Man kan finde mange fine sæt sengelinned i genbrugsbutikker. De koster som regel ikke særlig meget, og på den måde får du 4 meter bomuldsstof til næsten ingen penge. Det er et godt materiale at bruge til hvis du skal prøvesy en ny model, før du klipper i det dyre stof. Her er der råd til at gøre fejl og skulle det gå så galt at du opgiver modellen, har det været en billig fornøjelse. Er du nybegynder udi syning, så er sengelinned også helt perfekt at starte med. Fastvævet bomuld, som det meste er lavet i, er nem at arbejde med.
For noget tid siden fandt jeg et stribet sæt sengelinned i genbrugen. Det har jeg brugt som foer i tasker og nu har jeg også fået syet mig en sommerkjole i det.
Før man starter med at sy i sengelinnedet skal det vaskes og tjekkes for pletter, huller og slid. Det er jo ærgerligt at få noget syet, og det så går i stykker efter første gangs brug, eller har pletter et synligt sted.
Til kjolen har jeg brugt et mønster fra Stof og stil, som jeg dog har ændret lidt. Det er nr 23159. Ønsker du at læse mere om mønsteret ligger det i dette link
Mønsteret er med lange ærmer, men jeg har blot afkortet dem. Jeg har gjort halsudskæringen lidt større og sat knapper ned foran. Mønsteret er beregnet til at forstykke skal ligge til fold, men jeg har blot lagt 6 cm til midt for på begge forstykker. Efterfølgende stryges kanten 1 cm til vrangen, derefter bukkes der 3,5 cm og stryges og til sidst stikkes ned langs kanten. I midten af stolpen ( som det kaldes) sættes knapperne i den ene side og knaphuller laves i den anden side. Jeg viser dig lige på et stykke stof hvad jeg mener. Her er der strøget 1 cm om og derefter 3,5 cm. Det er vrangen der ligger opad.
og sådan ser det ud når det foldes og du skal så stikke ved min finger.
I halsen på kjolen har jeg lavet en belægning. Træknapperne har jeg købt i Prag forrige år under en ferie.
Bæltet er blot en lang strimmel der er syet dobbelt. Jeg havde desværre ikke nok stof til at jeg kunne lade striberne gå på langs.
Jeg har ændret lidt på størrelsen på flæserne. Den øverste flæse er 80 cm bred og 41 cm lang x 2 stk. Den nederste flæse er 120 cm bred og 37 cm lang x 2 stk.
Jeg synes kjolen er blevet ret sød og sommerlig. Den kan bruges både med bælte og uden.
Med bælte..
og uden…
Mine sko passer næsten for godt til.. Verdens bedste sko hvis jeg selv skal sige det. Jeg har flere par i mærket. Det er sko jeg kan holde ud at have på en hel dag på arbejde, hvor jeg det meste af tiden står op. Selv da jeg døjede med hælspore, kunne jeg have dem på. Heldigvis er det gået i sig selv igen. Skoene er købt ved Skobox.dk og mærket hedder Woden
Det bliver en skøn kjole til arbejde.
Et lille tip. Du behøver ikke suse i genbrugen efter sengelinned. Du kan faktisk også være heldig at finde et skønt sæt sengelinned i butikkerne under udsalg. Ofte har de det de kalder en solist og så vil den som regel være til en rigtig god pris. Du får hele 4 meter stof og en pudebetræk i et sådan sæt. På nettet kan du også finde mange fine sæt.
Håber du kan bruge indlægget som inspiration.
Elsker du også at rende i genbrugsbutikker og finde gammelt skrammel som får nyt liv ?
Hvilken genbrugsbutik er din favorit ? Jeg har tænkt mig at vi skal lidt rundt i landet når det bliver sommerferietid, så kunne godt bruge nogle tip 😍
Sikke en god ide – og et flot resultat 👍
Hej Jytte. Mange tak skal du have 😊
Den er bare så fin, men bedst uden bælte synes jeg. Så fin med cowboyjakken til. 🤗
Hej Ingelise. Mange tak, det er også sådan jeg bedst kan lide den. Ja cowboy jakken gør den lige lidt mere rå 👍
Hejsa.
Endnu et inspirende oplæg! Du er virkelig god til at forklare. Tak for dig og din blog.
Hilsen Marianne
Hej Marianne. Mange tak for din søde kommentar, den gør mig glad 😍
Flot flot arbejde, som altid 😍 Jeg er også bidt af genbrugs-dillen. Kommer mest i butikkerne i Ry og Skanderborg, men har også været heldig at finde noget helt nyt sengetøj i en stor genbrugsbutik i Middelfart
hej Annette. Mange tak skal du have. Ja man bliver nemlig lidt bidt af det 🤣 Et lille tip, de mindre genbrugsbutikker er som regel dem med det bedste `guld`😁, men Skanderborg og Middelfart er også blandt nogle af mine favoritter😍