Julehyggetøj til hele familien

For et par år siden syede jeg jule hyggetøj til mine 2 voksne piger og mig selv. Det var syet i jersey og så skønt at have på. Nu er tiden kommet til at vi skulle have et nyt sæt. Stoffet er købt i Videbæk, som desværre siden er lukket. En super blød jersey. Pigerne har valgt stoffet. Jeg var umiddelbart ikke så vild med stoffet, da jeg nok havde valgt noget rødt med motiver, men efter jeg har fået det syet, kan jeg godt se at det virker noget mere roligt end det jeg ville have valgt. Jeg havde tænkt mig at det igen kun skulle være pigerne og mig, der skulle have et sæt, da jeg ikke troede mændene i familien var interesseret. Men heldigvis spurgte jeg i sidste sekund om svigersønnen ville have hyggebukser i det, og det ville han meget gerne. At der så også var nok til en t-shirt gjorde ekstra lykke. Jeg har brugt flere forskellige mønstre til sættene, men de 2 af dem er gratis mønstre, som du finder link til længere nede i indlægget.

De 3 sæt til pigerne og jeg er næsten ens. Der er lidt forskel i vidden i blusen og bukserne, men ellers er de ens.

Bluserne til pigerne og jeg er syet efter et gratis mønster fra Alt om Håndarbejde. Eneste ændring er at jeg har sat rib på nederst på ærmerne . Et rigtig godt mønster som du kan printe i dette LINK

Bukserne er syet efter et mønster fra Minikrea, hvor jeg dog har lagt lidt til ned langs siderne, da mønsteret er meget smalt. Jeg har udeladt lommer, og i taljen er der bare bukket om, og isat elastik. Nederst i benene er der sat rib på ligesom ved ærmerne.

Herresættet er syet i henholdsvis et købemønster og et gratismønster.

Herre t-shirten er et gratis mønster, som jeg har brugt flere gange. Det er til en langærmet bluse, men jeg har bare klippet ærmerne i den længde som jeg nu synes. Det er et rigtig godt mønster og kan printes i dette LINK

Herrebukserne er et tysk købemønster, og kan købes i dette LINK

Et virkeligt alsidigt mønster, hvor man både får mønster til fastvævet stof og elastisk stof. Man får udførlig vejledning og flere tips til ændringer.

Faktisk har jeg så meget stof i overskud at jeg lige skal se om jeg også  inden jul kan nå at få syet en t-shirt til min mand. Det tror jeg han vil synes er ret sjovt.

For næsten første gang har jeg syet i stof uden at vaske det først. Jeg havde købt 10 meter, og det var uoverskueligt at vaske det. Samtidigt blev jeg rådet til at lade være med at vaske det først af den ekspedient som jeg købte stoffet ved. Det ville være ganske lidt det krymper, så jeg skulle blot lægge lidt til i ærmer og ben. Vi krydser fingre.

Sættet skal bruges når vi render rundt herhjemme i julen. Et skønt hyggesæt.

og nej … min nisse har ikke fået en kæmpe pind i øret.🤣.. det er vores 30 år gamle vindrue der er plantet udenfor og trukket ind gennem udestue væggen. Så slipper man nemlig for at vande og gøde den.

Alle sæt er taget i brug for flere dage siden.

Jeg har fået lov at vise dette billede af yngste datteren og svigersønnen fra deres lejlighed . De er da så søde ❤

Så kan juleferien bare komme an. Og som det ser ud til lige nu, ender det vel med at vi tilbringer alle dage hjemme i hyggetøjet, med at spise, se film, spille spil og lave kreating. Ikke så tosset endda ❤

Håber i kan bruge indlægget som inspiration, og får lyst til at prøve et par af de gratis mønstre. Rigtig god fornøjelse

4 thoughts on “Julehyggetøj til hele familien

    1. Hej Heike. Har desværre ikke lige opdaget din kommentar før nu. Tusind tak skal du have. Vi havde en dejlig jul, og det håber jeg også at du og din familie har haft. Nu vil jeg bruge lejligheden til at ønske dig og dine en rigtig god og lykkebringende nytår. Tak for dine søde kommentarer og at du så trofast læser med 😍

  1. Hvor er de flotte. Rigtig godt nytår! Jeg fandt din side i december og fik syet en lille toilettaske til julegave til min voksne datter. Hun opdagede slet ikke, at den var hjemmegjort, haha. Meget udførlig vejledning du har lavet. Tak 😀

    1. Hej Betina. Mange tak skal du have og i lige måde. Ej hvor lyder det godt. Det bliver da sikkert ikke det sidste projekt du skal lave til hende, når hun opdager du selv har lavet den 🤣 Bare vent, inden du ser dig om har du en liste🤣 og hvis du har det som jeg, elsker vi det jo 😍

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.