Julehjerter af gamle skjorter. Mønster fra Stof og Stil.

Jeg har tidligere sat et projekt igang om hvad man kan sy af gamle skjorter. Dette er mit 3. projekt. Søde hjerter til juletræet.

Det er rigtig sjovt at se hvor meget man kan få ud af sådan 7 skjorter og der er bestemt ideer endnu , som ikke er blevet syet op .

Jeg har fundet mønsteret på Stof og Stils hjemmeside, men er blevet gjort opmærksom på at det ikke ligger der mere. Du kan dog finde et mønster der ligner i dette link hos  Krestoffer.dk Du skal blot printe den ud i mindre størrelse end 100 %, da den ellers bliver for stor. Prøv dig frem, men jeg vil tro et sted mellem 80 – 90 %

Hjerterne her skal bruges til at hænge på juletræet. Der er fyldt lidt polyesterfiber indeni. Det er simpelthen en monterings pude, som jeg ikke brugte. De kan købes for 10-20 kr. Hjerterne er så let at lave at der måske ikke behøves mere forklaring. Men alligevel vil jeg lige sætte nogle billeder ind og lidt tekst, så kan du se om du kan bruge det. Projektet er ikke sværere end det kan mindre børn også være med til at lave.

Klip hjerte ud i dobbelt stof med ½ cm sømrum. Sy ret mod ret med stikkesting hele kanten rundt, men lad ca 3-4 cm være usyet. Klip sømrum i spidsen lidt ned og i midten af hjertet klippes næsten ned til syningen, pas på ikke at klippe syningen. Det sidste billede viser ved fingeren hvor jeg klipper ned.

Vend hjerte om til retsiden igennem det hul der ikke er syet og fyld lidt vat igennem hullet. Brug evt en strikkepind til at skubbe fyldet lidt på plads. Sørg for at få lidt ned i spidsen. Sy hullet til med små sting.

Find 2 knapper og noget bånd. Der skal bruges 22 cm bånd .

Fold båndet som billede viser og sy med små sting.

Sæt båndet på hjertet med små sting og sørg for at du ikke stikker igennem så de ses på den anden side. Placer knapperne og sy dem på. Færdigt. Man bliver lidt bidt af at sy dem og man kunne også pynte dem med nogle perler eller flere bånd.

 

15 thoughts on “Julehjerter af gamle skjorter. Mønster fra Stof og Stil.

  1. Hvor er de søde, og sikke gode ideer du har.. og tak for at vi andre der ikke er helt så kreative må “låne”
    Dine mønstervægte bragte mig har til siden, da det lige var hvad jeg manglede.

  2. Tusinde tak for dine gode idéer som du deler med os andre. Det er helt utrolige flotte sydetaljer du laver og vise, og som gør min syproces meget nemmere. Tak

  3. Hej. Hvordan får jeg hjørnet hvor hjertets buer mødes, pæne når hjertet er blevet vendt med retten ud? Spidsen er ikke et problem, men jeg får simpelthen sådan et grimt læg eller fold, der hvor buerne mødes på hjertet, i midten. Kh Hanne

    1. Hej Hanne. Det må være ned i bunden af hjertet modsat spidsen du mener. Jeg laver et lille hak ned i sømrummet. Tæt på stingene, men pas på ikke at klippe i syningen. Billede 5 viser det lille hak. Når hjertet er vendt om til retsiden, skal den stryges og så fyldes der lidt polyestervat forsigtigt ind. Håber du kan bruge det og at det lykkes dig. Kh Gitte

    1. Hej Hanne. Du trykker blot der hvor der står krestoffer.dk så kommer du til et hjerte mønster. Min er dog lidt mere aflang i det. Jeg laver nogle nye på et tidspunkt, og der skal jeg nok lægge mit eget mønster ind til print 😊

    1. Hej Anja. Mange tak skal du have. Hvis det er et tyndt bånd så skulle det ikke volde problemer. Men hvis båndet er lidt bredt, så giver det problemer med at vende. Det er jo syet ned i en spids. Så skulle man lave hjertet lige i spidsen, samme bredde som båndet. Hører gerne fra dig om det kan lade sig gøre hvis du giver det et forsøg 😍

    1. hej Helle. Mønsteret er et jeg har fra Stof og Stil. Jeg kan se at de desværre ikke har det længere. Der ligger et link til krestoffer, som har et lignende hjerte. Jeg vil forslå at du bruger det som udgangspunkt, og så blot klipper den lidt længere. Jeg kan desværre ikke give dig det andet mønster, da jeg ikke har tegnet det selv. Men inden længe går jeg i gang med forskellige juleprojekter, og der vil jeg tegne et hjerte. Det kommer nu nok ikke til at ligne helt det i indlægget, da jeg vil lave et mere skævt hjerte. Håber du har tålmodighed til at vente 😘

Skriv et svar til Lidija Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *