Et lille etui til mit mundbind. DIY

Som opfølgning til et tidligere indlæg med et syet mundbind, kommer denne lille diy. Jeg synes nemlig man får et behov for at have noget at opbevare sit mundbind i. Det vil være godt at have et rent ekstra mundbind liggende i sin taske, eller i handskerummet i bilen. En god ide er at putte etuiet med mundbindet ned i en lille plastpose efterfølgende, så det ligger ekstra godt beskyttet. Men det er i sidste ende op til hver især. Jeg tænker bare det må være fornuftigt at opbevare det i et etui, i stedet for det roder rundt sammen med alt muligt andet i en taske.

Mønsteret er næsten så enkelt som det kan være. Det er blot en lang strimmel, med en strop og noget velcro bånd, så jeg tror det er nok at i får en skitse med mål. Derefter vil jeg på nogle billeder vise jer hvordan jeg syer den. Men måske skulle jeg starte med at vise hvordan jeg folder mit mundbind, så det fylder mindst muligt, og hvor næsestykket ikke bliver bøjet. Mønster til mit mundbind, sy-vejledning og alle de spekulationer jeg har gjort mig omkring emnet, kan du læse mere om i dette indlæg 

Mit mundbind ser sådan ud.

Jeg har lavet flere i blomstrede stoffer, som kan bruges, når man føler de skal være lidt pænere end de sorte, som jeg ellers har syet.

Mundbindet er syet med et næstestykke i metal, og derfor skal de foldes på en bestemt måde for ikke at knække metallet. Start med at folde langsiderne ind til den syning der på langs og giver mundbindet facon.

Fold derefter enderne op. Op til at du kan mærke metallet i næsestykket. Det er derfor det metalstykke der afgør hvor meget dit mundbind kan foldes ind til. Metallet har jeg købt ved Rito.dk

Slå nu elastikken rundt omkring mundbindet.

Det samme gør du i den anden side. Det fylder ikke meget når det er lagt sammen rigtigt.

Skitsen med målene kommer her. Bemærk at jeg bruger 7,5 mm til sømrum, og de er tillagt målene. Vil du bruge andet sømrum må du ændre på målene.

Syning af etui:

(Etuiet bliver syet med franske sømme i siderne, forklaring længere nede)

Start med at folde stoffet til den lille strop på midten af de 10 cm, ret mod ret. Den måler nu 5  x 4,5 cm. Sy ned langs de 2 sider der måler 5 cm og vend stroppen rundt. Sy et lille stykke velcrobånd på stroppen, i den ende der er foldet. Brug den bløde del af velcroen.. Sy det andet stykke velcro( den hårde del) på selve etuiet efter tegningen.

Buk den korte kant på etuiet 2 gange og skub stroppen ind under i den ene ende. Stroppen skal ligge så velcroen vender ned  mod stoffets bagside. Sy ombukket fast med stikketing i begge ender.

Buk stroppen opad og sy den fast i kanten med en stikning.

Fold stoffet på midten,  vrang mod vrang og sy ned langs begge sider, ca ½ cm inde.

Vend etuiet om til vrangen, og sy igen ned langs begge sider, ca 7 mm inde ( du har nu lavet det der faktisk hedder fransk søm- sømmen er lukket inde)

Vend etuiet om til retten og du er færdig..

Ønsker du at lave lidt facon på dit etui, kan du vælge at sy hjørner. Men det er slet ikke nødvendigt, med mindre du måske vil have etuiet til at rumme mere end 1 mundbind. Vil du have hjørner på, vender du etuiet om igen til vrangsiden og folder de 2 nederste hjørner på tværs som næste billeder viser.

Så ser det sådan ud.

Etuierne får lidt mere højde ved at sy hjørner og dermed kan de nemt rumme 2 bind.

Men hjørnerne er som sagt ikke nødvendige, hvis det blot skal rumme 1 mundbind. Perfekt lille størrelse til at have med i tasken.

Håber du kan få glæde af mit indlæg, og du må meget gerne tagge mig på instagram, hvis du bruger mine vejledninger. Jeg vil så gerne se hvad du får syet 😍

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *