Slå om-kjole syet efter Onion nr 2010

Denne slå om-kjole er syet efter et mønster fra Onion. Mønsteret er beregnet til fastvævet stof. Du kan læse lidt mere om mønsteret her i link

Jeg har valgt at sy den i model B

Stoffet er en blød og lækker fastvævet viscose fra KreStoffer i Odense.

Der ligger en rigtig god vejledning ved mønsteret, dog vil jeg gerne supplere med nogle billeder..

Det er et rigtig godt mønster og den er nem at sy.

Jeg bruger normalt en str 38-40, og jeg valgte at sy den i str 40. Størrelsen passer mig rigtig fint, jeg har ingen ændringer foretaget mig. Det vil så sige, jeg har dog klippet 10 cm af i længden på model b og jeg har lavet en lille flæse på nederste ærmekant.  Det beskrives længere nede. Ved den næste vil jeg vælge at lægge 2 cm sømrum til langs forkanterne, da jeg synes det bliver pænest om forkanterne kan bukkes 2 gange og stikkes. Men har du en overlocker kan det også gøre pænt med en sådan og så blot vende kanterne 1 gang og stikke dem fast. Du skal selvfølgelig siksakke kanterne efterhånden som du syer, så det skriver jeg ikke rigtig noget om.

Jeg lagde 3 cm til ærmerne i stedet for de 2,5 cm , da jeg ville lave en lille rynkeeffekt.

Jeg kunne sagtens få til bindebånd ned langs siden af stoffet. Jeg klippede blot 2 lange strimler på 5 cm, og foldede dem til ca 1,5 cm bredde. De fik en stikning i begge sider af båndet.

Start derefter med at stryge noget vlieseline på belægningerne, mønsterdel 3 og 4. Jeg valgte en blød tynd vlieseline.

Sy belægningerne sammen ret mod ret ved deres skuldersømme. Jeg har sat nåle i, klar til at sy

Pres derefter sømrum fra hinanden.

Sy brystindsnittene på forstykkerne. Sørg for at binde knude på trådene ude i spidsen.

Sy indsnittene på bagstykket, det har jeg desværre ikke lige taget billeder af. Stryg indsnittene på bagstykket ind mod midten af bagstykket.

Læg bagstykket ovenpå forstykkerne ret mod ret, og sy skuldersømmene sammen.

Sæt nu det ene bindebånd fast på forstykket efter markering på mønsteret. Bindebåndet skal ligge ind i kjolen.

Sæt det andet bindebånd fast på det andet forstykke på samme måde. Du kan evt sy en lille stikning hen over bindebåndet, så kan du nemlig fjerne knappenålene og bindebåndet rykker sig ikke.

Sæt din belægning ovenpå så det ligger ret mod ret ved forkanter og nakke. Sørg for at skuldersøm ligger ovenpå skuldersøm. Sæt godt med nåle i. Belægningen skal holdes en anelse til, og det er helt med vilje, for at kanten ikke skal komme til at flane. Belægningen skal også sættes fast ned over bindebåndet.

Sy belægningen fast med en syning.

Klip sømrum på det lag med vlieseline ned til det halve og vend belægningen rundt til vrangen.

Det kan blive nødvendigt at klippe nogle små hak rundt i belægningen ved nakken. Eller vil det rynke når du vender belægningen. Pas på du ikke bliver for ivrig og klipper ned i syningen.

Sæt godt med nåle i kanten rundt. Sørg for at du lige trækker belægningen 1 mm om til kjolens bagside, så ses den nemlig ikke fra retsiden.

Forkanterne gør du ikke noget ved endnu. De er blot åbne.

Sy belægningen fast ved at sy en stikning ca 3 cm inde. Ret svært at se, men ved min finger er der en stikning.

Sy sidesømmene sammen nu på kjolen, dog lader du et lille hul være usyet i højre side efter markering på mønsteret.

Sy ærmet sammen ret mod ret. Stryg det og vend det om til retsiden. Det gør du ved begge ærmer.

Sy ærmerne i kjolen ret mod ret ved at vende kjolen om til vrangen og så putte et ærme ind i ærmegabet. Sørg for det er det rigtige ærme, tjek med markeringerne på mønsteret. Nu kan du prøve kjolen og evt rette den lidt til hvis det er nødvendigt. Bindebånd skal trækkes igennem det lille hul i højre side.

Nu skal kanten på ærmerne laves. Jeg bukkede de nederste kanter på ærmerne 3 cm og syer en stikning 1 cm inde.

Sy derefter en stikning mere ca 1,5 cm fra den første stikning. Lad et lille hul være usyet og træk en elastik ind igennem.

Sy elastikken sammen og sy over det lille hul. Nu vil det give en lille rynkeeffekt.

Læg kjolen ca 2 cm op og stik det fast. Derefter kan du folde forkanterne og stikke dem fast. Her har jeg sat nåle og gjort klar til syning.

Så er du færdig med kjolen.

Jeg konstaterede dog at jeg ikke kan forliges med at den er så åben foran. Når jeg bevæger mig føler jeg der er udkik til brysterne, så jeg valgte at sy det øverste stykke fast med små sting. Det kunne jeg gøre uden problemer, da jeg nemt kan få kjolen på ved at trække den ned over hovedet.

 

Den sidder rigtig fint bagpå. Jeg har siddet ned i kjolen og som du kan se, krøller stoffet nemt. Nederste kant ser faktisk ret skæv ud, men det må være vinklen og måden jeg står på, for den er ikke skæv 😁

Jeg synes det er en rigtig dejlig kjole. Den bliver skøn til de varmere dage. Den er helt sikkert på min favoritliste 😘

Håber du kan få glæde af vejledning, eller som inspiration.

Smid gerne en kommentar hvad du synes om den.

6 thoughts on “Slå om-kjole syet efter Onion nr 2010

  1. Jeg ELSKER din side og bruger den rigtig meget. Dine beskrivelser og gennemgang er super gode!! Er på nuværende tidspunkt i hang med at sy en sommertid efter sit mønster🤗
    Så tak for dine fine billeder og beskrivelser!!

    1. Hej Tonie. Tusind tak for din søde kommentar, den bliver jeg rigtig glad over at få 😘 og stor tak for at du følger bloggen 👍

  2. Hej Gitte, tak for svar.. Så har jeg fundet indlægget med Onion 2010, den prøver jeg. 1000 tak 🙂

  3. Hej Gitte, jeg skal til min søns bryllup i august og mangler en kjole til “fastvævet” stof med liiidt stræk i; afmålt 25 cm kan strækkes til 28-29 cm.
    Jeg har overvejet Orion 2010, men synes måske ikke at den er så god som lang model? Ærmerne i Onion 2010 er lige mig – måske med lidt flere rynker i ærmekuplen😊. Hvad tænker du om en længere model af den? Eller kunne du foreslå en anden model?
    Med venlig hilsen
    Lone Larsen

    1. hej Lone. Onion 2010 vil være flot som lang model. Måske du blot skal skråne siderne lidt ud, for at få lidt mere vidde i nederst i kjolen. Ellers tror jeg den måske vil gå for nemt “op” i overfaldet. Du kan sagtens ændre til mere puf i ærmerne. Det er der vist også et indlæg om hvordan du gør. Prøv evt at skriv pufærme i det søgefelt der er på bloggen. På pc ligger det til højre for teksten. På mobil ligger søgefelt under de første 10 indlæg på forsiden. Rigtig god fornøjelse, og stort tillykke med din søns kommende bryllup

Comments are closed.