Dørstopper syet af stof. Diy

Datteren boer i en ældre lejlighed i Århus, hvor dørene er gamle og lidt skæve. Det er vel ret typisk  for sådanne boliger, men det er irriterende at man ikke kan have dørene stående åbne. De lukker i. Derfor fik jeg til opgave at sy hende 2 dørstopper. Gerne i velour og nogle der kunne passe ind i hendes boligstil. Troede i grunden det var en ganske nem og lille opgave, men det var det nu ikke. Jeg måtte sy flere forskellige modeller op før jeg fandt en som jeg var tilfreds med. Det endte ud med denne model. Den vejer 1,8 kg og måler 12 x 12 x 12 cm.

Det er i bund og grund blot en firkant med en sløjfe øverst. Lukket med velcrobånd og fyldt med sand og fiberfyld. Stivet af med en plastik dækkerserviet/skriveunderlag fra Tiger butikken.

Ved datterens satte jeg lukning med velcrobånd på den ene side. Ved min egen lavede jeg den i bunden. Det fungerer bedst med den i bunden og så ses den jo slet ikke.. Så undervejs vil jeg skrive at du skal gøre det lidt anderledes, da billeder er taget hvor jeg har sat den i siden.

I øvrigt vil den også være god som bogstøtter…

Jeg har lavet en DIY på den og mønsteret kan du printe her i link : dorstopper

Jeg har brugt møbelvelour fra Stof og stil. Datterens dørstopper skulle være fin og lidt romantisk. Jeg fik lyst til at lave en til mig selv, den skulle være mere rå og gammeldags, derfor lavede jeg den om øverst. Jeg erstattede sløjfen med ringe og en læderstrop. Om du vælger læderstrop eller sløjfe er en smags sag, men du skal lave et eller andet i toppen, da det gør det nemmere at flytte dørstopperen. Der er indeni sand i 2 frostposer og efterfyldt med fiberfyld fra en pude.

Klip 5 firkanter efter del A, 2 dele af del B og ligeså 2 dele af del c hvis du vil lave sløjfen.

Start med at folde del C på den lange led med retsiden indad og sy langs siden.

Vend om til retsiden.

Læg båndet sy syning er i midten og giv det en stikning for enden..Lav det andet bånd magen til

Tag 2 mønsterdel A og sy dem sammen ret mod ret langs den ene side. Start med første sting  lidt nede på stoffet ( dit sømrum) og slut Ved dit sømrum. Jeg sætter en prik med skræddertusch for at være sikker på at få startet og stoppet det rigtige sted. Det er vigtigt du er omhyggelig..

Tag det næste stykke del A og sæt det på den anden side, ret mod ret. Så der kommer 3 dele ved siden af hinanden.

Sæt den 4. stykke til på samme måde og sy nu 1. og 4. del sammen så det danner en firkant.. Se bort fra at det ene stykke er delt og med velcro.. Forestil dig det er 4 ens stykker stof..Det er bedre at du sætter lukning i bunden. Så det kommer vi nu til…

Tag de 2 dele B og sy velcrobånd på retsiden.

Fold det stykke med det bløde bånd om til vrangen og sy en stikning.

Læg de 2 stykker ovenpå hinanden og tjek at det nu måler præcis som del A. Gør det ikke det, skal du klippe det til.

Nu skal du sætte bindebåndene fast på det sidste mønsterdel A. Placer det på midten af siden og giv det en stikning så det holdes på plads. Skulle du ønske at sætte ringe og stropper ind som på min skal det også gøres nu.

Nu skal dette stykke syes på de andre stykker der dannede en firkant, ret mod ret. En side af gangen. Igen du starter og slutter præcist dit sømrum inde på stoffet.. Her er første side syet fast. Bemærk mine blå prikker der viser hvor jeg skal starte og slutte.

Fortsæt med næste side. Vrid ligesom sømrummet lidt til side, så bliver det nemmere at komme til

Sy imellem de blå prikker…

Fortsæt på samme måde til alle 4 sider er syet. Du har nu en firkant som du kan stikke hånden ind i, da den jo mangler bunden..

Nu skal du sy bunden. Det er med det stykke som er syet med velcro. Det syes på, nøjagtig som toppen er blevet syet på. En side af gangen..til du har alle 4 sider syet. Nu har du en lukket firkant. Åben velcrobåndet.

Vend  til retsiden igennem hullet i velcobåndet og prik alle hjørnerne på plads.

Bemærk at på billedet vender min lukning ikke den rigtige vej.Som tidligere nævnt startede jeg med at sætte lukning i siden , men fandt ud af at det var bedre i bunden. har du ellers fulgt min vejledning er din lukning nu også i bunden. Nu kan du vælge at sige din dørstopper er færdig og fylde den med sand som er puttet i frostpose og efterfylde med fiberfyld. Det gjorde jeg ved de første jeg lavede. Men jeg ville gerne have siderne mere lige og faste. Derfor sætter jeg plastik ind, men det er ikke en nødvendighed..

Nu tager du et tyndt plast underlag og klipper det ud som et lang stykke på 48 cm og  12 cm bredt. Vær omhyggelig med at klippe stykket lige.

 

Rids ned i plastikken efter 6 cm derefter 12 cm, igen 12 cm , igen 12 cm og tilsidst 6 cm. Jeg ridsede med en lille skarp saks.

Nu er det nemt at bukke plastikken i de ridsede linjer

Tape de 2 små sider sammen, ved at støde dem samme. Sæt tape på begge sider af plastikket.

Fold plastikket sammen, så kan du nemlig få det igennem hullet i firkanten.

Sid stille og roligt og nørkl med det, så det kommer ud og sidder pænt rundt på de 4 sider. Der kommer altså ingen plastik i toppen og bunden af firkanten..

Nu skal du putte noget fiberfyld ind i firkanten. Men forinden skal du lige sætte en stykke velcro hen over det bånd der stikker, ellers vil fiberfyldet blot sætte sig fast i det..

Put 2 fryseposer indeni hinanden og prop noget af posen indeni firkanten.

Fyld nu sand i og bind derefter en knude på posen

Prop posen helt ind og fyld efter med fiberfyld. Sørg for at komme godt ud i hjørnerne.. Luk åbningen og vend firkanten om så bindebånd er øverst. Bind en knude

Så er den færdig.

Datteren er meget tilfreds med hendes dørstopper.

Nu skal jeg bare igang med den næste og derefter lave min egen færdig.

Håber du kan bruge indlægget som inspiration og smid gerne en kommentar.

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *