Sy med kantebånd

Kantebånd eller skråbånd kan bruges til mange sy projekter. Med dette indlæg vil jeg gerne give nogle tip til hvordan det kan bruges. Der findes flere måder at sy det på, og man kan ikke sige den ene måde er mere rigtig end den anden. Det her er den måde jeg synes er nemmest, og det giver et rigtig pænt resultat. Jeg vil prøve at dele det op i forskellige afsnit. Nederst i dette indlæg ligger link til flere indlæg omkring båndet og anvendelse af det. Du kan købe kantebånd færdiglavet eller selv lave det.

Jeg syer altid kantebåndet på vrangsiden af det stof som båndet skal sidde på. Der er som regel en lille forskel i de 2 ombuk der er på et kantebånd. Det ene er lidt smallere end det andet. Det er meningen at man skal starte med at sy først  i det smalleste.

Tip.   Hvis det er quiltet stof du skal sy kantebånd på, er det ofte nemmest at siksakke stoffet først, før du sætter båndet på. På den måde bliver kanten lidt fladere, og dermed nemmere at arbejde med.

1.    Start og sammensyning :

Start med at folde kantebåndet ud i den side det er smallest bukket om. Sæt det på vrangsidens kant.Sy en stikning ned i folden. Start et lille stykke fra enden af båndet.

Sy båndet på kanten rundt til du når hen til starten igen. Buk den løse ende, og sy båndet på helt hen til enden.

Klip båndet af ca 2 cm efter sidste sting.

Læg de 2 løse ender sammen. Sytøjet bliver bukket, for at give plads til en sammensyning.

Sy så tæt på du kan, uden at du kommer til at sy i det stof der ligger indenunder og er bukket..

Buk enderne til hver sin side

Fold kantebåndet om til retsiden og giv det en stikning i kanten, så tidligere stikning bliver dækket.

2.  Kantebånd ved hjørner

Skal du omkring et hjørne med kantebånd, kan du gøre det på denne måde. Sy hen til hjørnet. Men stop lidt før. Du skal stoppe præcist det stykke før kanten som svarer til det antal mm du syer inde på stoffet. Sy lidt tilbage så du hæfter tråden.  Hos mig med dette kantebånd er det 5 mm der stikkes inde på stoffet, derfor stopper jeg 5 mm fra kanten.  Men kantebånd kan have mange mål, så det er blot et eksempel.

Buk kantebåndet i hjørnet, så bukket ligger præcist i spidsen af hjørnet og i midten af det stykke hvor den sorte pil viser. Mit hjørne i dette eksempel er ikke 90 grader, men det har ingen praktisk betydning, det er samme princip.

Fold nu kantbåndet nedad langs kanten og sæt det fast med et par nåle.

Sy kantebåndet fast med en syning. Husk at hæfte ende ved start.

Når du har kantbåndet sat fast hele kanten rundt, skal det bukke om til retsiden og stikkes fast med en syning ude i kanten, som dækker tidligere syning. Ved hjørnet skal kantebåndet foldes på følgende måde. Det nemmeste er at sætte nåle i og derefter sy. Først foldes kantebåndet langs den ene side om til retsiden. I hjørnet kommer den til at danne en skrå linje

Derefter foldes kantebåndet om til retsiden langs den anden side. I hjørnet kommer der derved til at dannes en spids. Muligt du skal sidde og nørkle med det lidt for at få spidsen helt spids, men giv dig lidt tid. Det kan sagtens lade sig gøre og bliver ret fin.

Derefter er det blot at give det en syning helt ude i kanten fra retsiden.

3.   Kantebånd ved buede kanter

Det er ikke så meget anderledes at sy kantebånd på en buet kant, som når det er en lige kant. Du skal blot passe på at du ikke kommer til at trække i kantebåndet rundt i buen, for så vil kanten senere begynde at rynke lidt, og buen bliver sværere at få pæn jævn.

Når du har syet den på fra bagsiden og bukker båndet om til retsiden vil du opleve at det kan være svært at få båndet til at dække tidligere syning, fordi du måske er kommet til at sy en anelse for langt inde på stoffet rundt i buen. Men det er der råd for.. du klipper simpelthen bare lidt af kanten på stoffet  væk. Her set fra retsiden af.

Nu kan du nemmere bukke kantebåndet om, og få skjult tidligere syning. Sæt nåle i for at holde båndet på plads.

Ved meget mindre buer kan det være en rigtig god ide at stryge kantebåndet først i facon, inden du syer det på, især ved tyndere stoffer kan det være nødvendigt. Fold kantebåndet i midten og stryg det i facon efter dit stof. Derefter syes det på helt som almindelig måde.

4.  Kantebånd som afdækning hen over sømme. 

Du kan bruge kantebånd til at skjule sammensyninger på bagsiden, og samtidigt give effekt. f.eks en sidesøm eller som her ved en ærmesøm.. Her er det mest tiltænkt quiltede projekter, hvor man ellers vil få nogle grimme kanter at se på bagsiden.. Start med at sy dit stof sammen ret mod ret . Pres derefter sømmene fra hinanden til hver sin side. Klip evt sømrummet ned så det kan dækkes med kantebåndet.  Læg kantebåndet fladt over sømmen, så det ligger i midten. Hold det på plads med nåle

Sy nu en stikning i hver side af båndet.

Der vil så fra retsiden være 2 syninger langs sammensyningen, men det er ret svært at se når det er quiltet vare vi har med at gøre.

5.   Kantebånd som trense til lukning

Grunden til at jeg har taget dette punkt med, er at jeg netop har syet en jakke hvor jeg har lavet lukning med trense af kantebånd. Det kan også  bruges i mange andre sammenhæng, f.eks som lukning i en taske eller en nakkestrop i tøj.

Start med at bukke dit bånd i midten og give en stikning i kanten. Lav den lidt længere end du tror du skal bruge, så er det noget nemmere at tilpasse den senere til rette mål.

Derefter bukkes båndet til en lukning , der passer til din knap. Den kan faktisk bruges som den ser ud nu, og blot syes ind i sømmen på dit sytøj. Den kan også bruges i nakken på en jakke til ophæng.

Vil du give den mere facon, og bruge den som effekt, kan du lave den spids. Det gøres ved at folde båndet på midten. Tryk hårdt med fingrene for at bukket bliver skarp.

Fold den derefter i facon, så den stadig er spids.

Giv den en syning hen over det lille lige stykke under spidsen og din trense er klar til at blive sat ind i  f.eks en jakke.

Her er der sat et stykke kantbånd ind i nakken som ophæng.

Der er uanede muligheder med at sy med kantebånd, både af praktiske grunde men også pga effekter og finish.

6.    lav dit eget kantebånd

Du behøver ikke at være begrænset af det udvalg som butikkerne har af kantebånd. Du kan sagtens lave dit eget. Det er både billigere, men du får dermed også mange flere muligheder for at lave lige netop det kantebånd som du kan lide. På billedet ser du hvilket lille redskab der kan hjælpe dig til at lave pæne kantbånd. Det kan dog også sagtens laves uden, det tager bare lidt mere tid. Jeg har tidligere lavet et indlæg omkring det at lave båndet, så derfor vil jeg blot linke til det indlæg. Det ligger i dette link 

Det vigtigste når du selv laver kantebånd, er at stoffet tages præcist på skrå. Hvordan du nemmest finder den skrå klippelinje, viser jeg i dette  link

Der er rigtig meget mere omkring kantebånd, så jeg kunne blive ved. Men jeg tror vi stopper her, og så føjer jeg til hvis der dukker mere op som jeg mener er relevant for jer.

Rigtig god fornøjelse og håber i kan bruge indlægget.

Smid gerne en kommentar om det er brugbart, eller  hvis du har et godt råd andre kan få glæde af

4 thoughts on “Sy med kantebånd

  1. Det er skisme ALTID spændende at læse og følge dine links og tips til dine flotte sy-projekter😉

  2. Hejsa tak for god instruktion. Jeg har syet en quiltet jakke med kantbånd hele vejen rundt, men har nu fortrudt at jeg ikke fik sat trenser i. Har du evt et tip til hvordan jeg kan få dem i uden at de bukkes ind i kantbåndet? På forhånd tak for hjælp

    1. Hej Lisbeth. Tak for din kommentar. Jeg ville sætte dem fast ca 1 cm fra kantebåndet og lade det være en dekoration at de starter der. Du skal så bare være ekstra omhyggelig med at bukke skråbåndet pænt, evt ri det. Vil du gøre det ekstra dekorativt, kan du lave trensen så den bliver ens i begge sider, og så sætte en knap på ovenpå trensen. Jeg er sådan i tvivl om hvad den lukning lige hedder. Håber det giver mening

Skriv et svar til Lisbeth Thullesen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *