksen større, men det kræver at du selv tegner den op, da du desværre ikke blot kan printe mønsteret større op, med mindre du har en A3 printer. I tasken i indlægget har jeg ingen stiv bund. Men du kan sagtens sætte en bund i den. Jeg ville vælge at klippe den ud i et billigt skriveunderlag, men mange bruger også et tyndt plast skærebrædt. Jeg ville lave den som en løs bund som kan tages ud når tasken skal vaskes. Manga tak for din kommentar 😘

    1. Hej Marianne. Du kan godt klippe mønsteret over, men så skal du også forlænge midterstykket, ellers går det galt. Rigtig god fornøjelse

  14. Hej Gitte.
    Jeg skal lave en pusletaske, og jeg kunne tænke mig at bruge denne taske som model. Er den større eller mindre end den, du har lavet til din tur til Malaga med Ryanair?😊
    Mvh
    Ketty

    1. Hej Ketty. Easyjet tasken er noget større end Ryanairtasken. Sørg for at tjekke den lille firkant måler 5 x 5 cm når du printer. Så får du den i den rigtige størrelse. Den vil egne sig fint til pusletaske, men den er stor. Umiddelbart ville jeg have sagt at Ryanair tasken var en mere passende størrelse. Men jeg kan jo heller ikke vide hvor meget du skal have med dig 😍 rigtig god fornøjelse

  15. Mange tak for et godt mønster med en fin forklaring. Jeg har netop syet en lidt modificeret udgave, der passer til Norwegians krav til taske under sædet, 20x30x38cm. Har sat skulderhank på. Mit barnebarn og jeg skal rejse til Verona til sommer og vil prøve at klare os med sin hjemmesyede taske.
    Jeg har for første gang prøvet at sy i et gammelt sengetæppe fra en genbrugsforretning, men lige netop dét var ikke den store succes, da indlægget, som mindede om sammenpresset vat, var meget hårdt og ret svært at klippe og sætte knappenåle i. Man skal nok vælge sine sengetæpper med omhu…..

    1. hej Else. Åh det lyder til at blive en hyggelig tur, med barnebarnet. Jeg har endnu ikke rejst med Norwegians, så jeg er ikke inde i deres mål, men dejligt at du kunne ændre mønsteret. Sådan et sengetæppe er jeg også stødt på. Det var helt fint mange steder, men så var der andre steder hvor indmaden lå i tykkere stykker. Virkelig træls. Men jeg løste det ved at pille lidt op i tæppet og så kunne jeg trække noget af det tykke ud, stykke for stykke. Lidt bøvlet, men resultatet blev faktisk rigtig godt.

      1. Jeg blev faktisk også ret godt tilfreds med resultatet – men var glad for, at jeg er ikke var nybegynder ude syning…. og skråbåndene på tæppet kunne jo bruges direkte i tasken…. nu skal jeg så lige have syet nr 2.
        Jeg tog mig også tid til at pille en del af quiltningen op, så jeg kunne sy nogle mindre ting af stoffet uden mellemlægget bl.a. en holder/pose med skulderstrop til en vandflaske, som kan være rar at have ved hånden i varmen (det originale tæppe ville ikke have egnet sig/ været alt for klodset).

        1. Hej Else. Sørme godt at høre. Ja det kan godt betale sig at bruge tiden på et projekt, og super god udnyttelse af alle dine rester 😍

  16. Hej, kikkede lige på din rejsetaske. Tænker om du har lavet fast bunden på denne taske?

    1. Hej Jette. Nej det har jeg ikke. Jeg ville nok vælge at lave det som en løs bund, som kan tages ud af den når/hvis tasken skal vaskes. Jeg synes det ofte er mere praktisk uden bund da jeg har mine tasker liggende i en plastboks under sengen, og de skal kunne klappes sammen for at fylde mindst muligt.

    1. Hej Pia. De er ikke beregnet til at printe ud. Jeg laver dem i min fritid. Som regel om aftenen efter mit arbejde. Det er helt på hobby plan, og uden indtjening overhoved. Derfor bliver de også lavet på den måde, som er nemmest for mig. De tager alligevel virkelig lang tid at lave, og jeg ville ikke ane hvordan jeg gør dem printbar. Men en ting ved jeg, lad vær med at printe dem ud, hvilket nogle gør og det tager en hel blækpatron, da alle billeder også kommer ud og det ofte fylder mere end 50 sider 😂😊

  17. Jeg er ved at at rejsetasken og har sat formskum i.
    Er dog i tvivl om der også skal formskum i i stykket med lynlås foroven ?

    1. Hej Lene. Du har sikkert løst dit spørgsmål på nuværende tidspunkt. Jeg har sat formskum i lynlåsdelen foroven. Dog kan det godt udelades hvis dit stof er kraftigt.

  18. Waow.. den må jeg prøve at lave.. 😍
    Og sikke en dejlig sy beskrivelse, så selv om jeg har har syet en del tasker, så gav den alligevel et par fif.. 👍 tak..

    1. Hej Mona. Ih mange tak for din søde kommentar. Jamen vi kan alle sammen bruge flere fif, det er jo det sjove ved syning, vi lærer hele tiden noget nyt 😍

  19. Hej Gitte
    Jeg har først opdaget din side og er vildt imponeret over alt det du har fået lagt ud og så i din fritid.
    Jeg vil forsøge mig med rejsetasken og hat klippet yderstof, foer og formskum. Mit spørgsmål er om jeg skal quilte formskum til foer eller yderstof eller måske begge? Yderstoffet er tynd bomuldsstof og foer er noget taslan.

    1. Hej Susanne. Ih mange tak for din kommentar. Dejligt du læser med. Formskummet skal quiltes med yderstoffet. Jeg håber du får succes med tasken. Rigtig god sylyst 😍

  20. Fantastisk sy vejledning, den tør jeg godt gå igang med.
    Du er godt nok dygtig

  21. Hej Gitte.
    Jeg skal da helt bestemt sy denne rejsetaske, men bliver i tvivl om lynlåsen er 4, 6 eller 8mm.

  22. Hej Gitte..
    Tak fordi du bruger tid på at hjælpe os, du er guld værd..
    Jeg har klippet stoffet til rejsetasken. Yderstoffet er noget kraftigt gobelin og nu er jeg i tvivl om jeg kan undvære foamskummet, da jeg er bange for at det bliver for tykt med gobelin, foam og for.. Hvad mener du?
    Mvh Conny-Mai

    1. Hej Conny-Mai. Ih det lyder spændende med din taske. Hm, det kommer jo lidt an på hvilket udtryk du gerne vil have din taske skal have. Jeg har syet modellen både med og uden foam. Ønsker du tasken blød at den ikke fylder så meget, så er det uden foam. Vil du have en taske der kan stå af sig selv, så skal den have foam. Men det kommer jo også lidt an på hvad din symaskine kan klare. Husk at bruge en søm udligner når du kører fra tynde steder og til tykke steder. Det kan gøre din stikning væsentlig pænere. Du kan også overvejer at bruge en vliseline. Det vil så give en vis form for stabilitet. Især hvis du så også kombinerer det med nogle stikninger, som om det er quiltet. Det kan give en rigtig fin effekt. En søm udligner har jeg skrevet om i dette link, men i en snæver vending laver du blot selv en af noget plast eller kraftigt pap. rigtig god fornøjelse
      https://sygal.dk/2017/04/18/en-genial-dippedut/

      1. 1000 tak for svar.. Jeg har valgt at bruge form og quiltet, tror det bliver meget godt.. Jeg har et stykke vej endnu, inden jeg er færdig. Jeg har en Vippedippe og den er uundværlig..
        Mvh. Conny-Mai

  23. Hej Gitte
    Tusind tusind tak for alle dine fine, udførlige og meget pædagogiske vejledninger! Jeg har længe skævet til denne rejsetaske, og nu kastede jeg mig altså ud i projektet. Det gik jo som en leg med din fantastiske guide. Flere nye teknikker fik jeg prøvet af – bla at lave egne kantbånd + påsyning af denne. Lige den del kræver vist lidt mere øvelse, men det gik da. Hvis du har lyst til at se kreationen, har jeg lagt den op på Nåleøjet på FB.
    Igen – tusind tusind tak for at lave det kæmpestore arbejde, så vi andre knapt så erfarne kan være med!
    Kh Ulla

    1. hej Ulla. Åh sikke da en sød kommentar 😍 Jeg har set din fine taske på nåleøjet, men måtte da lige ind engang til for at se den. Så dejligt at læse om din erfaring omkring mønsteret. Tak for din søde kommentar både her og på nåleøjet 😍

    1. Hej Pia. Det ternede stof er købt ved Selfmade. Sidst jeg var i butikken, kunne jeg se at man kunne få stoffet endnu. venlig hilsen Gitte

  24. Hej Gitte
    Tusind tak for alt det arbejde, du gør, og som vi bare kan gøre gratis brug af. Det er da vildt imponerende.
    Som flere andre også skriver, har jeg længe haft et ønske om at sy din rejsetaske og jeg har også fundet mønstret til den lille taske og printet det ud – og faktisk også gjort klar til at klippe.
    Nu vil jeg imidlertid gerne have mønstret på den store taske også. Jeg er nok lidt halvblind, men jeg kan simpelthen ikke finde mønstret til den store taske. Kan du hjælpe?
    På forhånd mange tak 😊
    Mvh Lisbet

  25. Har kun lige læst din vejledning til Rejsetasken. Det ser nemt og overskueligt ud. Og vil starte på den til november. Men hvor meget Gjordebånd har du brugt. Mvh Jeanett

Comments are closed.