Jeg syede sammen med min kære veninde for et par uger siden. Hendes datter havde købt en kjole, og hun ønskede sig en nederdel, magen til underdelen på kjolen. Min veninde prøvede at tegne mønster til nederdelen, ved at måle ud på kjolen. Den blev utrolig utrolig fin. Mørkeblå med hvide prikker. Meget sommerlig og let. Sådan en måtte jeg da også have mig. Så jeg fik lov at tegne hendes mønster af. Men da jeg kom hjem, tænkte jeg at det mønster kunne man måske også lave ved at ændre på et mønster man i forvejen var glad for. Derfor fandt jeg dette mønster frem fra Onion http://www.onion.dk/3035-snitmoenster-a-facon-nederdele-med-laeg-og-lommer/
Det måtte da være muligt på en simpel måde at ændre på det mønster og så lave en nederdel med vidde i 2 lag.
Jeg havde nogle dage forinden købt en rest i Stof og stil i Esbjerg, og det kunne da være fint til at prøve det i. Det er tyndt viscose i et flot mønster.
Nederdelen er lavet som 2 ens nederdele, hvor den ene blot er meget kortere end den anden. De er derefter hæftet sammen øverst i kanten og der er så sat en lige strimmel på som løbegang.
Det er model A jeg går ud fra. På bagstykket klippes der 8 cm væk i øverste kant på onion mønsteret og der lægges 8 cm til ned langs siden. Jeg havde desværre ikke stof nok til at kunne lægge den til fold, så derfor har jeg en syning i midt bag. Glem alt om indsnittet øverst, den er ikke nødvendigt da det er en nederdel med vidde..Min nederdel er ca 52 cm lang..
Billedet viser at jeg har skåret 8 cm af i toppen af mønsterpapiret. Jeg har endnu ikke fået de 8 cm lagt til i siden.
Sådan ser bagstykket ud når det er klippet..
For at lave forstykket, sætter du lige lommemønsteret fast, så stykket bliver helt. Igen klip 8 cm af i toppen og læg 8 cm til hele vejen ned i siden.
Mønsteret er ikke lagt på, men jeg har klippet 8 cm af toppen på forstykket..
Læg derefter igen 8 cm til langs siden og klip det ud. Det kommer til at minde rigtig meget om bagstykket..
Nu har du til det ene lag på nederdelen. Det andet lag klippes på nøjagtig samme måde, det skal bare kun være 30 cm langt..
Her er det forstykket som er klippet til det korte stykke.
Så du har i princippet syet 2 nederdele. Den ene almindelig længde, den anden ret kort.
Sæt den korte nederdel udenpå den lange nederdel og sy en stikning øverst i kanten for at holde de 2 nederdele sammen. Klip en lang strimmel ca 11 cm bred og sy den på så linning, hvor der trækkes elastik igennem. Den måde jeg gør det på er nøjagtig samme måde som linningen er lavet på denne buks.
Derfor ligger jeg lige link ind til buksen, hvis du er i tvivl om hvordan du gør det http://sygal.dk/2018/06/bukser-med-vidde-onion-4032/
Tada.. et styk sommernederdel, som er meget nem at sy og skøn luftig at have på.
Måske lidt svært at se de 2 lag, så dette billede får i også lige.
Den er så fin!
Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor meget stor du har brugt. Hvor bredt har det været, og hvor mange meter havde du?
Hvor vid er den i bunden i omkreds? (Det svarer vel til bredden på stoffet?)
Jeg havde 115 (lang) og 135 bred, så jeg kunne ikke nå at lave 2 lag, hvis den skulle have meget vidde, så har blot lavet en nederdel med vidde i ét lag. Hvis jeg stadig kan få stoffet, kan jeg bare købe en ekstra 0,5 meter til det yderste lag tænker jeg.
hej Vivian. Mange tak skal du have. Jeg kan desværre ikke rigtig svare på dine spørgsmål, da det er flere år siden jeg har syet modellen og ikke kan huske det mere. Men hvis du går ud fra onion mønsteret og lægger det til som jeg skriver i indlægget, kan du regne dig frem til hvor meget stof der skal bruges. Håber det lykkes for dig og rigtig god fornøjelse.