Slå-om kjole fra Stof og stil

Dette kjolemønster prøvede jeg for et stykke tid siden at sy. Men med rigtig dårlig resultat, så dårlig at jeg straks klippede kjolen om til shorts. Men opgive mønsteret ville jeg nu ikke. Jeg tror bare jeg valgte det forkert stof og så var den for stram over armene. Jeg har nu prøvet at rette mønsteret lidt i ærmegab og ærme, og syet den op i noget skrap farvet viscose jersey. Det er normalt slet ikke mig at gå i noget som har så meget farve, og slet ikke noget som er så udringet. Men stoffet er købt for længe siden i Videbæk under et garagesalg, så det har ikke kostet ret meget. Nu skulle det bruges til kjolen.

Mønsteret er dette. Købt ved Stof og stil i Esbjerg

Som sagt gjorde jeg den en anelse større i ærmegab og tilsvarende øgede jeg på ærmerne. Det drejer sig ikke som særlig meget, ca 2 cm på hver ærme. Åh ja, så lavede jeg den også med 3/4 ærmer, da jeg syntes det virker lettere end lange ærmer.

Sy vejledningen er temmelig nem at gå til, dog er der lige et par punkter hvor jeg enten gør det lidt anderledes, eller hvor jeg syntes det lige knap  er forståeligt nok. Derfor vil jeg gerne vise jer hvordan jeg har syet den.

Sy vejledning:

Kjolen bliver syet med elastiske sting næsten alle steder. Jeg bruger en søm som minder meget om en overlock.

Start med at folde bindebåndet på den lange led, så retsiden vender indad. Sy den langs den korte ende og derefter langsiden. Vend båndet rundt til retsiden og pres den. Lav den anden magen til.

Nu skal bindebåndet syes på halskanten. Sæt en nål i midten af den korte side på halskanten og sæt bindebåndet fast med nåle, ret mod ret, så bindebåndet flugter med midternålen.

Sy en stikning, så bindebåndet sidder fast. Det kan du se ved min finger.

Fold nu halskanten op omkring bindebåndet, så båndet nu ligger inde imellem halskanten

Giv det igen en stikning igennem alle lagene i samme syning som tidligere.

Vend halskanten rundt til retsiden og det ser nu sådan ud.

Det gør du ved den anden halskant også. Læg dem til side, for nu skal du lige ordne forkanterne på forstykkerne. Det er den kant som jeg holder min finger ved. Jeg bukker den bare 1,5 cm om og stikker med dobbelnål.

Sy halskanten på forstykket. Sørg for at pasmærker kommer til at passe. Halskanten skal holdes lidt til. Her er der sat nåle i , klar til at sy den på

Det er vigtigt at sammensyningen på halskant/bindebånd rammer helt præcis med forkanten. Det er punktet ved min finger på næste billede

Når du syer halskanten på , skulle det så gerne se sådan ud ved det punkt.

Sømrummet på halskanten skal ligge ind i kjolen og for at hjælpe lidt med at holde det på plads, kan du give en lille stikning i forkant, som rammer ned i din dobbelte stikning på forkanten.  Det kan slet ikke ses når du gør det på den måde. Og jeg tror heller ikke du kan se det på billedet. Men det er ved saksens spids

Nu syer jeg så skuldersømmen sammen. Bagstykket skal gå ca 1 cm ud over halskanten. Det ses ved min finger

Jeg er rigtig glad for at bruge skulderbånd, da jeg syntes netop  i viscose jersey kan sømmene godt trække sig. Så jeg lægger et stykke bånd langs skulderen og stikker ned det.

Nu klipper jeg en lang strimmel som er ca lige så lang som bagerste halskant og ca 4 cm bred.

Sy den på bagerste halskant ret mod ret, med et let træk i strimlen. Start fra skuldersømmen og slut ved den anden skuldersøm

Ved skuldersømmen ser det så sådan ud.

Buk strimlen rundt til bagstykkets vrangside og sæt fast med nåle.

Sy nu med dobbeltnål og klip det overskydende stof af på vrangsiden.

Nu har du en fin kant, som tilligemed ikke så nemt trækker sig ud af facon.

Sy kjolen sammen i venstre side ret mod ret. Derefter skal højre side syes sammen. Men du skal lade et hul være i højre side.  Der sidder pasmærker i mønsteret hvor det hullet skal være. Her er hullet ved min finger.

Sy ærmerne sammen ret mod ret.

Nu skal ærmerne bare sættes i ærmegabene efter pasmærkerne. Derefter lægges kjolen op og ærmerne lige så. Jeg har gjort det med dobbeltnål.

