Denne taske er inspireret af en taske, som min mands niece fik juleaften af sin far. Jeg syntes den var så fin, og tænkte den også lige var noget for mine 2 piger. Derfor har jeg leget lidt med et mønster til en mulepose som ligger her på bloggen. Jeg har blot udeladt syning af hjørner i bunden og indsat en flæse. I første omgang tænkte jeg ikke, at jeg ville lægge vejledning ind til den, da den er så lig muleposen på bloggen. Men da jeg havde lavet den første taske, valgte jeg alligevel at skrive målene ned og tage billeder. Så nu kan i lige så godt få både tegning og vejledning.
Stoffet jeg har valgt at sy i er noget der ligner fake ruskind, købt ved Stof og stil i Esbjerg. Førhen tror jeg man kaldte det alcantar. Jeg var spændt på om det kunne virke med flæsen, da stoffet er lidt kraftigt, men det synes jeg sagtens det kan. Vær opmærksom på at hvis du bruger det samme stof som jeg, skal du ikke stryge stoffet, men blot dampe det. Det kan ikke tåle at du sætter et strygejern ned på det. Hvis du vil se den anden mulepose jeg har syet hvor der er hjørner i, ligger det i dette indlæg
Mærket på tasken er siden kommet af, da mine piger ikke kunne lide det.
Stoffet indeni er noget bomuld jeg havde liggende og jeg kan ikke huske hvor det er fra.
Ønsker du at sætte lommer indeni tasken skal du sy dem inden du sætter foeret på tasken. Jeg har valgt ikke at sætte nogle i.
Mønsteret til tasken skal du selv tegne. Det består udelukkende af firkanter af forskellige størrelser. Du kan printe tegningen til tasken her i link muleposexmedxflaese
Sy-vejledning:
Start med hankene som er mønsterdel D. Buk dem på den lange led med retsiden indad. Sy langs langsiden med 3/4 cm sømrum og vend dem om til retten, evt med en sikkerhedsnål. Giv hankene en stikning i hver side.
Tag del B og sæt en hank fast 6 cm på hver side af midten på del B. Sørg for hanken ligesom vender nedad.. Sy evt en stikning i kanten for at holde den på plads. Lav den anden magen til.
Nu skal flæsen laves. Tag mønsterdel C og buk den ene langside smalt 2 gange. Sy en stikning.
Den anden langside skal rynkes. Det gøres ved med lange sting at sy 2 stikninger med ca ½ cm mellemrum. Start og slut med nogle lange tråde, hvoraf du trækker i de 2 tråde der enten er overtråd eller undertråd.
Træk forsigtig i de 2 tråde og det vil rynke
Rynk det ind så det er 39 cm og sæt det på retsiden af mønsterdel A. Flæsen vender med vrangsiden nedad.
Sy en stikning ned midt i de 2 rynketråde og flæsen sidder nu fast. Min flæse stritter ret meget da mit stof er rimeligt kraftigt. Derfor får det lige noget damp, så rynkerne lægger sig lidt ned. Jeg har også givet det en stikning ned langs siden for at holde flæsen på plads. Det gør det lidt nemmere når tasken senere skal syes sammen.
I den anden ende af mønsterdel A Syes den anden flæse på, på samme måde. Tag derefter mønsterdel B hvor hanken er syet på og læg den ovenpå med retsiden nedad.Hanken skal være nedad.
Sy delene sammen og gør det samme i den anden ende
Nu ser det sådan ud
Tag nu foeret mønsterdel E og sy det fast på tasken, et stykke for hver ende, ret mod ret. Så ser det sådan ud.
Fold nu tasken til halv længde, med vrangsiden udad. Derved kommer yderstof til at ligge på yderstof og foerstof ovenpå foerstof.
Sørg for at stofferne ligger pænt ovenpå hinanden ved overgangene og sy 7 cm nederst på foeret og op af langsiden. Det samme gøres i den anden side. Jeg har markeret det med en rød streg
Der er så et stykke som ikke er syet i foeret og derigennem kan du vende tasken. Så ser det sådan ud
Sy hullet til med en stikning i kanten
Prop foeret ned i tasken så man kan se 3 cm af yderstoffet øverst og du er ved at være færdig. Du mangler lige at give det en stikning rundt og sy en stikning ved hankene.
Det er helt op til dig hvordan du vil lave syningen ved hankene men mine er syet som en firkant med et kryds indeni
Damp tasken let og du er færdig.
Jeg synes den passer så fint til min nye kjole og støvler. Men den er jo slet ikke til mig, den er til yngstedatteren…
Og så fik jeg også lavet en til ældstedatteren..
En taske der er meget enkel og nem at sy. Helt sikkert en taske hvor alle kan være med, uanset om man er nybegynder eller øvet.
Skulle det være første gang du skal igang med flæser, vil jeg foreslå et stykke stof som er mere tyndt end mit. Det vil gøre det lidt nemmere at arbejde med. Vil lige nævne at den jeg er inspireret af, var lavet i blomstret bomuld i ganske almindelig kvalitet.
Håber du kan bruge indlægget og smid gerne en kommentar hvad du synes om tasken.
Tak for alle dine fine vejledninger og gode ideer.
Nu har du jo fortalt, at du har fået en ny overlocker – måske du så også har fået en “rynke-tryk-fod” til den? Så er de SÅ nemt at lave flæser!
Mvh. Else
Hej Else. Tak for at du læser med. Jeg har været ved at kigge på en sådan fod. Men har endnu ikke fået taget mig sammen til at bestille den. Den skal helt sikkert på ønskesedlen 👍 Det lyder jo ret genialt at den kan lave rynkerne😊
Hej. Hvor er det en LÆKKER mulepose. Tusind tak for den udførlige vejledning 😀
MVH Katrine
Mange tak Katrine. Dejligt at du kan bruge det 😘