Der kan laves utrolig mange forskellige lommer på jersey kjoler. Her er en som jeg har brugt flere gange. Mit stof er en bomuldsjersey. Jeg tænker ikke denne teknik kan bruges i viscosejersey, da det sikkert bliver for slasket. Der vil det blive nødvendigt at stive lommen lidt af, med noget vliseline.
Selve lommeposen ligger på denne model bagpå kjolen. Den kan kombineres med flere forskellige mønstrede stoffer, eller som her, lidt mere diskret, blot med kanten i et andet stof. Grunden til at jeg lige viser denne her, er at den også kan give dig lidt tips om hvordan du får et mønster til at fortsætte i lommen, så mønster i stoffet ikke bliver brudt.
For at få lavet lommemønsteret, gik jeg i køkkenskabene.. Du kan bruge alt muligt til at lave dit mønster. Jeg fandt et lagkagefad og en underkop… Der er masser af muligheder og det skulle være mærkeligt om du ikke lige finder noget du kan bruge. Har du ikke mod på at lave dit eget mønster til lommen, ligger der på krestoffers hjemmeside nogle gode gratis mønstre.
(Disse 2 ting blev brugt til mønsteret. )
Klip til kjolen på almindelig vis. Find ud af hvor på kjolen du vil have din lomme. Læg derefter lommemønsteret ovenpå forstykket. Kjolen er klippet med sømrum, så mønsteret skal lige 1 cm ind og ligge på stoffet.
(Mønsteret er lagt ovenpå)
Klip nu den lille cirkel ud. Husk at lægge 1 cm sømrum til
(Her er den lille halv cirkel klippet ud)
(Nu ser det sådan ud)
Hvis du vil have lommen ligesom min hvor mønsteret fortsætter i lommen, så smid endelig ikke den lille stykke væk, den skal du nemlig bruge nu. Hvis du vil have lommeposen i en anden farve eller mønster, kan du springe lidt længere ned og følge med igen.
( Nu skal du bruge de små stykker som du klippede ud)
De skal bruges til at finde ud af hvor henne du skal klippe i stoffet for at få mønsteret til at fortsætte. Så du lægger det lille stykke ovenpå en rest stof, så du kan se at mønsteret ikke bliver brudt. Altså de rester du har efter at du har klippet kjolen.
(jeg holder lige den lille del med fingeren, ellers er det lige før man ikke kan se den)
Læg nu lommedelen ovenpå stoffet, så der er 1 cm ind til den lille del. 1 cm hele vejen rundt langs den runde kant.
(lommemønsteret er lagt på stoffet med 1 cm afstand til den lille del)
Klip nu lommen ud som et stykke, INKL. den lille del.
(Sådan ser det så ud)
Fjern nu den lille del, og nu må du gerne smide den ud…
(Sådan ser det ud. Sæt en nål i toppen, så du ikke får vendt den forkert om)
Tag nu kjolen og prøv at lægge lommeposen indenunder kjolen, for lige at tjekke at mønsteret nu også fortsætter. Det er jo nemt på nuværende tidspunkt at lave en ny.
(Har lige sat en finger på ved kanten på kjolen, ellers er det rigtig svært at se, så vi kan konkludere at mønster passer.)
Klip nu en strimmel af det stof som du kunne tænke dig at kante lomme indgangen med. Du kan sagtens vælge jersey, det behøver ikke være rib. Jeg klipper en god lang strimmel , ca 4,5 cm lang.
Fold strimlen vrang mod vrang så den bliver halvt så bred. Så er den ca 2,2 cm . Faktisk kan du godt bare lave den 4 cm. Det er nok lettere end det ulige antal..Jeg klipper den nemlig som regel på fri hånd og derefter blev min så nærmere 4,5, cm. Du skal nu finde ud af hvor lang din strimmel skal være.
Mange gør det måske med at trække procenter fra eller anden måde. Det fungerer ikke rigtig for mig , da jersey strækker sig forskelligt. Derfor gør jeg det på denne måde: Sæt båndet til start af rundingen på kjolen med fingrene, og træk i strimlen så du kan se at den kan ligge glat i strimlen foldekant. Sæt ingen nåle i endnu. Flyt fingrene et stykke og træk igen til den ligger glet.
(Fingrene bruges til at udmåle strimlens længde)
Forsæt på den måde til rundingens anden ende og sæt en nål i strimlen. Læg strimlen på bordet og mål den. Du skal jo bruge et stykke mere til den anden lomme og det er vigtigt at de får samme længde. Sæt nu strimlen fast på rundingen med nåle. Du kan sikkert så nogenlunde huske hvor meget du trak i strimlen og den skal jo passe med den nål du satte i. Der skal være et nogenlunde jævnt træk og rundingen vil rynke nogen, men det betyder ingenting.
(nål sat i , så du kan måle den til den anden lomme, derefter nålet fast og du kan se det rynker en del)
Sy strimlen fast med almindelig stikkesting ca 1 cm inde. Klip derefter sømrummet ned til ca ½ cm og siksak den rå kant.
Så skulle det gerne se sådan ud. Stryg og pres sømrummet ind i forstykket, det vil få kanten til at falde mere på plads. Stik nu fra retsiden , så sømrummet holdes på plads.
(Der stikkes fra retsiden)
Vend dit sytøj om og sæt lommeposen fast med nåle langs kanten.
(Lommeposen sættes fast)
Vend sytøjet om på retten , sæt nåle i fra den side og fjern dem der sidder nedenunder. Det er bar for at have lidt bedre styr på nålene, når du inden længe skal sy med dobbeltnål.
Mærk med fingrene langs kanten på lommeposen fra retten og sæt små kridtmærker langs overgangen. Nu kan du sy med dobbeltnålen fra retsiden ved at følge kridtstregen.
(lommen er kridtet op og der stikkes med dobbeltnål)
Vend sytøjet om på vrangen og klip ind til syningen. Hvis du lader det sidde, kan det finde på at rulle efter vask.
(kanten klippes rent )
Nu har du en fin lomme. Det kan være en god ide at lave en prøve før du går igang med kjolen, så du får lidt føling med teknikken. Jeg laver nogengange lidt mere oval indgang, men ellers er det samme teknik jeg bruger. Du kan også vælge at sætte jersey på kanten som skråbånd, Men den må jeg vise en anden gang. Jeg kan vældig godt lide denne lomme, da der kan leges lidt med diverse stoffer, og så kan man selv bestemme blikfang der skal være på lommerne.
Her et par eksempler på hvordan jeg har kombineret flere stoffer og faconer.
Rigtig god fornøjelse 🙂
Tak for en fin vejledning. Der hvor jeg synes det er svært er, når man skal sy med dobbeltnål. Man har kun et forsøg, for hvis man skal pille op, bliver det at se i stoffet. Jeg har prøvet det en gang på en barnekjole, og lovede mig selv, at jeg en anden gang ville finde en anden måde at lave lommer po. Men nu får jeg helt lyst til at prøve igen. Lige et lille tip. På Krestoffers hjemmeside, kan man finde et gratis lommemønster, lige til at klippe ud.
hej Ingelise. Hvis du skulle være så uheldig at have brug for at trævle en syning med dobbeltnål op, så prøv at trække i den tråd der ligger på bagsiden. Så er det utroligt nemt at trævle op, også så det ikke bliver at se i dit sytøj. Tak for et super godt tip med Krestoffers hjemmeside, hvor der ligger et lommemønster. Jeg vil straks tilføje det til indlægget 🙂
hej Ann-charlott. Tak skal du have 🙂
Dejligt, at du vil dele dine geniale sytips med os. Jeg skal helt sikkert prøve det, for lommerne fylder jo ikke noget – og i mit tilfælde er det en fordel.
Tænker om det vil være nemmere at “mærke” lommen fra forsiden, hvis lommeposen er overlocket. I tyndt stof vil locksømmen måske blive synlig efter presning. Har du erfaring med det?
Hej Anna-Marie. Det er lidt forskelligt om jeg bruger dobbeltnål eller bare stikker med en nål. Hvis jeg gør det med en nål, overlocker jeg lommekanten. Men jeg tror ikke det gør den store forskel mht at kunne mærke det igennem. Jeg syntes det er rimeligt nem at mærke overgangen ?
Hej sygal
Tusinde tak for dine informative indlæg. Du er så god
Hilsen Ann-charlott
Tak for din fine måde at vise den lomme på.
1. Det bliver en rigtig lomme ikke en snyde lomme!
2. Det ser meget flottere ud på denne måde
Mvh
Tina
Hej Tina. Tusind tak ? jeg er glad for at du kan bruge det. Der er flere måder jeg laver lommer på, og jeg skal nok lægge dem op på bloggen efterhånden som jeg syer dem ?
Tak for en meget overskuelig forklaring.
Det er første gang jeg rigtigt har forstået hvordan det gøres
Hej Bente. Tak for din kommentar. I øjeblikket får jeg ikke jeres kommentar, da bloggen driller lidt. Men nu er din poppet op. Tusind tak for din kommentar, dejligt at du kan bruge det 🙂