Uh så er det ellers bare at prøve kjolen…

Den sidder rigtig godt og er mega behagelig at have på. Meeen må indrømme den er ret udringet. Jeg tror til hjemmebrug går det fint an. Men ellers tror jeg nu nok at jeg vil bruge en top indenunder. Den sidder godt ved brystet, og den gaber overhoved ikke. Alligevel vil jeg til hverdags brug føle den viser for meget bryst, men det er nok en smagssag. Et rigtig godt mønster, som jeg tror jeg vil sy i noget mere festligt stof, så den kan bruges som julekjole 😘

Håber du kan bruge indlægget som inspiration, og smid gerne en kommentar om hvad du syntes om mønsteret 😊

 

 

 

 

 

 

 

20 thoughts on “Slå-om kjole fra Stof og stil

  1. Syntes du skal lade være med at være så farve forskrækket, det klæder dig med farve og nedringning ved brystet er kun dig der syntes det, du ser fantastisk ud i kjolen

  2. Rigtig flot kjole. Utrolig flot vejledning. Jeg kunne dog godt bruge info om hvilke sømme du bruger foruden oplægning som er beskrevet. Jeg vil klart prøve at følge din vejledning når mønster og stof er købt. Tak

    1. Hej Gitte. Jeg tager lige et par billeder i morgen af hvilke sting på min maskine jeg bruger, men det afhænger ofte af hvad din egen symaskine har af udvalg af stræksømme. Hm.. måske skulle jeg lave et indlæg om de forskellige sømme , tak for ideen 👍

  3. Hej.
    Du har endnu engang syet en flot kjole. Den passer dig super godt og farven er skøn til dig. Prøv mere med skrappe farver🤗

  4. Hvor er den fin. Du er flot. Du kan sagtens bruge den uden top under. Du er en flot kvinde, det skal du da ikke gemme👍🙂.
    Meget fint håndværk.

  5. Super fin kjole til dig. Jeg har netop købt mønstret og har også konstateret at mine arme heller ikke kan være i ærmerne :o( Hvordan har du forstørret ærmegab og ærmer? Har du en nem løsning?
    Tak for dine altid gode forklaringer

    1. Hej Mette. Mange tak. Den nemmeste måde er at du klipper ærmemønsteret op i den linje hvor der er lavet et mærke til skuldersøm. Så rykker du mønsteret ca 1-2 cm fra hinanden afhængig af hvor meget du mangler. Ved forstykker og bagstykker på kjolen udvidede jeg lidt i ærmegab. Det er sikkert slet ikke den rigtige måde at gøre det på, men det virkede hos mig 😉

  6. Hej
    TAK, for din fine vejledning. Den var virkelig brugbar, til en ikke særlig rutineret syer, som mig.
    At jeg så pillede ærmerne af og ændrede skulder sygningenens placering, er jo min egen skyld.
    Tak igen.
    Næste projekt er slå om nederdelen med flæser….
    Vh Camilla

    1. hej Camilla. Mange tak for din kommentar. Dejligt at høre du kunne bruge det, og rigtig god fornøjelse med næste projekt

  7. Hej, 1000 Tak for en skøn sy side 🙂 Denne kjole har jeg lige syet og den har en god pasform og tak for de gode råd… da mønsteret er nemt tænker jeg om man kan sy den i fastvævet stof? og om man så skal ændre noget ved mønsteret ? mvh Lis

    1. hej Lis. Mange tak for din søde kommentar 😍 umiddelbart ville jeg sige at du ikke kan bruge mønsteret til fast stof. Jeg tror du bl.a kommer til at mangle et bryst indsnit. Nogle gør dog det at de vælger et nr større størrelse i mønster når de får fra strækstof til fast stof, men må sige at det har jeg desværre ingen erfaring i om det kan lykkes. Jeg ville hellere foreslå det mønster der hedder Onion nr 2010. Der ligger under syvejledning og derefter kjoler et indlæg om netop det mønster. Det er et rigtig godt mønster. Skriv lige til mig hvis du ikke kan finde indlægget 😊

  8. Hej, mange tak, fordi du deler! Jeg har nemlig haft kig på dette mønster et stykke tid, men jeg var ked af ikke at se kjolen på et rigtigt foto først 🙂
    Mvh
    Marie

    1. Hej Marie. Jeg er glad for at du kan bruge mit indlæg. Billeder i et katalog er sjældent gengivet helt rigtig, da der både bruges klemmer og nåle for at få tøjet til at sidde pænest. Det giver tit et forkert indtryk af modellen. Derfor kan man blive gevaldig skuffet når man først har fået syet model op 😊

Skriv et svar til Gitte Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *